Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (202)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Regntid bragte kystnære havfugle

fredag 4. september 2026
af Storm Hauris Borum

Ringmærkningen:

Grundet dårligt vejr med en masse regn blev ingen net åbnet i dag. To af ringmærkerne deltog i træktællingen, mens de to andre sov længe. Vi håber på at kunne åbne nettene lidt tid i morgen hvis der er et par timers tørvejr. 

Træktællingen

Det dårlige vejr gav også en meget stille dag for træktællingen, dog stadig med et par spændende arter. Bl.a. havde vi både fjordterner (Sterna hirundo) og havterner (Sterna paradisaea) forbi Odden, iblandt alle splitternerne (Thalasseus sandvicensis), der stadig kommer forbi et par stykker ad gangen hele morgenen. Andefugle var der ikke mange af, med kun lidt over 100 individer i alt. Kun to spurvehøge gjorde forsøg på at trække sydpå, dog kom de ikke meget langt op i vinden før de besluttede sig for at det nok ikke blev i dag. 

Til gengæld pressede det dårlige vejr mange af fuglene tæt på kysten og ofte flyvende lige over vores hoveder. Igen havde vi et fint antal almindelige kjover (Stercorarius parasiticus) helt inde ved kysten, hvilket gav en god mulighed for at følge med i deres forsøg på at stjæle bytte fra både splitterner og skarver. Derudover kom også en flok på 5 sortstrubede lommer (Gavia arctica) helt tæt på.

Dagens højdepunkt blev en fiskeørn (Pandion haliaetus), der circulerede Odden i et par forgæves trækforsøg. Efter en våd og kold morgen uden de store tal, var det en fantastisk oplevelse da den fløj forbi klinten i øjenhøjde! Hurtigt blev der grebet til kameraet, men den var allerede videre. 

20260904 085830 GEDSER TRÆKTÆLLING FISKEØRN BLR 6493Dagens eneste fuglebillede: et hastigt snuppet billede af en fiskeørn over Odden. Man skal være hurtig for at få gode billeder af de forbiflyvende fugle, for ofte har man kun et par sekunder til at få kameraet frem og fokusere linsen. I dag var ovenikøbet udfordret af meget vådt vejr!

Fugle registreret i standardtiden: 613 individer, 19 arter. Tællingen startet 05:53, sluttet klokken 10:53.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

På stationen: Hannah Schmidt, Storm Hauris Borum, Lua Koplin, Ole Friis Larsen, Marek Ebert, Børge Langkilde