Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Den smukkeste morgen
Ringmærkningen:
Det var fuldstændigt vindstille og stjerneklart, faktisk så klart at 2 satelitter kunne ses.
Det lidt kølige morgenvejr gjorde at der var en hel del vand i nette, og da solen stod op faldt temperaturen så vi fik den første rim i græsset.
Pga vand i nettene fangede jeg kun 9 fugle hvoraf de 8 var nye.
En hel del siskner fløj over haven de første timer, men kun 2 fløj i nettet.
Efter nettene var lukket fik Alba og jeg taget nogle få net ned(der hvor der skal skæres træer i weekenden). Det blev lidt hårdere end forventet da pløkkerne virkelig havde sat sig fast, faktisk så meget at vi måtte grave dem fri.
Denne gamle dompap han fik også en ring på i dag.

Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Solsort/Blackbird 3
Sangdrossel/Song thrush (1)
Vindrossel/Redwing 1
Fuglekonge/Goldcrest 1
Grønsisken/Siskin 2
Dompap/Bullfinch 1
Total 8(1)
Trækket på Odden: Dagens observationer startede ikke ud med fugle, men med planeter. På den næsten helt skyfri himmel kunne vi nemlig på vej ud til observationsposten spotte både Venus, Mars og Jupiter, hvilket betød, at vi på en dag fik set halvdelen af alle planeterne i vores solsystem (når vi tæller Jorden med). Når vi rettede vores fugleteleskoper op mod nogle af disse, kunne vi også se, at Venus, som ellers lignede en simpel lys prik når set med det blotte øje, nærmere lignede et månesejl, hvilket kan forklares ved, at planeten bliver belyst bagfra af solen, som set fra Jorden. Derudover lykkedes det også for Marek at spotte Jupiters fire største måner, Europa, Callisto, Ganymede og Io, hvilket var præcis den samme type observation som blev brugt af Galileo til at modbevise det Geocentriske verdensbillede ca. 400 år siden.

Jupiter samt dens fire største måner, Io, Europa, Ganymede og Callisto. Foto: Marek Ebert.
Ud over god ustigt til planeter, gav morgenvejret også nogle ekstemt smukke syn af lokalområdet, hvor rødt og orange lys fra den kommende solopgang spillede med tynde lag af dis, som strak sig over markerne og fik bakkerne i landskabet til at ligne små øer i et diffust hav.

Marek på vej ud til Odden. Foto: Alba M. Holmberg.
Selv om vejrforholdene var gunstige for ekstremt smukke syn om morgenen, viste de sig dog ikke at være særligt gunstige for fugletrækket. Med kun 855 trækkende fugle talt i løbet af standardtidens 5 timer, var dette den (rent trækmæssige) kedeligste dag for mig indtil videre i Gedser. Vi fik dog nogle gode arter i blandt de trækkende fugle, såsom endnu en Snespurv (Plectrophenax nivalis) og nogle halvstore flokke af Hulduer (Columba oenas). De mest interessante observationer kom dog i form af ikke aktrivt trækkende fugle, såsom en Lille Lappedykker (Tachybaptus ruficollis) som holdt os med selskab hele morgenen nede i vandet, og en Sortmejse (Periparus ater), som dukkede op halvvejs gennem tællingen, hvorefter den hoppede rundt meget tæt på os og drak dug og spiste frø fra græsset i nogen tid.

Den lille Sortmejse, som holdt os med selskab. Sortmejsen kan nemmest kendes fra Musvitten (Parus major) på, at den har en proportionelt meget mindre krop i forhold til hovedet, at den hvide nakkeplet rager meget højere op på hovedet, samt at den har et ekstra vidt vingebånd (skjult af blade på dette billede). Den mangler også det sorte "slips" og har mere brunlige flanker, sammenlignet med musvittens gule bug. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mest mærkværdigt var dog den Havterne (Sterna paradisaea), som fouragerede sammen med en flok måger, når marken bag os blev pløjet af en traktor. På denne tid af året vil langt de fleste Havterner befinde sig nær Antarktis, så dette individ har en lang flyvetur foran sig.

Denne Havterne er muligvis det sidste individ i Danmark for i år, da den er meget sent på sit træk. Denne fugl virkede dog til at hygge sig ved Odden, hvor den fløj langs kysten og af og til kom op at slods med de lokale måger om mad fra den nyligt pløjede mark. Foto: Ole Friis Larsen/GFU.
Fugle registreret i standardtiden: 855. Arter: 36. Tællingen startet 06:51, sluttet klokken 11:51.
Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.
På stationen: Alba Maria Holmberg, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen, Marek Ebert

