Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (89)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Tæt tåge, en sortmejse og en ugle

søndag 15. oktober 2017
af Ole Friis Larsen

Vejrudsigten tegnede til en fin søndag, overskyet morgen med opklaring ved middagstid og sol resten af eftermiddagen. Det kunne give nogle rovfugle oven i trækket af fugle på havet, men sådan skulle det ikke gå. I mørket før solopgang var der finregn i luften på vejen fra fuglestationen til observationsposterne på sydspidsen af odden, og siden kom der tåge.

Ved titiden var sigtbarheden nede på 100 meter, og det var den stadig ved 13-tiden, da de ikke længere gav mening at fortsætte med træktællingen. Den sidste time kom der bare en enkelt flok synlige fugle forbi over havet, 65 Ederfugle/Eiders. Trods de vanskelige forhold var formiddagen ikke helt umulig. Inden for synsvidde kom der knap 2.000 Ederfugle/Eiders.

Trækket af Toppede Skalleslugere/Red-breasted Merganser var på 75-85, det samme var antallet af Mørkbugede Knortegæs/Dark-bellied Brent Geese. Vi har i den forløbne uge noteret, at de fleste af knortegæssene er adulte fugle. Der har ikke været mange unge fugle (endnu).

Dagens belønning for indsatsen i støvregn og tåge udeblev heller ikke. En adult lys version af Almindelig Kjove/Arctic Skua passerede tæt nok forbi, til at vi kunne nyde detaljer i dragten og fint se de forlængede halefjer. Også dagens eneste synlige Sortstrubede Lom/Black-throated Loon passerede næsten ind over hovederne på os, stadig i sommerdragt med tydelig sort strube og lyst mønstrede skuldre.

En lille flok Blisgæs/White-fronted Geese kom lidt uventet nordfra og forsvandt ud i tågen over havet mod sydøst. Først ved tretiden om eftermiddagen kom opklaringen med blå himmel og lun luft over haven ved fuglestationen. Tal i Dofbasen fra andre observatører viste, at opklaringen gav næsten 6.000 Ederfugle/Eiders, ligeså mange Knortegæs/Brent Geese og pæne tal for svæmmeænder som Pibeand/Wigeon og Spidsand/Pintail.

Rovfugle kom der dog stadig ingen af, hverken over fuglestationens have eller helt ude på sydspidsen. Det må blive mandag. Derimod var det sjovt at se, at den faste Tårnfalk/Common Kestrel i haven stadig flyver som en af de få fugle i området uden ring. Den fine han sidder gerne på en gammel antennemast lige ved ringmærkningslaboratoriet og spejder ud over sit territorium, der er spækket med net, men den har hidtil behændigt undgået selv at blive fanget.

Andre fugle undgik også at ramme nettene. En lind strøm af Bog- og Kvækerfinker/Chaffinches, Bramblings passerede haven, rastede og ordnede fjerene i eftermiddagssolen i trætoppe langt over nettene.

22523691 1555838321139249 1924460195 n

Efterårets første Sortmejse/Coal Tit med ring fra Gedser Fuglestation.

Robert er ankommet for at deltage i ringmærkningen. Han og Anton sled dagen igennem ved nettene og i laboratoriet, hvor fuglene bliver identificeret, målt, vejet, køns- og aldersbestemt, forsynet med en ring og sluppet løs med ønsker om held i livet. I alt nåede de at fange og ringmærke 88 fugle. En af dem var en Sortmejse/Coal Tit. Det er ikke nogen sjælden fugl; der er sikkert mange af dem i granerne i skoven ved Bøtø en halv snes kilometer nord for Gedser, men arten er ikke særlig almindelig at træffe på træk, og denne Sortmejse/Coal Tit var efterårets første ved Gedser Fuglestation.

Til aften satte de to ringmærkere gang i uglekaldene, og mens jeg skrev bloggen, kom Robert ind med det første resultat af arbejdet, en Skovhornugle/Long-eared Owl. Efter en tur i laboratoriet var uglen forsynet med ring fra Zoologisk Museum i København, og Anton kunne fortælle, at det var en adult hun, mens han viste den frem for os andre og en gruppe feltornitologer på besøg på stationen.

Gedser Skovhornugle 00001

Skovhornugle/Long-eared Owl fanget i første runde på aftenens turnus. Den mørke underside viser, at det er en hun.

Ringmærkerne ser på mange detaljer for at afgøre køn og alder, men en simpel metode, som går an i felten, når man for eksempel her i vinter kommer til at se Skovhornugler raste i sociale grupper i træer om dagen, er, at hunnerne gennemgående er mørkere end hannerne på undersiden, som netop aftenens hun på vores billede.

Anton og Robert har aftalt en turnus for nattens runde til nettene. Vi andre håber til en afveksling egentlig på en nat med flere forstyrrelser. Vi vil gerne se ugler og lære noget af de oplevelser, der måtte komme. En af de gode sider ved at arbejde eller bare overnatte på det rigtige tidspunkt på en fuglestation som den i Gedser.

Today’s ringing:

Spurvehøg/Sparrowhawk - 4

Skovhornugle/Long-eared Owl – 1

Gærdesmutte/Wren - 19

Jernspurv/Dunnock - 2

Rødhals/Robin – 16

Solsort/Blackbird – 2

Sangdrossel/Song Thrush – 2

Vindrossel/Redwing – 2

Gransanger/Chiffchaff – 13

Fuglekonge/Goldcrest – 2

Sortmejse/Coal Tit 1

Blåmejse/Blue Tit – 1

Bogfinke/Chaffinch – 3

Grønirisk/Greenfinch – 9

Tornirisk/Linnet 5

Gråsisken/Redpoll – 2

Nordlig Gråsisken/Redpoll ssp. flammea - 1