Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (212)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Rekordstort træk af Hvepsevåger

mandag 14. september 2026
af Xxxxxx & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Xxxxx

Trækket på Odden: Meteorologerne havde lovet os masser af solskin fra solopgangen, men sådan gik det ikke. De første tre af dagens fem standardtimer måtte vi finde os i et mere efterårsagtigt overskyet vejr, før det klarede op, og vi blev varmet op af noget solskin. Til gengæld blev det en fin dag med tre fra fuglestationen, to af de faste lokale, nemlig Orla Jakobsen og Flemming Pagh Jensen. Desuden fik vi spontant selskab af to fuglefolk fra autocamperne på parkeringspladsen. Først kom nederlandske Henny Woons og spurgte, om hun måtte gøre os selskab, lidt senere kom Hank Verstralen fra Belgien med sit teleskop og sluttede sig til os.

Det er altid godt med flere øjne, men det var ikke kun derfor, at vi fik sat en ny rekord for træk af Hvepsevåger (Pernis apivorus) ved Gedser Odde med 113 i standardtiden. Fuglene var der selvfølgelig, og det var noget af et arbejde at finde og bestemme prikkerne, for rovfugletrækket foregik meget højt. Det næstbedste dagstal er nu 108, som blev talt 2. september 2019. Trækket af Hvepsevåger har i det hele taget været usædvanligt fint i dette efterår med 401 indtil nu. Det er allerede det suverænt bedste i de år, vi har arbejdet med standardtællinger, langt over det nu næstbedste samlede efterårstal i standardtiden på 230 i 2021. Vi kunne både bestemme nogle til adulte/voksne fugle og til unger fra i år, men langt fra alle på grund af højde og afstand.

Det hører med til billedet, af trækket af Hvepsevåger aldrig har været stort om efteråret ved Gedser Odde. De fleste trækker ud mod syd ved Saksfjed/Hyllekrog på Lolland.

 GFU_sep_14_3996.JPGRød Glente (Milvus milvus) i dagens træk. De hvide stænk på undersiden viser, at det er en ung fugl fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

 GFU_sep_14_3998.JPGMusvåge (Buteo buteo) i dagens træk. De unge fra i år er begyndt at dukke op, som det fremgår af denne fugl, der mangler de adulte/voksnes kraftige mørke bånd yderst på halen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mens vi koncentrerede os om trækket på havruterne og rovfuglene, tog Marek sig af småfuglene, som var domineret af næsten tusind Landsvaler (Hirundo rustica), og nogle af de rovfugle, der dukkede op højt over svalerne. Det er en luksus at have en mand med speciale i småfugle med ude fra fuglestationen, så vi får en fin dækning af hele trækket lige for tiden. 

På ruterne ud af Østersøen var trækket mere beskedent, men bød dog på flere flokke af Sortænder (Melanitta nigra), svømmeænder, Splitterner (Thalasseus sandvicensis), Skarver (Phalacrocorax carbo) og lidt Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus).

 Spurvehøg_14.09.2026.pngDagens 130 Spurvehøge hjalp godt på efterårets tal, som blev bragt på 1.149 stadig. Det er stadig langt under sidste års 1.764, som er det hidtil laveste antal, og gennemsnittet på 2.900, men trækket af Spurvehøge plejer at fortsætte langt ind i oktober, og de seneste tre uger tegner stadig lovende. Grafikken viser, at de seneste tre ugers timegennemsnit (gråblå søjler) har ligget langt over sidste år (røde søjler) og gennemsnittet for årene 2017, som var det første år med standardtælling, til 2024. Kilde: Trektellen

Fugle registreret i standardtiden: 2.837 . Arter: 45. Tællingen startet 06:12, sluttet klokken 11:12.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

På stationen: Hannah Schmidt, Storm Hauris Borum, Lua Koplin, Mads Elley, Ole Friis Larsen, Marek Ebert