Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Videnskabeligt eftersyn på Ederfuglene - ikke færdig, not ready
Ringmærkningen: xxxxxx
Trækket på Odden: Hvordan er vejret omkring den svenske ø Gotland i Østersøen? Det er det, der afgør, om Ederfuglene (Somateria mollissima) letter på en efterårsdag og flyver i tætte flokke mod Gedser Odde. Cyann Ménard har tilbragt et halvt år på Gedser Fuglestation for at skrive sin masteropgave til universitetet i Rennes i Frankrig, om, hvordan vejret spiller ind i trækket af Ederfugle om efteråret. En af de konklusioner, hun selv er studset over, er, at det er temperaturen omkring Gotland, der afgør, hvor mange Ederfugle vi ser fire dage senere ved flaskehalsen for trækket ud af Østersøen, Gedser Odde. Noget uventet ser det endda ud til, at det er stigninger i temperaturen, der sender Ederfuglene af sted fra Gotland. En vigtig pointe i hendes rapport er således, at det ikke er nok at se på de lokale vejrforhold, men at man skal interessere sig for vejret som en faktor på hele trækruten.
Lun luft over Gotland giver mange Ederfugle ved Gedser Odde nogle dage senere. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En anden pudsighed er, at hendes sammenligninger af trækket af Ederfugle med data fra vejrstationer på fuglenes rejser mod Gedser Odde viser, at vindenes retninger og styrke ikke har nogen særlig indflydelse. Når Ederfuglene først er begyndt på deres rejse, fortsætter de næsten uanset forholdene, men de træffer mange beslutninger undervejs, og vinden kan få dem til at flyve højere, lavere, langsommere, hurtigere, eller de kan ændre på ruten, men vinden har tilsyneladende ingen særlig betydning for, om de rejser eller ej.
Cyann har selv været med til at tælle træk ved Gedser Odde for at få en forståelse for, hvordan vi arbejder. Her står hun sammen med Sjoerd van Baal, hvis rapport om ringmærkede fugle nu også kan findes på fuglestationens hjemmeside. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Cyanns undersøgelser er baseret på Gedser Fuglestations systematiske daglige tællinger af efterårstrækket gennem 10 år. Selv om trækket af Ederfugle er ganske velbelyst, skriver Cyann i sin konklusion, at vi hele tiden kan blive klogere og har brug for mere viden. Det er godt at vide for os, der står ude på sydspidsen af hele Norden og tæller i solskin, regn og rusk. Mere viden om Ederfuglenes træk kan også have betydning for, hvordan vi skal undersøge og forstå andre af de fugle, som vi ser på træk over havet, skriver hun.
Derfor bliver vi ved med at tælle trækfugle og stille vores data til rådighed for forskere.
Hele Cyanns artikel er nu frit tilgængelig på Gedser Fuglestations hjemmeside for alle, der har lyst til at læse den (på engelsk).
Her er et link: https://www.gedserfuglestation.dk/resultater/traektaelling/analyser-og-artikler-om-fugletraekket
Om trækket tirsdag morgen er der ikke meget at tilføje. Vi var to fra fuglestationen i godt selskab med nogle af de faste folk på lokaliteten, Morten Lisse, Morten Scheller og Flemming Pagh Jensen. Mest bemærkelsesværdigt var måske, at vi så efterårets første Fjeldvåge (Buteo lagopus), en adult/voksen hun, passere på vej ud over havet mod Tyskland. Fint var det også med hele fire Blå Kærhøge (Circus cyaneus) på udtræk.
I havtrafikken endte Pibeænderne (Mareca penelope) med at overgå trækket af Ederfugle (Somateria mollissima) med næsten 2.074 mod 1.731. Antallet af hunner og deres unger er stadig meget lavt i forhold til antallet af hanner, og det er et af de spørgsmål, man stadig kan stille: Hvad får hannerne til at trække i store antal, før de brune fugle (hunnerne og deres unger) kommer i gang for alvor?
Fugle registreret i standardtiden: 4.428 . Arter: 37. Tællingen startet 06:39, sluttet klokken 11:39
Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen. Hvis DOFbasen stadig er nede, og vi ikke har kunnet få alle observationer med der, prøv Trektellen, hvor vi også indtaster alle vores observationer.
På stationen: Hannah Schmidt, Alba M. Holmberg, Freya Mørup-Petersen, Ole Friis Larsen, Marek Ebert

