Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Et sjældent ørnebesøg
Ringmærkningen:
En første runde med lidt mere end 13 fugle gav os håb om, at i dag ville blive bedre end i går. Dette håb blev da også opfyldt, men kun lige, da vi i løbet af standard nåede op på 33 fangster, heriblandt sæsonnens Fuglekonge (Regulus regulus) nummer to og tre. Den største overraskelse i nettene kom i form af en meget sen, men meget smuk, hun Rødstjert (Phoenicurus phoenicurus), som burde være langt ude af Danmark på denne tid af året. Dette, samt den sene ankomst af Fuglekongen, er blot flere eksempler på, hvordan fugletrækket tilsyneladende er meget forsinket i år.

Ung Rødstjert hun, sandsynligvis den sidste for i år. Foto: Alba M. Holmberg.
Vi havde endnu en overraskende fangst, ikke på grund af arten, men på grund af tilstanden af dens fjer. Dette var en Gransanger (Phylloscopus collybita), som var i fuld færd med at skifte sine svingfjer. Dette er noget som Gransangere gør en gang om året, typisk i løbet af sommeren, efter de har ynglet, så de kan have en frisk fjerdragt til når de skal trække sydpå. På denne tid af året har de fleste fugle dog allerede fuldført deres fældning, så fangsten af denne sene fælder var meget spændende, og da det kun er de voksne Gransangere som fælder deres svingfjer, var det en meget nem aldersbestemmelse.

En voksen Gransanger i fuld gang med en meget sen post-breeding fældning. Her kan man se, hvordan fældningen af svingfjer starter fra midten af vingen, og udvikler sig både indad og udad herfra (illustreret med røde pile). Den har også fældet sin hale, som næsten er fuldt udgroet igen. Foto: Freya Mørup-Petersen.
Denne ellers ret kedelige standard-dag (mængde-mæssigt) blev en smule opprudt af, at vi nu også havde en rovfuglefælde at tjekke op på, og i tiden mellem runder sad vi ofte uden for stationen og holdt øje med, om ikke en rovfugl eller kragefugl skulle komme flyvende og vise interesse i fælden. Selvom den ikke gav noget bid i dag, har vi forhåbninger om, at den med lidt mere tid vil kunne lokke en enkelt nysgerrig musvåge eller krage ned.
Nær slutningen af standard-tid fik vi mældinger om, at en Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes) var fløjet over stationen, og kort tid efter så vi en Stor Tornskade (Lanius excubitor) i nogle buske nede ved engen. Med fornyede håb om spændende fangster holdt vi nettene åbne i nogle timer efter standard, men vi endte blot med lidt flere individer af de arter vi i forvejen fanger flest af for tiden. Vi krydser fingre for at kunne fange mindst en af disse arter i løbet af den næste tid.
Dagens fangster:

