Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Kjoverne kommer
Trækket på Odden:
Endnu en dejlig dag ude på Odden til træktælling, hvor Mads og jeg (Lise) fik talt en masse skønne fugle.
I dag var især en god Kjove-dag med tre almindelige kjover (Stercorarius parasiticus) og tre lille kjover (Stercorarius longicaudus). En sand fornøjelse at have begge arter på samme dag! Selvfølgelig for oplevelsens skyld i sig selv, men også for muligheden for at sammenligne forskellene mellem arterne i felten. Blandt andet fremstår almindelig kjove (Stercorarius parasiticus) mere kompakt og næsten rund, mens lille kjove (Stercorarius longicaudus) har længere halefjer og mindre hvidt på vingen.
Sortænderne (Melanitta nigra) var igen i dag den mest talrige art med 778 individer på træk inden for standardtiden.
Flere arter af vadefugle træk også i et fint antal, blandt andet almindlig ryle (Calidris alpina) og strandhjejle (Pluvialis squatarola). En enkelt stenvender (Arenaria interpres) kom også forbi.
Fire strandhjejler fra morgenens træktælling. Kontrasten mellem den kulsorte mave og mere hvide overdel er en flot oplevelse over havets gråblå bølger. Foto: Mads Elley
Et par små flokke af dværgmåger (Hydrocoloeus minutus) var også på træk. Meget pædagogisk bestod den ene af disse flokke af en voksen og to unge, heraf en fra i år (1K) og en fra sidste år (2K). Dermed kunne vi fint sammenligne de tre dragter, som gør det muligt at aldersbestemme netop denne art. Mens de yngste (1K) har en sort tegning, lignende et W, på oversiden af vingerne, er de lidt ældre (2K) helt hvide og de fuldvoksne helt sorte på bare undersiden af vingerne.
Således endte dagens træktælling på 1512 individer fordelt på 36 arter, med start kl. 5:24 og slut kl. 10:24.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Ringmærkning:
Et noget ustabilt vejr denne morgen ledte til. Grå skyer passerede på skift og truede med regn, men bragte mest vind – dog var dette nok til, at vi ikke kunne gennemføre standardringmærkningen. Alligevel fik vi en fin morgen med lidt forskellige arter og mulighed for at sammenligne individer med hinanden inden for samme art.
De brogede fluesnappere (Ficedula hypoleuca) er mødt talstærkt op i haven for tiden, og i dag fik vi at se en 2k hun (2. kalenderår) og to 1k (1. kalenderår), hvor man ikke endnu kan bestemme køn. Dette kan ses på tertiærfjerene (de inderste vingefjer), hvor de unge fugle har et lille ”trappe” mønster af hvidt, mens de voksne har en hvid kant hele langs fjerens spids. Dette kan ses på nedenstående billede. Derudover har 2k hunnen mørkere hale- og vingefjer.

Broget fluesnappere - 1k (1. kalenderår) til venstre, 2k (2. kalenderår) til højre. Man kan se i de indrammede røde cirkler, hvordan kanten på tertirærfjerene har en trappe eller hak i det hvide mønster på 1k fuglen, mens det hvide omkranser fjerkanten på 2k fuglen.
I går aftes så vi på stjerner og hørte da pludselig mystiske lyde i mørket fra haven. Efter et par kald genkendte vi det som natugler (Strix aluco), der kaldte til hinanden, muligvis territoriehævdende. Vi fulgte deres kald rundt i haven hen til et af hejsenettene og kom så tæt på som til at se en natugle flyve hen og sætte sig på den høje netpæl til hejsenettet. Siddende og kaldende i mørket kunne vi ane den og store øjne, inden den fløj over træerne igen. En magisk oplevelse! Jeg vil forsøge at lytte igen i aften, om de viser sig igen i skumringen eller lige efter mørket kommer.
Det er spændende, at ugler kan navigere så lydløst og præcist i mørket. Deres ører sidder i forskellig højde på kraniet, således at de præcist kan lokalisere lyden af en mus på skovbunden gennem flere dimensioner. De har da en chance for at ramme musen, da de ikke kan ændre retning i deres flyvende flugt ned mod musen, men de har også en fordel ved at have fjer med bløde kanter, der skaber mindre vindmodstand og dermed mindre lyd, når de flyver end f.eks. en due.
Dagens ringmærkning:

På stationen: Storm Hauris Borum, Mathilde Lundt Larsen, Cyann Ménard, Lise Mastrup, Lua Koplin, Marek Ebert, Mads Elley

