Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (55)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Min bedste dag

søndag 26. april 2020
af Susanne Primdahl

Vejret har været lidt anderledes og køligere, end jeg ellers har vænnet mig til igennem den forgangne uge.
Temperaturen har ligget mellem 7 og 9 grader. Vinden startede med 1 m/s fra nordvest, men drejede ret hurtigt i vest og tiltog henover dagen til 8 m/s. Skydækket har skiftet lige fra næsten helt overskyet og til blå himmel med ganske få lette skyer.

Det har åbenbart været godt rejsevejr for fuglene, for dagen har givet det største antal ringmærkninger i de to uger, jeg har været her. Og de har været fordelt på hele 17 forskellige arter.

For tiden åbnes nettene, så de er klar kl. 5.15, og så går jeg første runde kl. 5.45. Lige fra første runde var jeg travlt beskæftiget med fuglene, og jeg havde ikke min første pause før standardperioden var slut kl. 10.15. Men da havde 67 af dagens 75 fugle også allerede været forbi ringmærkningslaboratoriet - de fleste for at få ring på, og andre for at få aflæst den ring, de allerede havde.

Da det nu gik så godt, blev jeg fristet til at holde nettene åbne lidt længere, men det gik, som det næsten altid gør. Efter standardperioden går det i stå, og de sidste 4 timer gav kun yderligere 8 fugle.

Men det gav mulighed for at tænke på lidt billeder til bloggen, for det havde jeg slet ikke tid til at tænke på, mens jeg havde travlt.

IMG 3312 red
Jeg har ringmærket to Rødstjert hanner i dag. Begge var unge fugle fra sidste år, så de havde endnu ikke de helt klare farver, som fuldvoksne hanner, men halen er aldrig til at tage fejl af.

IMG 3318 red1
Sidst i perioden kom der også nogle få mejser forbi, deriblandt denne Blåmejse. 
En Blåmejse er en lille hidsig krabat, som gerne giver sin mening tydeligt til kende. Her er den fotograferet i en helt karakteristisk situation, hvor den har et godt, fast bid i ringmærkerens nærmeste finger.
Det er en lille fugl, men det gør faktisk ondt, når den hakker og bider i vores fingre.

IMG 3325 red
Gærdesmutten kan måske være lidt svær at genkende uden halen strittende lodret i vejret, som man oftest ser den i haven.
Men den er god nok - det her er den lille, hurtige fugl med den kraftige stemme.

IMG 3330 red
Sortmejsen ser vi ikke så tit her på stationen. Dagens fugl er faktisk kun den tredje, vi har ringmærket i år.

26 04 2020 17 01 59