Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (76)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Pibesvaner i flokke og en Storkjove

lørdag 28. november 2020
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: Efter en kold nat med et par timers frost og stjerner på en klar himmel fortsatte formiddagen med lave temperaturer, blandet skydække og vind fra nordøst. Det gjorde det lidt vanskeligt for træktællerne at finde et sted i læ, men heldigvis var vinden svag og ikke særlig generende. Det gjorde arbejdet med at tælle et kuldepræget træk til en fin oplevelse.

Der var pauser i trækket, men samlet set blev det alligevel til pæne tal med over 900 Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers), som på grund af vinden kom tættere på odden – mange skød endda genvej over land – end i den fredagens nordvestlige vind.

2811 Rodstrubet Lom b 1

2811 Rodstrubet Lom c 1To af lørdagens Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers). De kendes på den pukkelryggede form i flugten, et næb, som buer opad, og udstående øjne, som træder tydeligt frem i vinterdragten til forskel fra Sortstrubet Lom (Black-throated Diver), hvor den mørke overside på hovedet når ned over øjnene og får dem til at 'forsvinde'. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Lommerne kalder meget på hinanden, når de flyver i flokke, og flere gange var det lettere at høre deres meget karakteristiske stemmer end at finde dem højt på himlen. Flot og vinterpræget var det også med næsten 2.000 Sortænder (Common Scoters) og mere end 400 Bjergænder (Scaups). Nævnes skal også 9 Store Skalleslugere (Goosanders).

2811 Store Skalleslugere 1Store Skalleslugere (Goosanders) på lørdagens trækrute. Hannerne er lette at identificere i deres flotte dragter, men ellers kendes de blandt andet på større hvide felter på vingerne end hos Toppet Skallesluger (Red-breasted Merganser). Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi ser Store Skalleslugere dagligt gennem efteråret, men anser langt de fleste for lokale fugle, takket være den gruppe af frivillige i DOF Storstrøm, der gør en stor indsats for at tiltrække Store Skalleslugere som ynglefugle langs østkysterne af det Sydlige Sjælland og Falster. Stor Skallesluger på træk er et klart vintertegn.

Mest bemærkelsesværdigt i lørdagens trafik var dog næsten 150 Pibesvaner (Bewick’s Swans). De kom i syv flokke, enten rene flokke eller sammen med de større og mere langhalsede Sangsvaner (Whooper Swans).

2811 Pibesvaner i flok 1

2811 Pibesvane single 1Pibesvaner (Bewick's Swans) i en af lørdagens flokke ved Gedser Odde. De er mere gåseagtige at se end de lignende Sangsvaner (Whooper Swans), som også kommer på træk nu. Halsen er kortere og hovedet mere rundt med mindre gult ved næbbet. Desuden lagde alle lørdagens observatører mærke til, at stemmen lød anderledes. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Desuden så vi en Storkjove (Great Skua), efterårets første ved Gedser Odde. Den fløj langt ude, men var alligevel let at identificere på størrelsen, den tunge flugt og tydelige hvide felter på vingerne.

Blandt de stationære fugle var en ung Vandrefalk (Peregrine) på jagt både højt over land og langt ude over havet. Fotos afslørede ikke bare falkens unge alder, men også en farvering på venstre ben. På grund af dårlige lysforhold og afstand er det dog ikke muligt at se hverken farve eller koder på ringen, så falken forbliver indtil videre anonym.

2811 Vandrefalk 1Ung Vandrefalk (Peregrine) lørdag formiddag ved Gedser Odde. Bemærk undersiden med striber på langs, hvilket indikerer en falk fra i år (1k). Den kompakte form tyder desuden på en han. Fuglen har en farvering på det ene ben, men koden kan ikke aflæses på grund af afstanden. Hvis den bliver i området, lykkes det måske for andre en anden dag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

På stranden var der to Almindelige Ryler (Dunlins) sammen med den efterhånden faste flok af Sandløbere (Sanderlings), og på marken var der stadig to Mørkbugede Knortegæs (Dark-bellied Brent Geese). De er nok udmattede efter det lange træk fra den russiske nordkyst, men flyver ud på vandet for at raste, så de er nok snart klar til at tage videre.

Søndag tegner vejrmæssigt fint med en del sol fra klokken 9, ingen nedbør og let vind fra nord. Hvad det giver af fugle, bør man tage ude at se. Lørdag var der foruden de to træktællere fra fuglestationen også to lokale fuglefolk (veteraner på fuglestationen, men ikke i tjeneste) ude at kigge på trækket.

Ringmærkning på stationen: 

En kold morgen med kun 3 grader, men heldigvis så godt som ingen vind så alle net kunne sættes op.

Der var mere liv i haven i dag så det kunne ses i nettene og der kom også både sang-og pibesvaner flyvende over stationshaven.

Benny var ude en times tid og hilste på og der var tid til en kop kaffe mellem runderne så det var hyggeligt.

Foderbrædtet som blev sat op for få dage siden gav resultat i dag da både musvit og blåmejse kom i nettet tæt på. Der er stadig lidt fart på dompap hvor der i dag blev ringmærket 3 stk så totalen for i år nærmer sig de 300 hvilket er over det dobbelte for hvad der ellers højest er ringmærket her nede på et år.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Solsort/Blackbird 2

Sortmejse/Coal tit 1

Blåmejse/Blue tit 3

Musvit/Great tit 2

Dompap/Bullfinch 3

Total 11

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen. Preben Berg er tilknyttet som trækobservatør, men bor ikke på stationen.