Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (163)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Forsinket start og lidt om pletter

mandag 27. juli 2026
af Amanda Johannisson

Så er der nyt mandskab på stationen - jeg ankom igår og er her til torsdag og ser frem til et par dage med lavt gear, ringmærkning og arbejde.

Vejrudsigterne lovede regn hele natten, og resterne skulle passere Odden i løbet af de første timer af standarden. Jeg stod derfor op lidt over fire for at tjekke om det holdt stik, og det gjorde det desværre. Ikke fordi regnen stod ned i stænger, men der hang en konstant let regn over stationen som blev ved, dog lige i tids nok til at jeg kunne åbne net indenfor de to timer det er tilladt at udskyde start og stadig kunne overholde standard.

Ift. mængden af puslen og lyde i krattet blev dagens fangst mere end forventet. 13 fugle i alt, 6 mærkninger og 7 genfangster, heriblandt de gængse arter der også har lagt vejen forbi stationen de sidste dage. Blæsten tog til i løbet af formiddagen, og der blev derfor også mere og mere stille i haven. Efter et par nulrunder sluttede jeg af med tre mejser. Fangsten var præget af primært ungfugle der formentlig er udklækket i haven eller nærområdet, samt et par individer af Gulbug (Hippolais icterina) og Gransanger (Phylloscopus collybita) med aftagende rugeplet. Tilstedeværelsen af rugeplet hos disse arter betyder at individerne er hunner, der meget vel har ynglet i haven. Dette gælder dog ikke for alle arter, og man bør tjekke med litteraturen om en rugeplet kan afgøre køn hos den specifikke art.

Rugeplet er en hormondrevet karakter der opstår hos ynglende fugle eller fugle der forventeligt skal yngle. Her tabes kropsfjerene på bugen, så den underliggende hud blottes. Herefter begynder huden at løsne sig fra brystmusklerne og området bliver væskeholdigt, sådan at der skabes brede hudrynker og dermed mere overflade der kan holde æggene varme. Tilstedeværelsen af en rugeplet er indikation af, at fuglen af den specifikke art er med til at ruge på æggene, men tilstedeværelse af en rugeplet er ikke ensbetydende med at fuglen er aktivt ynglende - den rugende fugl gør sig nemlig helt instiktivt (læs: hormonelt drevet) klar til potentielt at skulle ruge på æg, endda inden at parring har fundet sted.

Der er forskellige udviklingsstadier af en rugeplet. I de tidlige stadier, hvor bugen mister fjer og huden begynder at løsne sig fra musklerne, kan man ikke med sikkerhed bruge tilstedeværelsen af rugepletten til at afgøre om fuglen er aktivt ynglende (med æg og/eller unger) i området. Først når huden er godt væskefyldt og meget rynket kan man være mere sikker på, at fuglen med stor sandsynlighed har haft æg i området. Hvis du er interesseret i at se nærmere på disse stadier af rugeplet kan du tjekke denne PDF ud: https://www.bto.org/sites/default/files/u17/downloads/about/resources/brood-patch-rb08_0.pdf. Du kan også google "Brood Patch in birds" for at læse mere. Det skal naturligvis siges, at det kræver lidt erfaring at blive bekendt med de enkelte stadier.

IMG20260727075958
Havesanger, 1k (ungfugl fra i år), med bærsaft om næbbet.

Dagens fangst
Net op:
06:45, Net ned: 11:45, Netmeter: 259
Kærsanger / Marsh Warbler: 1
Gulbug / Icterine Warbler: 1 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat: (1)
Tornsanger / Common Whitethroat: 3
Havesanger / Garden Warbler: 1
Gransanger / Chiffchaff: (1)
Blåmejse / Blue Tit: (1)
Musvit / Great Tit: (2)
I alt: 6 mærkninger, 7 genfangster, 13 fugle

På stationen: Amanda Johannisson