Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (80)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Pyh, hvor vi sveder...

onsdag 28. august 2019
- og det er arbejdssved, som Gert ville have sagt
af Susanne Primdahl

Vi stod op til en meget stille dag, og nettene var ikke våde trods nattens regn. Måske skyldtes det, at temperaturen ved åbning af net allerede havde passeret de 20 grader. Luften var tyk af fugt, og et solidt skydække gjorde, at det ikke var en af de lyse morgener, vi ellers har nydt mange af i den tid, jeg har været her.

I tiden med åbne net har vinden været i østsydøst, vindstyrken 2-4 m/s, og vi har haft et gennemsnitligt skydække på 5/8. Temperaturen nåede kun op på 22 grader, men vi har svedt som små, travle arbejdsheste, og svedige hænder er ikke det bedste sammen med fuglefjer.

Nu kan det godt komme til at lyde, som om vi beklager os, men det gør vi bestemt ikke. Vi fik trods alt ringmærket 74 fugle, og godt hjulpet på vej af en del aflæsninger nåede vi et trecifret fangsttal - sådan lige akkurat.

Vi glemmer at tænke på billeder til bloggen for tiden. Vi tager godt nok masser af billeder, men det er til vores nystartede fotodatabase. Det er sådan noget med udfoldede vinger og haler, og det præsenterer ikke fuglene så godt, som vi kunne ønske os til bloggen.
Det kan f.eks. være et billede af en Grå Fluesnapper med udfoldet vinge, som her:

Gra fluesnapper 1K vinge1K Grå fluesnapper

Den eneste fugl, vi har fotograferet "på højkant" i dag, er denne Skovpiber - og nej, den har ikke tabt halen.

Skovpiber 1K
1K Skovpiber

Nettene blev lukket lige før middag, og så ved jeg da ikke, hvad der gik af os. Til trods for varmen gjorde Ramón laboratoriet rent, Vagn fik vendt, vasket og tørret samtlige fugleposer, og jeg fik gjort rent i huset. Jeg skal da lige love for, at arbejdssveden kom frem, og der var kø ved bruseren bagefter, men i eftermiddags nåede temperaturen også helt op på 26,8 grader.

Jeg vil slutte dagens blog med et lidt anderledes billede. Der blev for nogle år siden lavet en lille dam på det åbne stykke mellem stationshaven og stranden. Der kan man gå på jagt med kameraet, både efter fugle og guldsmede. Jeg synes, begge dele kan være svære at "fange", men med lidt tålmodighed lykkes det alligevel af og til.
Jeg er ikke den store guldsmedekender, men jeg håber, jeg alligevel har ramt rigtigt med arten.

Stor kejserguldsmed
Stor kejserguldsmed

Dagens fangster: Nymærkede (aflæste)

Skovpiber / Tree Pipit   2 (0)
Rødhals / Robin   1 (0)
Nattergal / Thrush Nightingale   0 (1)
Rødstjert / Redstart   4 (0)
Gulbug / Icterine Warbler   1 (1)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat   25 (16)
Tornsanger / Common Whitethroat   18 (3)
Havesanger / Garden Warbler   1 (3)
Munk / Blackcap   5 (2)
Skovsanger / Wood Warbler   1 (0)
Løvsanger / Willow Warbler   12 (0)
Grå fluesnapper / Spotted Flycatcher   2 (0)
Broget fluesnapper / Pied Flycatcher   2 (0)
Musvit / Great Tit   0 (1)

I alt   74 (27)