Ringmærkningen: Efter nattens regnvejr kunne vi åbne godt halvdelen af nettene i stationshaven i ca. to en halv time, før vi måtte lukke totalt ned igen. Dermed ikke en standardiseret ringmærkningsdag i dag. En enkelt fugl, en munk/Blackcap fik ring på.

Det var Vagn Linds sidste dag på fuglestationen i denne omgang - tak for godt selskab fra os alle. Hans afløser bliver en anden veteran blandt de faste ringmærkere, nemlig Jens Friis-Walsted.

Trækket på Odden: En våd morgen for fuglestationens to træktællere, og det kastede ikke meget af sig med lige omkring 100 fugle på en af trækruterne, hvoraf 87 var Sortænder (Melanitta nigra) på såkaldt returtræk, altså væk fra ynglelokaliteterne. Det er yngre fugle, som ikke er ynglemodne endnu, og det kan være adulte/voksne fugle, for hvem det allerede er gået galt med yngleriet. Slutfasen af trækket er imidlertid også en tid, hvor alt kan ske med fugle, der er trukket for langt, i den forkerte retning, eller det er unge fugle, der lige netop strejfer om som frie fugle uden nogen yngleforpligtelser.

I de kommende dage er der således fuldt hus og ingen ledige senge tilbage på Gedser Fuglestation, mens feltornitologer deltager i Operation Overshooter i håb om at finde sjældne fugle i området. Vi har den seneste uge set flere Piroler (Oriolus oriolus) og Biædere (Merops apiaster). I haven har en Karmindompap (Carpodacus erythrinus) i flere dage været den mest syngende fugl; den er der mange, der gerne vil se, selv om den yngler fåtalligt i Danmark.

Denne onsdag kunne vi føje en Aftenfalk (Falco vespertinus) til listen. Den trak dog hurtigt ud mod syd i morgenens regn. Vi nåede at bestemme den på silhuetten, som hverken er tårnfalkeagtig eller typisk for en Lærkefalk (Falco subbuteo), men ligger et sted imellem. Desuden så vi en grålig og gråbrunlig overside med mørke tværbånd, så det var sandsynligvis en ung ’fri’ fugl fra sidste år, men det kunne vi ikke afgøre med sikkerhed.

Ind imellem bygerne var der lidt sol og blå himmel, så vi kiggede lidt på Landsvalerne (Hirundo rustica), som benyttede sig af vandpytterne til at samle mudder til deres redebyggerier og havde travlt med det. En af dem var en ’amerikaner’ med rødlig underside. Felthåndbøgerne på fuglestationen angiver, at Landsvaler kan være hvide eller beige på undersiden, men nævner ikke den røde variation. Oliver fandt den røde underside beskrevet som buff red (lys læderrød) og vist i The Birds of the Western Palearctic, Concise Edition, Volume 2 af D.W. Snow og C.M. Perrins, men her står, at det er adulte/voksne hanner i frisk efterårsdragt, der kan være rødlige på undersiden. Det er imidlertid almindeligt at se Landsvaler med rødlige undersider om foråret, mens farven forekommer at være fraværende på Landsvaler i efterårstrækket.

Den 'amerikanske' Landsvale på Gedser Odde har den rigtige rødlige farve på undersiden, men viser sig som en sand europæisk Landsvale med det mørke brystbånd, som er rødt på en ægte amerikaner. På billedet herunder ses den til sammenligning med den mest almindelige europæiske udgave, som Cornell-universitetet kalder for Hvidmavet Landsvale.

Cornell-universitetet er specialiseret i fugleforskning og har en hjemmeside om Landsvaler med en fin billedserie af alverdens varianter af Landsvaler, og vores ynglende svale ude ved den gamle marinestation ligner til forveksling den amerikanske version af Landsvalen, bortset fra at den amerikanske ikke har det mørke brystbånd, som europæiske Landsvaler har – så vores svale er ikke nogen sjælden amerikansk underart, men en helt almindelig europæisk svale i en variant, der bare ikke er beskrevet ret mange steder – og den er ikke nær så rød, som den underart, der er beskrevet for Mellemøsten og langt ind i Asien.

Nogle af Landsvalerne på Odden er fåreuldsfarvede på undersiden eller rettere beige i betydningen gulligt hvide. Fuglen på billedet venter på at komme ind på marinestationen med materialer til reden. Såvel By- som Landsvaler bygger rederne af strå og småpinde, som de dypper i mudder ved nærmeste vandpyt for at få det hele til at hænge sammen.

At hvidt ikke bare er hvidt, men har forskellige nuancer, når vi taler om Landsvalers undersider, ses på dette par, der skuttede sig tæt sammen i regnen, efter at de havde parret sig. Næste generation af Landsvaler er så småt på vej, selv om vejret har været efterårsagtigt i flere dage. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Blandt den lokale koloni af ynglefugle så vi i øvrigt også begge de variationer, der er beskrevet i felthåndbøgerne, nemlig nogle med rent hvid underside, og nogle med beige underside. Et tjek af farven beige på nettet afslørede, at farven oprindelig er det franske ord for lige præcis den farve, som uforarbejdet fåreuld har, men at farven efterhånden mere bliver fortolket som en meget lys gul eller brun farve. På Landsvalerne ser beige ud til at betyde hvid underside med en gullig tone.

Her er et link til Cornell-universitetets billedgalleri over alverdens Landsvaler.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Rowan Wood, Marith Mol, Oliver Bøgh Jensen, Vagn Lind, Hans Lind, Ole Friis Larsen.