Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (56)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Arbejdsdag part 2

mandag 18. juli 2022
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:

I dag blev der kørt en masse grene væk fra i går, så nu er haven ryddet for de sidste grene fra i går.

Igen i dag var det ungfuglene som dominerede de fugle som ikke allerede var ringmærket.

 288688625 994743174534213 6560875016470968021 n

Tornirisk.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Jernspurv/Dunnock 0/1

Solsort/Blackbird 2/0

Kærsanger/Marsh warbler 1/0

Rørsanger/Reed warbler 1/0

Gulbug/Icterine warbler 1/1

Tornsanger/Whitethroat 1/0

Havesanger/Garden warbler 2/2

Munk/Blackcap 1/0

Gransanger/Chiffchaff 3/0

Musvit/Great tit 5/1

Tornirisk/Linnet 1/0

Total 18/5

 

Trækket på Odden: Nogle gange kan det være en enkelt art eller observation, der sætter prikken over det i, der lige akkurat indgår i disciplinen træktælling, og sådan var det med mandagens ekstra ekstra-tælling i helårsprojektet for Gedser Fuglestation. Der kom nemlig tre små flokke af Sortterner (Chlidonias niger) forbi. Alle var i fuld sommerdragt med grålige oversider, sorte hoveder og undersider bagud til deres lyse gumper, som forekom helt hvide i morgenlyset. Først fem, så ti og lidt senere seks, 21 i alt.

De sorte terner skilte på afstand først og fremmest ud fra flokkene af Fjord- og Havterner (Sterna hirundo, Sterna arctica) ved at flyve tættere sammen i kompakte flokke med retlinet flugt og forholdsvis rolige vingeslag. Senere blev forskellen i fjerdragten tydelig – der var modlys, så alle terner så mørke ud på afstand. Havternerne har det seneste par dage fløjet i meget løsere flokke og med deres karakteristiske hukkende flugt, mens Fjordternerne har holdt sig lidt tættere sammen, men stadig i åbne flokke med mere retlinet flugt end Havternerne. Dem var der så ikke så mange af som søndag, og antallet af vadefugle var tilsvarende sparsomt.

GFU mandag20220718422 De seneste dage har budt på træk af Hættemåger (Chroicocephalus ridibundus). Der er også lokale Hættemåger over havet, men på træk kommer de i målrettede flokke. På billedet af flokken ses adulte/voksne fugle og et år gamle fugle, som stadig ikke har hætter. På billedet herunder ses en ung fugl fra i år. De ses også i nogle af flokkene og ser helt anderledes ud. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU mandag20220718425

Værd at nævne er også et træk af Landsvaler (Hirundo rustica), som foregik ude over vandet uden at have kontakt med over hundrede lokale fugle, som stadig var i området, men sikkert også snart forsvinder, efter at alle reder på bygningen ved odden nu forekommer forladte. Der har ynglet færre Digesvaler (Riparia paludicola) på skrænten en i de foregående år, men dog en del. Mandag så det ud til at en del af kolonien var klar til turen sydover, da et halvt hundrede pludselig forsvandt ud over havet mod syd i samlet flok og ikke så ud til at komme tilbage – selv om der stadig er en del omkring redehullerne. Der var næsten ingen andre Bysvaler (Delichon urbicum) at se end det par, som stadig har unger i en rede på bygningen.

En flot Sortstrubet Lom (Gavia arctica) i fuld sommerdragt kom flyvende langs kysten og dermed lige over hovedet på dagens observatør. Forfra lignede den en ung skarv med lys underside og var dermed så meget mere overraskende, da den viste sig at være noget helt andet.

 GFU mandag20220718423 Sortstrubet Lom i fuld sommerdragt. Lyset var ikke godt, men, men flugten med det kraftige fremadrettede næb afslører den til forskel fra Rødstrubet Lom (Gavia stellata), som ofte flyver med næbbet pegende lidt opad og halsen hængende lidt nedad. På denne fugl ses også stribet på halsen lige bag den sorte halsplet. Rødstrubet Lom har også striber, men de sidder på bagsiden af halsen et stykke fra den røde plet, som ofte kan se sort ud. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Fuglenavnene står i dag med det danske og videnskabelige (latinske) navn. Vi har en vedtagelse om, at navnene må stå på næsten et hvilket som helst sprog, men at vi altid også skal bruge det danske og det engelske eller videnskabelige navn af hensyn til henholdsvis danske læsere og udlændinge, som oversætter bloggen ved hjælp af Google Oversæt eller en anden tjeneste, der ikke altid er lige gode til at oversætte den slags navne. Denne observatør har nu sat sig for at bruge danske og videnskabelige navne resten af året – for at få dem lært.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde på DOFbasen her.

Nyt fra stationen: En af vores nye frivillige på vedligeholdelsesholdet, Mads Elley, dukkede op med sin bil for anden dag i træk og hjalp med at få kørt en masse søndagens bunker af afskårne grene og fældet brombærkrat væk. Det er imponerende, hvad der er nået, og det har stor betydning for ringmærkningen, at der er kommet nogle huller i krattet. Selv om fugle har brug for buske og krat at skjule sig i, kan det også blive så tæt, at det i stedet bliver en barriere for dem, og de slet ikke kommer i nærheden af nettene til af fange dem i.

Folk på stationen: Clausjannic Amland-Labuz, Nina Amland-Labuz, Mads Elley, Gert Juul Jeppesen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen plus mange frivillige til havearbejde.