Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (81)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Lun luft uden gennemtræk

onsdag 18. oktober 2017
af Ole Friis Larsen

En smuk dag på Odden med lun luft, solskin og mange gode feltornitologer på plads fra tidligt om morgenen, men lige lidt hjalp det. Der kom aldrig rigtig gang i noget træk ved Danmarks sydpunkt, hverken på land eller over havet, og tallene endte så lavt, at der for verifikationens skyld er grund til at pointere, at stort set hele feltfolket også sivede væk i løbet af formiddagen for at prøve lykken andre steder. Det var dem vel undt.

Der var dog lidt tilløb til rovfugletræk med mange Spurvehøge/Sparrowhawks i bevægelse og Fjeld- og Musvåger fra omkring klokken 11, da luften begyndte at blive lun nok til, at det også for ornitologer bleve mere attraktivt at stå ude i solskinnet end i læ i den mere kølige skygge af den gamle marinestation. Sådan en dag med få fugle har også sine positive sider. En af dem er, at der er mere tid til at kigge efter alder og køn, dvæle ved enkelte fugle og diskutere detaljer i fjerdragter eller adfærd.

Denne onsdag dukkede nogle Fjeldvåger/Rough-legged Buzzards op sidst på formiddagen, og en af dem kom tæt forbi lige over os. Heldigvis var der lidt udfordring i den. Billederne viste en adult våge med både mørk strube og hals som for hanner og mørk bug som hos hunner og unge fugle. En ung fugl kunne uden videre udelukkes af den kraftige mørke bagkant på vingernes undersider, men var det en hun eller en han? Hanner har ifølge bøgerne tydeligt mørkere strube og hals end bug, mens hunnerne har lysere strube og hals end en markant mørk bug.

Dagens mørke Fjeldvåge/Rough-legged Buzzard så vi heldigvis nogle øjeblikke senere igen, og selv om afstanden var blevet større, var det let at se på oversiden, at det var en hun med bare et enkelt skarpt afsat mørkt endebånd på halen. En han ville foruden det markante mørke endebånd have haft flere smalle mørke bånd indad på halens oversiden. Forleden forholdt det sig lige omvendt med en Fjeldvåge/Rough-legged Buzzard, som havde samme kombination af mørk strube/hals og mørk bug. Den viste sig at være en adult han med flere mørke bånd på halen.

Fjeldvage hun adult 1 00001

Adult Fjeldvåge/Rough-legged Buzzard ved Gedser. Mørk bug som hos en hun, men også lidt mindre udtalte knopletter på vingerne og mørk strube som hos en han. Denne fugl viste sig at være en hun.

Gedser Fv adult hun 00001

Adult Fjeldvåge/Rough-legged Buzzard ved Gedser. Markante mørke knopletter på vingerne og mørk bug, som hos en hun, men også mørk strube og hals som hos en han. Denne fugl viste sig at være en han.

Vi har altså åbenbart her relativt almindelig variation i fjerdragten, hvor det går an at aldersbestemme, men ikke at kønsbestemme en Fjeldvåge/Rough-legged Buzzard på undersiden alene, selv om den passerer tæt forbi.

Et lavt antal Ederfugle/Eiders gjorde det også overkommeligt at skelne mere mellem de hvide og sorte hanner og de brune hunner og ungfugle end på travle dage. Der kom stadig nogle, som var for langt ude i havgusen eller for meget i modlys til, at det gav nogen mening at forsøge sig, men blandt dagens lige knap 1.100 Ederfugle/Eiders kunne næsten 400 bestemmes til hanner og omtrent ligeså mange til adulte hunner eller unge fugle. Det var en langt større andel af brune fugle i flokkene end på nogle af de seneste dage med meget større antal, hvor andelen af brune fugle har været markant lavere i flokkene.

Tarnfalk angreb 00001

Tæt på. Danmarkt p.t. sydligste Tårnfalk/Common Kestrel i styrtdyk mod insekt knap en meter over jorden. Det så halsbrækkende ud, men det var det ikke.

