Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2026 (254)2025 (313)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Spurvehøg næsten som 'i gamle dage'

mandag 26. oktober 2026
af Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: På grund af den hårde vind ville det være uforsvarligt at udsætte fuglene for fangst. Derfor ingen ringmærkning denne mandag.

Trækket på Odden: Vinden fra nordvest kom med 12-14 meter i sekundet, og det var for meget til ringmærkningsfangst, så vi var til gengæld hele tre fra fuglestationen ude at stå i læ ved den gamle marinestation for at se, hvad dagen kunne bringe af fugle på træk. Selv om vinden var hård, var luften 10 grader, og det føltes lunt i det flotte solskin, som vi havde det meste af tiden.

Endnu en gang fik vi bekræftet, at man bare skal gå ud på Gedser Odde med åbent sind og ikke forvente noget bestemt. Det er, som andre har skrevet, en af de mest varierede træklokaliteter i Danmark. Er der ikke det ene at se, er der noget andet. Søndag var der 4.700 Ederfugle på træk i standardtiden. Mandag var der 122 og ikke ret meget at tælle over bølgerne i det hele taget. Til gengæld var der kun en enkelt rovfugl søndag. Dem havde vi så over 130 af mandag med Spurvehøg (Accipiter nisus) i den lind strøm, der mindede om ’de gode gamle dage’, da vi på en god oktoberdag kunne se dem i hundredvis. Mandag blev det til 126, og med nu samlet set 2.357 har vi nu ikke bare slået det ringeste år 2025, men også det næstringeste på 2.051 i 2024.

 GFU_okt_26_4225.JPGNæsten alle dagens langt over hundrede Spurvehøge forekom at være mindst et år gamle hanner. Mange af dem er tydeligt  små som Solsorte (Turdus merula), og de forekommer mørkere end hunnerne med deres dybt blågrå oversider og rødtonede undersider. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU_okt_26_4226.JPG

GFU_okt_26_4227.JPG

Vi bestemmer ikke køn og alder på de Spurvehøge, vi ser, fordi vi normalt ikke har folk nok til det, men egentlig er det ofte let at se på størrelsen, om det er en (lille) han eller en (stor) hun. Langt flertallet af mandagens 126 Spurvehøge forekom således at være adulte/voksne hanner, hvilket vil sige mindst et år gamle hanner. Foruden at de er små, har de lidt ældre hanner ofte et tydeligt rødt skær over undersiden kombineret med en tydeligt blågrå oversiden. Det kunne være interessant at fokusere nærmere på, at hannerne bliver længere i deres territorier, før de forlader dem og kommer som de sidste i trækket, eller der er en anden forklaring. Det kunne også være, at hannernes typiske byttedyr er de sidste småfugle i trækket. 

På den afhøstede roemark kom mange gæs for at lede efter mad. Vi så flest Bramgæs (Branta leucopsis). Selv om de kommer i flokke på flere hundrede, holder de sammen i familiegrupper, og vi kunne se (store) hanner nappes med hinanden om at holde passende afstand og styr på familien. Desuden var der nogle Tundrasædgæs (Anser serrirostris) og Blisgæs (Anser albifrons). Nogle af dem kom tæt nok på i dagens flotte lys til at vi kunne tjekke dem på underarten. Der findes flere underarter af Blisgæs, og der er stor individuel forskel på dem, men der er to relevante underarter for os at kigge efter. 

Den mest almindelige er underarten albifrons, som kommer i store antal om vinteren fra det nordvestlige Rusland/Sibirien. Det er den mindste af underarterne, en korthalset og kompakt gås med lyserødt næb. Den anden kaldes Grønlandsk Blisgås, underarten flavirostris. Den er større og mere langhalset med en meget mørkt hoved og orange næb. Alle dem, vi kunne bestemme på marken, viste sig at være af typen med lyserødt næb.

GFU_okt_26_4232.JPGBlisgæs med rosafarvede næb, lyse hoveder med samme farvetone som deres halse og i det hele taget ret kompakte i silhuetten, tydede på den euroasiatiske underart, som er den, der kommer flest af for at overvintre. Næbbets farve kan i øvrigt være svært at se for roerester og mudder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU_okt_26_4233.JPG

Fugle registreret i standardtiden: 1.176 . Arter: 35. Tællingen startet 06:31, sluttet klokken 11:31.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

På stationen: Alba M. Holmberg, Børge Langkilde, Ole Friis Larsen, Marek Ebert