Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (79)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

En uventet gruppe Røde Glenter

søndag 29. november 2020
Møde i Gedser Fuglestations styregruppe trak folk ind i varmen.
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: En kold søndag morgen med temperaturer på under 1 grad og tæt skydække bød på et beskedent træk forbi Danmarks sydligste punkt, men det passede egentlig fint for en dag, der trak observatørerne tidligt tilbage, ikke fordi de frøs, men på grund af et møde på fuglestationens og andre forpligtelser.

Først på formiddagen kom der dog to Røde Glenter (Red Kites), som uden tøven trak ud over vandet, mens vi var i gang med at diskutere, om en observation af 38 Røde Glenter på vej til fælles overnatning tæt på landevejen sent lørdag eftermiddag ved Tjæreby mon var overvintrende fugle på Falster eller fugle på træk. Lidt senere nåede vi at se 27 glenter i samlet flok ude over vandet, før de forsvandt ind i de lave skyer mod sydvest. Endnu en Rød Glente kom alene en halv times tid senere efter en Havørn, som dog vendte om ved kysten. Det var alt i alt nok flokken fra Tjæreby, der ville videre.

Bemærkelsesværdigt var det også med endnu en Kongeederfugl (King Eider), en ikke helt udfarvet han, som førte an i en flok Ederfugle (Eiders) en kilometer ude over havet sidst på formiddagen.

2911 lommer 1En flok Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers) i en af søndag formiddags større flokke. De flyver typisk i den slags løse flokke. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Trækket af Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers) var mere beskedent efter et par gode dage, men nåede alligevel op på nogle hundrede. Ellers var trækket domineret af sene arter som Fløjlsand (Velvet Scoter), Bjergand (Scaup) og Toppet Skallesluger (Red-breastede Meganser).

Nyt fra stationen: En stor del af arbejdet på fuglestationen foregik søndag inde i varmen med et møde i stationens styregruppe. Den består af stationens leder Hans Lind og formanden for DOF Storstrøm Bo Kayser som to faste deltagere. Desuden er der repræsentanter for stationens brugere og frivillige ansatte. På billedet er det Gert Juul Jeppesen og Anne-Marie Reith.

2911 styregruppeMøde i Gedser Fuglestations styregruppe - med behørig afstand selv blandt folk, som er vant til at ses ofte i det daglige arbejde på stationen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Styregruppen mødes et par gange om året for at diskutere og tage beslutninger om fuglestationens arbejde, økonomi, vedligeholdelse, praktiske problemer, indkøb af nyt udstyr, projekter og aktiviteter – for eksempel åbent hus-arrangementer, ture og registreringer af fugle for Naturstyrelsen.

Ringmærkning på stationen: 

I dag var det en rigtig kold morgen hvor temperaturen hele morgenen lå på mellem 0-1 grad så det kunne mærkes.

Fuglemæssigt var det helt ydeligt at der ikke var kommet nye fugle til da de 7 fugle som blev fanget allerede var ringmærket her for nyligt. Da der efter klokken 9 ikke var flere fugle valgte jeg at lukke ned da klokken blev 11. Ellers var der en lille flok pibesvaner som fløj lavt over marken mod Birkemose og lige da sidste net var luket ned fløj en enlig sangsvane lige over huset. Så selv om der ikke var mange fugle var der stadig lidt at se på. I morgen går det løs igen og så er der forhåbenligt kommet lidt nye fugle ind.

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen. Preben Berg er tilknyttet som trækobservatør, men bor ikke på stationen.