Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (87)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Atter ringmærkning i flot vejr - med lavinefare!

mandag 2. april 2018
- - - men man burde ha' haft ski på i dag!
af Hans Lind

Jeg vikarierede for Michael og Alex, som jo tog hjem i forgårs. Jeg kom lidt sent i seng i aftes, så dynen var lidt svær at forlade - men da man først var kommet op og kørt de tre km ud til stationen, så var det jo rigtig dejligt, prøv bare at se denne udsigt kl. 05.40!

2018 04 02 Manelys over GFU IMG 9702a

Håndholdt med 6400 ISO på 1/6 sekund: lidt grynet, men alligevel stemningsfuldt!

Vejret var klart, svag vind fra nordvest (normalt ideelt i Gedser), en anelse frost, så det burde være ideelle forhold for en ringmærker i arbejde, men nej, nej og atter nej: De 10-15 cm sne havde en frossen skorpe øverst, som man brød igennem for hvert skridt man tog, så det var tungt og anstrengende at gå netrunder. Der var bare med at få trampet et dobbeltspor, og efter nogle runder var det noget nemmere. Ikke nok med det: der røg af og til en snelavine ned ad taget. Da jeg skulle hjem hen ad kl. 14 og gik ud af hoveddøren, var jeg 20 cm fra at blive ramt af en lavine! Mængde som en trillebørfuld! Hvad gør man ikke frivilligt!

 2018 04 02 travespor GFU IMG 20180402 103358

Travespor og lavinespor!

Rent fuglemæssigt gik det da ok i dag, jeg kunne gennemføre standardmærkningen, og dem har vi ikke haft ret mange af i år. Der var lidt fugle på hver runde, men kontroller af fugle mærket i marts oversteg nymærkninger. Stadig ret mange solsorte og jernspurve, men det var fint med en sjagger, den anden i år.

I det flotte solskin kom der adskillige flokke af ederfugle piskende mod øst, de er forsinkede i år som alt andet. Også bramgæs var på vej mod ynglepladserne, og i haven sang bogfinker og jernspurve.

2018 04 02 sjagger IMG 9705

Sjagger/fieldfare

Anders Zuschlag kom for at tage backup, og imens hentede jeg lige Robert Luttik, der skal tage ringmærkningen de næste par uger. Vi fodrede mågerne ude i fårefolden med brød og basser, men de lod sig desværre ikke fange i dag.

Også den tyske ringmærker Dr. Jürgen Kaatz med fruen Iris var på besøg og med på en netrunde.

Gad vide, hvad dagen i morgen vil bringe? Der skulle være set brundrossel ved Rostock, så hvem ved? Eller den første gransanger?

Dagens ringmærkning/ Ringing today:

Solsort/Blackbird 4

Sjagger/Fieldfare 1

Jernspurv/Dunnock 4

Total: 9

Hans