Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (56)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Fuldt blus på optakt til åbent hus søndag

lørdag 25. september 2021
Fem Spurvehøge ringmærket i løbet af standardtiden. På odden væltede de små rovfugle frem, da opklaringen kom.
af Rie Birkelund Elgaard Jensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Efter et helt års fravær er der nu dømt ringmærkningsweekend på fuldt blus her i Gedser!

Dagen i dag bød på lidt af hvert i Fyrhaven. DMI lovede tørvejr, men vi holdt godt øje med de ulmende mørke skyer, der passerede os i løbet af de tidlige morgentimer.

Ligesom den foregående morgen var der ikke det store antal i nettene, men vi nåede op på 47 mærkninger og 29 aflæsninger, hvoraf størstedelen var rødhalse. Selvom himlen var fuld af småfugle som bogfinker, grønsiskner, pibere og lidt blandede svaler, var de desværre for højtflyvende til at ville dumpe ned til os for at få en lille ring på. Til gængæld valgte mange af de trækkende spurvehøge at besøge vores net, for i dag nåede vi op på 5 styks, og det var kun inden for standard! Der var udelukkende tale om ungfugle (1k) spurvehøge, med tre hanner og to hunner ringmærket. Vi har holdt vores spurvehøge net åbne i løbet af eftermiddagen i håbet om at fange nogle flere, men vi har ikke fået bid endnu.

Personligt er det altid utroligt givende for mig at besøge fuglestationer, om end kun for en kort stund. Hele miljøet, stemningen og den fælles interesse koncentreret omkring fugle og naturen giver altid grobund for gode historier og udveksling af erfaringer.

Jeg ser frem til hvad morgendagen bringer, der er i hvert fald lagt op til en stor dag på flere fronter!

 IMG 20210925 184819Taget midt i morgenmaden; en mundfuld der vil noget! Foto: Vagn Lind.

25sept21

Trækket på Odden: Vi havde en storslået lørdag med hele fire frivillige medarbejdere på fuglestationen til at deltage i registreringen af trækket, og en meldte sig til at tælle trækket af småfugle, som vi kun sjældent har mulighed for at beskæftige os grundigt med. Sådan noget kan kun lade sig gøre, når der er ekstra folk med særlig interesse og viden om småfuglenes kald i flugten. Derfor er det værd at lægge mærke til dagens tal for småfugle på Gedser Odde i DOFbasen fra Joshua Haahr. De giver et fint indtryk af det aktuelle træk af småfugle.

På havet fortsatte de seneste dages beskedne trafik, men lidt større tal for svømmeænder som Pibeand (Wigeon) og Krikand (Teal) var måske en åbning for mere træk af de arter. Værd at bemærke er også efterårets første Havlit (Long-tailed Duck) samt en ikke helt voksenfarvet Sule Gannet), som i et stykke tid fouragerede ivrigt i revet ved odden, før den fløj videre.

Gedser Hvepsevage a 00001 01En af lørdagens to unge Hvepsevåger, som forsøgte at trække, men kom tilbage. Der er stadig unge fugle at se. Bemærk halen, som aldrig ses så lang hos Musvåger, samt bagkanten af vingerne, hvor de lange fjer på den inderste del (armen) er længere end på den yderste del (hånden). Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Gedser Bla Kaerhog morgen a 00001En af lørdagens tre Blå Kærhøge kunne ud fra billedet hjemme ved computeren bestemmes til en ung han på grund af de lyse øjne - unge hunner har mørke øjne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Rovfugletrækket bød på et par unge Hvepsevåger (Honey Buzzards), som endte med ikke at komme af sted, lidt Blå Kærhøge (Hen Harriers) samt pæne antal af Tårnfalke (Common Kestrels) og Spurvehøge (Sparrowhawks), som især brillerede med et eksplosivt ryk sidst på formiddagen, da det endelig klarede op, temperaturen steg, og himlen blev mere lyseblå end skygrå.

Ved Gedser Odde blev det til lidt over 4.700 fugle over havet i løbet af lidt over 7 timer. Deraf var 3.300 småfugle. Se tallene for de enkelte arter i DOFbasen ved at klikke her.

Gedser staerkt hold 00001Klar til åbent hus søndag formiddag.

Folk på stationen: Emma Engell Sohnemann, Joshua Emil Haahr, Nina Yasmin Ali, Rie Birkelund Elgaard Jensen, Daniel Bloche, Henrik Jørgensen, Vagn Lind, Hans Lind, Gert Jeppesen, Ole Friis Larsen.