Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Afbrudt af nedbrud
Ringmærkningen: Xxxxxx
Trækket på Odden: En morgen præget af regn og beskedent træk i det meste af standardtiden. De to forhold hænger ikke nødvendigvis sammen, men sådan var det denne onsdag. Det er alligevel vigtigt for os at være ude at tælle i al slags vejr for at indsamle viden om trækket, og hvordan det påvirkes af forskellige vejrforhold. Heldigvis kan vi stadig arbejde i ly for regn på Gedser Odde.
I trækket har vi i de seneste dage bemærket en større andel af Gråænder (Anas platyrhynchos). Mange er tilbøjelige til at rynke på næsen og nedgøre Gråænder som parkænder eller skydeænder, men der er ægte vilde Gråænder, som yngler dybt inde i storslåede naturområder og trækker langt om efteråret. For os, der tæller, er det altid en glæde at opleve Gråænder på træk i selvstændige flokke eller i flok med andre arter af svømmeænder.
Bramgæs finder knuste rester af roer på marken ved Odden. Fordelen ved at være mange sammen er, at der altid er nogen der holder øje med omgivelserne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mens Spurvehøgene (Accipiter nisus) og en kærhøg hurtigt opgav at flyve ud over havet og vendte om, at der til gengæld en del Bramgæs (Branta leucopsis), som landede på marken ved Odden for at æde sig mætte i de rester af sukkerroer, der er tilbage efter høsten. Vi kiggede flokkene igennem for at se, om der skulle være andre arter imellem, eller nogle af dem havde farveringe eller gps-sendere. Det var også dejligt at se, hvor lidt sky de mange gæs var over for turister med hunde på vejen mellem p-pladsen og spidsen af Odden. Fugle kan sagtens vænne sig til mennesker, som lader dem være i fred.
Amerikansk Sortand i regnvejr onsdag morgen. Den kommer ikke tæt nok på til skarpe billeder, men det er let at se den karakteristiske store orange knop på næbbet, som adskiller den fra de almindelige Sortænder (Melanitta nigra), som har en anden knopform med andre farver. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En Amerikansk Sortand (Melanitta americana) har været i det samme område tæt på kysten ved Gedser Odde i mindst en måned. Den blev opdaget af en deltager i et højskolekursus og fotograferet af Gedser Fuglestations træktællerhold 23. september. Nogle fotos viste, at fjerene på vingerne var i dårlig stand, og den kunne formentlig ikke flyve. Det er sikkert forklaringen på, at den har været så længe i området, mens den er i fældning og venter på at få nye svingfjer. Vi ser den sjældne gæst næsten hver dag. Vi anser den for en voksen han på grund af udseendet og fjerdragten, men noget litteratur tyder på, at den kan bestemmes nærmere til en et år gammel han (2k, andet kalenderår). Den sorte fugl med den store, næsten selvlysende orange knop på næbbet ser ud til at trives fint. Den dykker ivrigt og har holdt sig i live i en måned; det tyder ikke på olieskader eller andre problemer med helbredet. Det er normalt for mange arter af ænder, at de opsøger et sikkert sted med rigelig mad, indtil de har skiftet svingfjerene og kan flyve igen.
Fugle registreret i standardtiden: 3.087. Arter: 42. Tællingen startet 07:21, sluttet klokken 12:21.
Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.
Når aftensmaden bliver til en rund fødselsdagsfest. Signe er en af vores faste frivillige på fuglestationen, og sammen med Philip har hun vist os, at børnefamilier sagtens kan deltage i ringmærkningen. Vi fejrede hende med fødselsdagssang, og Alba havde lavet en kage til dessert. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
På stationen: Alba M. Holmberg, Signe Agermose Andersen, Philip Elbek, Leander, Børge Langkilde, Ole Friis Larsen, Marek Ebert, Mads Elley, Tina Elley + fotografen Jan Johannesen