Trækket på Odden: En fin dag med et blandet træk, som lidt uventet løb op i flere tusinde fugle. Vi var to fra fuglestationen, som fik selskab og assistance af Orla Jakobsen, der til gengæld fik set den Amerikanske Sortand (Melanitta americana), som har opholdt sig tæt på stranden i en uges tid, mens det ser ud til, at den er i gang med at skifte sine svingfjer (de lange fjer i vingerne).
Dagens mest specielle fugle var dog ubetinget den Lille Skrigeørn (Clanga pomarina), som Mads Elley ringede om og fortalte, at han havde set over Gedser by. Vi fandt den nogle minutter senere i en sværm af krager over markerne ud mod Odden. Her satte den sig i et træ, før den lidt efter fløj tværs over markerne og trak ud over havet mod syd lige nord for fuglestationen eller måske endda lige over. Ifølge DOFbasen er der på 56 år, siden 1970, bare set 13 af de små skrigeørne over Gedser Odde. I år er det anden gang, der bliver set en. Marek er i gang med at fortælle om betydningen af fuglenes videnskabelige eller mere korrekt systematiske navne, så det gør vi også med denne art. Clanga er afledt af det græske klangos, som ganske enkelt betyder ørn. Clanga bliver nu brugt som ’familienavn’ om de få arter af skrigeørne, der findes i verden. Pomarina betyder Pommern, altså Pommersk Ørn.
Billeder af dagens Lille Skrigeørn. Vi bestemte den umiddelbart på stor afstand på, at det var en ørn med lange brede vinger, og den fløj med ’hængende hænder’, altså tydeligt nedadbøjede vinger. I forhold til kragerne, som mobbede den, var den også tydeligt mindre end de Havørne (Haliaeetus albicilla), som vi er vant til at se.
Lille Skrigeørn er en varmt chokoladebrun rovfugl med lyse pletter på oversiden af vingerne og et til to ’kommaer’ på knoerne på vingernes underside. Næbbet er sort, og den har gul hud omkring mundvigene og op over næseborene. Den lyse overgump og et smalt lyst bånd af hvide spidser på de lange dækfjer midt på vingernes oversider tyder på en ung fugl. På grund af afstanden og billedets tekniske kvalitet er det vanskeligt at se, om båndet er friskt som på en unge fra i år, eller det er slidt, og det er en et år gammel ørn i sit andet kalenderår (2k). Foto: Ole Friis Larsen/GFU
De Små Skrigeørne, vi ser, kommer formentlig især fra netop Pommern, som strækker sig fra det østlige Tyskland ind i Polen. Arten har længe været i tilbagegang i Tyskland, men store investeringer i beskyttelse af bestanden har bremset faldet, og der er nu cirka 130 ynglepar i Mecklenburg-Vorpommern lige syd for vores del af Danmark og i Brandenburg, som er delstaten omkring Berlin.
En flok Pibeænder skød genvej over land, og det gode lys afslørede, at her er to adulte/voksne hanner med store hvide vingepletter. Den nederste fugl med en mere diffus lys vingetegning er en ung han fra i år. Fuglen i midten med hvide streger omkring et felt, der mest er mørkt, men også har nogle grønne fjer, er en ung hun Krikand (Anas crecca) fra i år, og fuglen øverst til højre er en ubestemmelig Pibeand. Alt det kan vi ikke stå og se ude på Odden, men det kan man altså få ud af nogle af de billeder, vi får med hjem. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
I den mere arbejdsomme del af arbejdet havde vi mange flokke af svømmeænder, som nogle gange er godt blandede med flere arter i samme flok, og vi derfor både skal have sat tal på flokkens størrelse og nå at tjekke, om der er flere arter i den. Op mod et par tusinde Pibeænder (Mareca penelope) er således udtryk for en travl morgen, mens det var noget lettere at skelne mellem de 1.605 sort-hvide adulte/voksne hanner af Ederfugle (Somateria mollissima) og de 162 brune hunner og unger.
Dagens mest talrige art blev Bogfinkerne (Fringilla coelebs) med lidt over 1.800 registrerede, men der var mange flere. Når vi har travlt med de arter, vi skal prioritere i havtrækket, bliver småfuglene til ’bifangster’, som vi tæller, når vi ser dem på himlen samtidig med rovfugle, eller de kommer så tæt forbi, at vi ikke kan undgå at lægge mærke til dem og blive imponerede over antallet eller den sene forekomst som med dagens 15 Landsvaler (Hirundo rustica). Glade var vi også for 12 Islandske Ryler (Calidris canutus), som skilte sig ud ved at være større end den håndfuld Almindelige Ryler (Calidris alpina), som de kom flyvende sammen med.
Fugle registreret i standardtiden: 6.574 . Arter: 41. Tællingen startet 06:43, sluttet klokken 11:43.
Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.
På stationen: Hannah Schmidt, Alba M. Holmberg, Freya Mørup-Petersen, Ole Friis Larsen, Marek Ebert, Bo Kayser, Anne Marie Reith.

