Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (55)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Dejligt Besøg

søndag 31. juli 2016
En rigtig god morgen med 65 nymærkninger, inden regnen kom over os og stationen fik rigtig fint besøg.
af Anton Herrig Liebermann

Da dørene blev åbnet klokken 4 i morges, var der ikke en eneste lyd, der var fuldstændig vindstille, og fuglene sagde ingenting. Det var helt mærkeligt at gå rundt og sætte nettene op i stilhed. Fornemmelsen på det tidspunkt var rigtig god for en god morgen, som måske ville bringe en lille sjældenhed med sig. Nettene kom i hvert fald op, og den første runde blev gået, med en havesanger som det eneste. Vejret var helt vindstille og ret overskyet, så der var perfekte forhold til mærkning. Det gav også pote på 2 og 3 runde, hvor der røg rigtig mange fugle i, dog var dagen i dag primært sylviaer. Da det døde lidt ud, valgte vi at sætte et net op ude ved søen, for at se om vi kan få nogen af de mange siskner og vipstjerter i, som raster ved søen om eftermiddagen. 3 Hvidvinget Terner blev set trækkende sydvest for odden, imens vi stod og famlede med nettet. Her er et billede af resultatet.

13874893 1113841712005581 1162880344 n

Kun få runder efter dette net kom op, begyndte regnen stille og roligt at indfinde sig, og vi måtte lukke samtlige net. Samtidig med dette kom der lige pludselig 2 biler kørende ind på grusvejen, og sørme om det ikke var Gert Juul, Klaus Malling og Søren Brinch med kæreste og søn. William fik set en gransanger blive ringmærket, og fik selvfølgelig også lov til at slippe fuglen fri igen, så han måske også kan blive en ringmærker en dag. De havde lækker medbragt kage med, og vi havde kaffe stående. Et hyggeligt eftermiddagsbord blev kreeret med alt hvad hjertet begærer, og en masse gode historier blev fyret af. Dejligt med lidt liv på stationen, så alt tiden ikke bare går med filmserier og fugle. Efter de var kørt, var jeg simpelthen blevet så tændt af alt den hitsnak, at jeg kørte til Kroghage for at se, om jeg mon kunne finde noget sjovt. Det gav et par sortstrubet bynkefugle, en sivsanger, en rødstjert, masser af svaler, en gulbug, masser af torns/gærde, men hittet udeblev desværre. Imens jeg gik rundt derude, havde Simon taget nettene op igen, men han har vidst kun fanget 2 nye fugle, så jeg gik ikke glip af særlig meget. På hjemturen fik jeg lige handlet ind, så jeg er klar til de næste par dage.

Nå men i får lige dagens total:
White Wagtail / Hvid Vipstjert - 1, Black Redstart / Husrødstjert - 2, Redstart / Rødstjert - 3, Marsh Warbler / Kærsanger - 3, Reed Warbler / Rørsanger - 1, Icterine Warbler / Gulbug - 7, Lesser Whitethroat / Gærdesanger - 29, Whitethroat / Tornsanger - 6, Garden Warbler / Havesanger - 1, Chiffchaff / Gransanger - 1, Willow Warbler / Løvsanger - 4, Tree Sparrow / Skovspurv - 2, Goldfinch / Stillits - 2, Linnet / Tornirisk - 3
Total: 65


Nu skal aftensmaden i ovnen, og filmserien skal sættes igang, så det var alt for nu. I får lige en stillits at slutte af på, som var noget af det mest eksotiske i nettene i dag. Mon månedsskiftet for alvor sætter gang i trækket, så vi kan fange lidt flere fugle, og måske årets første hit (vendehals, høgesanger, lille fluesnapper eller lignende er skam fint med mig), det håber jeg i hvert fald. Vi snakkes.

13681979 1114099001979852 1082749518 o