Danmarks sydligste Tårnfalk/Common Kestrel har i de seneste uger været ung fugl fra i år med stribet underside. Den tager så at sige opbuddet af turister og fuglefolk med ophøjet ro. Den fouragerer hver dag stadig tættere på, og i går slog den et bytte – rimeligvis et insekt – i et styrtdyk lige ved siden af Michael Grells klapstol, da han et øjeblik havde forladt den. Læg mærke til på billedet, at falken stadig er i styrtdyk mod jorden bare en meget over overfladen. Det kræver præcision og ekspertice.’Vores’ Tårnfalk/Common Kestrel er tidligt oppe og muser ufortrødent over sit område allerede i mørket, der stadig er en lille halv time før solopgang.

Og mens vi er ved solen: Bloggen viste tirsdag en billede af en blev sol på en grå himmel. Sådan så den også et godt stykke syd for Rostock, da jeg var nødt til at afbryde arbejdet med træktællinger for Gedser Fuglestation en enkelt dag for at tage til et vigtigt møde i Berlin. Omkring 250 km syd for Danmark var der dog ingen bleg sol, men blå himmel og lunt som på en sommerdag. I får lige et klassisk foto af solopgangen onsdag. Det askegrå, hvor en del af årsagen måske kan være sodpartikler fra skovbrande i Sydeuropa, hang stadig ved, men solen brændte stærkere igennem på sin vej opad på himlen end tirsdag, og det så selvfølgelig flot ud.

Solopgang 00001

Variationen i de daglige solopgange er en del af privilegiet ved at kunne komme tidligt ud for at tælle fugletræk.

Heldigvis er der nu så stor faglig aktivitet omkring Gedser Fuglestation, at det ikke var noget stort problem at overtale Anders Prehn til at tage en dag som vikar, mens jeg sad på med brunch på færgen til Rostock og kiggede ind på Odden. Det er også en stærk støtte til fuglestationen, at der ikke har været en eneste dag i de seneste uger, uden at der har været to, tre eller flere rutinerede feltornitologer sammen med den faste tæller på Odden. Det går altså godt med interessen for fuglene på sydspidsen i øjeblikket og for Gedser Fuglestation, hvor den nye mulighed for, at flere kan overnatte, bliver brugt over forventning og er med til at styrke stationen som et center for feltfolk. Der er gode grunde til at sige tak for opbakningen til rigtig mange.

Inde på stationen fik Robert og Anton sat ringe på 85 fugle - og håbet om Schwartz' Løvsanger svandt ind, men ligger nok alligevel stadig og simrer bag håbet om, at en Perleugle dukker op og bliver lokket af højttalernes kalden til at gå i et af nettene i løbet af aftenen eller natten til torsdag.

Folk fra Gedser Fuglestation var også på udebane og ringmærkede fugle ved Hyllekrog på Lolland, hvor Hans Lind og Benny Steinmejer var med til at gøre et DOF-arrangement i samarbejde med naturcenteret ved Lyttesholm til en sukces for 170 gæster, der kom for at opleve områdets fugle.

22627575 1558558490867232 1558231829 n

Rødpander. Et par håndfulde Små Gråsiskener. Først ramte den ene et af nettene i stationens have, og så røg resten af flokken også i nettet.

22627491 1558558587533889 1127217917 n

En Rødstjert i nettet var sent på færde.

22656423 1558558537533894 2062623322 n

To af dagens 7 dompapper, som blev ringmærket i Gedser.

 

Today’s ringing:

Gærdesmutte/Wren - 12

Jernspurv/Dunnock - 1

Rødhals/Robin – 19

Rødstjert/Redstart – 1

Sangdrossel/Song Thrush – 2

Gransanger/Chiffchaff – 16

Fuglekonge/Goldcrest – 9

Blåmejse/Blue Tit – 3

Skovspurv/Tree Sparrow – 1

Bogfinke/Chaffinch – 1

Grønsisken/Siskin 2

Tornirisk/Linnet - 2

Gråsisken/Redpoll – 1

Nordlig Gråsisken/Redpoll ssp. Flammea – 7

Dompap/Bullfinch – 7

Rørspurv/Reed Bunting 1