Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (56)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Sjælden måge forbi Odden

lørdag 3. december 2022
Gløgg og æbleskiver for lokale frivillige med tilknytning til fuglestationen.
af Henrik Jørgensen, Kristina Winther Pedersen & Ole Friis Larsen

Efter en ordentlig omgang maskinel beskæring af træer og buske i fuglestationens have er området stadig temmelig ufremkommeligt, så der blev ikke sat net op eller gjort forsøg på at fange fugle og ringmærke dem på andre måder lørdag morgen og formiddag.

I stedet arbejdede Henrik på at rydde et par af 'netgaderne' for afskårne grene for at få net sat op i de kommende dage, mens Kristina og Ole gik på Odden for at tælle træk sammen med Louis A. Hansen fra lokalområdet.

Trækket på Odden: Lørdag formiddag bød på et voldsomt skifte i vejret. Fra solopgang havde vi skiftende vind helt nede omkring en meter i sekundet, men klokken halv elleve drejede vinden pludselig til at komme fra sydøst og tog til i styrke til over otte meter i sekundet – ledsaget af en temperaturstigning fra 3,0 til 3,5 grader, men det føltes betydeligt koldere på grund af den regn, der også kom. Vi holdt til vejret standardtiden igennem og oplevede et varieret sent træk med næsten 130 Bjergænder (Aythya marila), over 180 af de sorte og hvide Fløjlsænder (melanitta fusca), over 100 Hvinænder (Bucephala clangula) og næsten 300 Toppede Skalleslugere (Mergus serrator).

Fra land trak to Røde Glenter (Milvus milvus) uden tøven direkte ud i dis og byger over havet. 

Mest interessant for et par af os var dog at opleve et egentligt træk af Små Skalleslugere (Mergellus albellus) på 64, hvoraf 30 kom i en enkelt samlet flok. Vi er vant til at se dem på søer og lavvandede fjorde om vinteren, men ikke på træk – det hører den sene årstid til og er med til at gøre det spændende at stå i regn og kulde for at observere træk i december.

GFU lordag 035 Lørdagens Ride med sort halskrave og typisk vingetegning for artens unge fugle fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU 

Flot var det også med en stor variation i mågerne, takket være især en meget overraskende og sjælden Sabinemåge (Xema sabini), som vi vist ikke alle nåede at se, før den var forbi Odden og væk, og vi derfor heller ikke fik taget billeder af den til dokumentaiton, samt en ung Ride (Rissa tridactyla), der til gengæld kom forbi tæt på kysten og tog er par runder til glæde for hele holdet – Kristina, Ole og Louis A. Hansen, før den også fløj videre. Sabinemågen var en adult/voksen fugl uden sort endebånd på halen og lidt mere grålig end ungfuglene, men ellers med samme mørke, grå og hvide tegning på vingerne, som er karakteristisk for arten.

Bemærkelsesværdigt var desuden et meget stort antal Sortænder (Melanitta nigra), som rastede langt ude på havet. Når de lettede, kunne vi se dem og opgøre antallet til næsten 13.000. Muligvis var nogle af dem også på træk, men det var vanskeligt at afgøre. Under alle omstændigheder har sådan en flok rastende fugle ud for Gedser Odde også noget at gøre med efterårs- og vintertrækket. På mere indlysende og direkte træk registrerede vi næsten tusind Sortænder tættere forbi Odden.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

GFU lordag 039Ude var det koldt og vådt, inde i stuen var der varme og hygge lørdag eftermiddag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Om eftermiddagen inviterede holdet på stationen lokale frivillige med tilknytning til fuglestationen til hvid gløgg med æbleskiver, og vi holdt fri et par timer fra alt muligt arbejde for at hygge os sammen i stuen. Det gør vi gerne igen en anden gang.

Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.