Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (79)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

En spændende aflæsning

mandag 18. juni 2018
Så er der kommet svar på den hollandske karmindompap
af Hans Lind

Det er altid spændende, når man fanger en fugl med udenlandsk ring: Hvor er den fra, hvornår er den ringmærket etc.

Da Jesper Brinkmann besøgte GFU for små 14 dage siden, fangede han en karmindompap, der var ringmærket, endda med en hollandsk ring. Ifølge Dansk Ringmærkningsatlas er der aldrig tidligere blevet kontrolleret en karmindompap med Arnhem-ring her i landet, så vi var ekstra spændte på at få svar.

Svaret kom her i formiddags: Fuglen var mærket som ung (2k) han 26. maj 2018 i Natuurreservaat de Kamperhoek, Flevoland, Holland og 11 dage senere aflæst i Gedser, en strækning på ca. 471 km.

Karmin kort

Kort fremstillet af Robert Luttik

Karmindompapper overvintrer formentlig i Indien og Pakistan, og på forårstrækket, hvor vi havde konstant østenvind, er den kommet for langt mod vest - til Holland - hvor den så blev mærket. Efterfølgende er den så igen fløjet østpå og ramte et af nettene i Gedser.