Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (236)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Regnvejr leverer udenlandske fugle

torsdag 8. oktober 2026
af Alba M. Holmberg & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: 

I går havde Freya store forhåbninger om, at den regnbye, som DMI forudsagde ville præge hele morgenen i dag, ville passere forbi eller blive forsinket nok til at vi ville kunne opholde standard. Et kig på radaren inden vi gik udenfor varslede dog om, at vi nok ikke skulle forvente at få meget ud af morgenen, og vi blev da også nødt til at lukke nettene igen inden en time var gået, men i løbet af den korte tid nåede vi at fange hele 24 fugle, til trods for at vi kun havde lidt over halvdelen af haven åben. 

Regnen viste sig at forblive resten af morgenen og formiddagen, men ved middagstid klarede vejret lidt op og vi kunne åbne lidt net igen for at få noget ud af de fugle, som søgte ly i haven i løbet af regnvejret. Vi endte med at holde nettene åbne i endnu to en halv time, i løbet af hvilke vi fangede endnu 46 fugle, hvilket bragte dagens totale fangsttal op på 70 (66 nye og 4 genfangster). Slet ikke dårligt for en udpræget regnvejrsdag!

Ud over et godt antal fugle (hvoraf Gransangerne (Psylloscopus collybita) udgjorde mere end halvdelen) havde vi også meget fin artsdiversitet. Vi havde for eksempel fint med Sangdrosler (Turdus philomenus) samt sæsonens kun sjette Solsort (Turdus merula), denne gang en meget fin voksen han:

Solsort 08 10 2026

En meget fin Solsort han, som kan kendes fra hunnen på sin helt sorte fjerdragt, og hvis helt gule næb afslører, at det er en voksen fugl (unge hanner har på denne årstid overvejende sorte næb). Foto: Freya Mørup-Petersen.

Den næstsidste runde for dagen bød på en meget velkommen overraskelse fra udlandet: En svensk Gransanger! (eller i hvert fald en Gransanger med en ring fra Sverige). Dette er den første udenlandske ring jeg selv har aflæst i forbindelse med ringmærkning, så jeg ser meget frem til at finde ud af, hvor og hvornår den er ringmærket. 

Svensk gran 08 10 2026

Gransangeren med den svenske ring. Når vi fanger fugle med fremmede ringe (især fra udlandet) rapporterer vi straks fundet til Ringmærkningsadministrationen, som derefter finder ud af, hvor og hvornår den er ringmærket, og sender en rapport tilbage til aflæseren. Foto: Alba M. Holmberg.

Dagens fangster:

Skærmbillede 2026 10 08 183247

Trækket på Odden: Fem timers regnvejr er helt ærligt ikke den mest muntre udsigt, selv om vi stadig kan indrette en observationspost i tørvejr under halvtaget på den gamle marinestation. Alligevel er det meningsfuldt arbejde, fordi vi får værdifuld viden om netop fuglenes træk i regn, og muligheden for at være under halvtaget giver os måske endda en særlig forpligtelse til at udnytte den. Vi har i hvert fald talt i regnvejr mange gange gennem årene.

 GFU_okt_08_4160.JPGEn kedelig, men værdifuld del af vores arbejde også at være ude i regnvejr. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vores kolleger ved Põõsaspea neem i Estland har udgivet en rapport om trækket af andefugle i Østersøen under forskellige vejrforhold og nævner, at Pibeænder (Mareca penelope) måske endda ligefrem gerne trækker i let regn.

Denne torsdag var der også fugle på træk over havet i morgenregnen, og antallet tegnede til at give et helt fint resultat, indtil regnen så ud til at blive for meget for selv garvede andefugle. Efter tre timer gik al trafik i stå, og der var kun to observationer af trækfugle at indtaste de to sidste timer. Vores minimumstid for en standardtælling er netop tre timer, men det kræver selvfølgelig, at vi ind imellem holder ud hele vejen igennem de fem normalt timer for at forstå, at det giver mening at slutte efter tre timers vedvarende regn.

Vores udgangspunkt i regnvejr er derfor, at enten satser vi på at holde i mindst tre timer, eller også går vi slet ikke ud. Det er kun sket nogle få gange, når vi har vurderet, at vi ville blive gennemblødte og risikere at blive syge, før vi overhovedet kunne nå ud i tørvejr under halvtaget.

 GFU_okt_08_4161.JPGDen ene af tre Gransangere, som fløj rundt i regnen og ledte efter mad i buskene. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Andre faktorer er, at når vi står under halvtaget, bliver vores udsyn meget begrænset, og når det regner er der samtidig meget kortere udsyn over havet end i tørvejr.

Interessant var det, at der faktisk var lidt mere træk af måger, end vi hidtil har registreret i dette efterår. Trækket af fugle fra land var minimalt – og ikke kun, fordi det ikke var til at se ret meget fra bygningens gård. Af rastende fugle var der kun tre Gransangere (Phylloscopus collybita) at se i området. De fløj sammen fra busk til busk for at finde insekter.

Og hvor mange Pibeænder kom der så i regnen? Det blev til 194, før det så ud til at blive for vådt selv for dem, men det var også nok til, at de var dagens næstmest talrige art efter Ederfuglene (Somateria mollissima), som kom op på lidt over 500.

Fugle registreret i standardtiden: 1.241 . Arter: 24. Tællingen startet 06:56, sluttet klokken 11:56.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

På stationen: Alba M. Holmberg, Freya Mørup-Petersen, Tina Elley, Ole Friis Larsen, Marek Ebert