Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Grå dag, men fuglene var der
På første runde var der 2 fugle så det var trods alt bedre end det samlede igår. Men på anden runde kom der så rigtigt mange da der i kun et net hang 70 fugle(69 grønsisken og 1 stillits). De næste runder indtil klokken 11 var der lidt i på hver gang men så var der også stille igen.
2 røde glenter viste interesse for maden som var lagt ud til dem, men de var åbenbart ikke sultne nok til at ville gå ned.
Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Solsort/Blackbird 1
Stillits/Goldfinch 1
Grønsisken/Siskin 81
Gråsisken/Redpoll 6
Nordlig gråsisken/Common redpoll 6
Lille gråsisken/Lesser redpoll 1
Stor dompap/Eurasian bullfinch 2
Total 98
Trækkket på Odden: I dag var en rigtig kold og grå dag, men med dog mindre vind og lidt højere temperatur end igår. Vi havde 22 arter på dagens træk. Dagens mest talrige art var Sortand (Melanitta nigra) med hele 630 individer observeret. På anden pladsen havde vi Rødstrubet Lom (Gavia stellata) med 226 individer. Dertil 118 Havlitter (Clangula hyemalis) og 96 Toppet Skallesluger (Mergus serrator). Kun 79 Ederfugle (Somateria mollissima) så vi på dagens træk, hvoraf 53 % af disse var brune fugle. 5 Røde Glenter (Milvus milvus) trak ud sammen mod sydvest. Jeg fik ikke taget nogle billeder i dag, men her kommer lidt fra i fredags.
Tårnfalk (Falco tinnunculus) fra 18/11-2022. De fleste dage ser vi Tårnfalken muse tæt på. Foto: Kristina Winther Pedersen
En af de 13 Sangsvaner (Cygnus cygnus) der blev observeret trække i fredags. Foto: Kristina Winther Pedersen
Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.
Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen & Kristina Winther Pedersen
En helt usædvanlig fangst
I dag er en af de dage hvor der så godt som var helt dødt i haven og på himlen også. 2 af de rødhalse som næsten er genfanget hver dag var i nettene igen i dag, så det er nogen som nok kommer til at overvintre her.
Lidt korn blev lagt ud, og en times tid senere blev en flot fasan fanget. Hans havde ikke ringmærket fasan før så ham fik jeg hurtigt ringet til så han kunne få den på sin liste.
Dagens ringmærkning og kontroller/todays ringing and recaptures:
Rødhals/Robin 0/2
Fasan/pheasant 1/0
Blåmejse/Blue tit 1/0
Total 2/2
Fasan
Trækket på Odden: Endnu en dag med yderst sparsomt træk. Det blev kun til 302 fugle på havtrækruten og ingen fra land, 14 arter, hvoraf de Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) stod for over en tredjedel af tirsdagens samlede træk i standardtiden med 108. Næststørste art blev Toppet Skallesluger (Mergus serrator) med 52, og så kom der en enkelt Dværgmåge (Hydrocoleus minutus).
På samme dato sidste år blev der i standardtiden registreret 983 Rødstrubede Lommer, 412 Toppede Skalleslugere, 59 Røde Glenter (Milvus milvus), 3 Dværgmåger – og en enkelt meget sen Landsvale (Hirundo rustica), men da var vejret også helt anderledes.
Denne tirsdag var kold, overskyet og blæsende. Havet blev pisket op af vind fra sydøst på 7,2 til 13,3 meter i sekundet, og sigtbarheden forblev lav, omkring et par kilometer med god vilje. Dagens tælling startede med en temperatur på 0,1 grad, som efterhånden steg til 1,9 grader. Sådan var det ikke for et år siden. 21. november 2021 startede med en tilsvarende lav temperatur på 0 grader, men den steg hen over formiddagen til 6,5, og vinden var yderst moderat fra nordvest med 3-4 meter i sekundet.
Sådan kan trækket svinge med vejret.
En opgørelse fra lederen af Gedser Fuglestations træktællinger, Bo Kayser, viser i øvrigt, at det i efteråret er lykkedes at dække trækket ganske godt med 5 dage i august, 25 i september og 30 i oktober, selv om det har været vanskeligt at skaffe frivillige til at gøre arbejdet. November er ikke gjort op endnu, fordi måneden ikke er slut, men det nuværende hold agter at fortsætte til midt i december af hensyn til trækket af lommer.
Resten af denne beretning skal være en hyldest til mågerne, som man netop allermest kan regne med på dage med hårdt vejr. Så leder de efter mad ganske tæt på kysten lige der, hvor bølgerne brydes, og der åbenbart især er gode muligheder for at finde fortumlede fisk og krabber. Måger kan være ustyrligt smukke i gråvejr, når deres sorte og hvide dragter lyser op mod en mørk himmel og et gråt hav, og så er der masser af udfordring i at kigge på dem. Hver aldersklasse og årstid har sin dragt, og der er fugle som måske/måske ikke er fremmede underarter eller mellemformer, ligesom der også er hybrider eller fremmede arter at kigge efter. Det hele er oven i købet svært, fordi måger ligner hinanden så meget.
De store bølger tæt på land trak masser af måger til. Her var chancerne for at få noget at æde åbenbart størst.
En ung Sølvmåge fandt en lille fisk viklet ind i tang i bølgerne, men dermed var frokosten ikke sikret, for et godt fund lokker andre til, og så begynder den egentlige kamp om føden. I dette tilfælde fik mågen dog sit måltid.
Et langt træk har bragt mange Stormmåger (Larus canus) fra det inderste af Østersøen forbi Gedser Odde i den seneste tid. Mange har vist tegn på at være mellemformer af vores egen version (L. canus canus) og den russiske (L. canus heinei). Denne fugl ved Odden tirsdag formiddag havde ikke alle tegn på at være den russiske heinei, men dog tilstrækkeligt mange til, at det var rigtig at regne den for at tilhøre den underart med mere sort på vingerne, mindre hvidt på den næstyderste fjer (p9) og to sorte prikker helt ind på den svingfjer, der hedder p4. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Tak til mågerne for at være så talrige og seje at opleve i blæsten ved Danmarks og hele Nordens sydligste punkt denne tirsdag.
Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.
Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.
... men solnedgangen var smuk
Allerede fra første runde var der sne i luften, så jeg måtte konstant gå runder og så ringmærke 2-3 fugle imellem hver runde. Det var dog alligevel en ok dag med en god flok i nettet på første runde og ikke et skidt antal for slut november.
2 røde glenter var nysgerrige på det kylling jeg havde lagt ud til dem, men desværre fik jeg overrasket dem før de var kommet ned til maden, men forhåbenligt kommer der snart nogle ned og spiser det og så går i vores stormaskede net.
Datatjek blev lavet til aften så alt er up to date.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Spurvehøg/Sparrowhawk 1/0
Rødhals/Robin 0/3
Solsort/Blackbird 1/1
Bogfinke/Chaffinch 1/0
Grønsisken/Siskin 20/0
Gråsisken/Redpoll 1/0
Nordlig gråsisken/Common redpoll 1/0
Lille gråsisken/Lesser redpoll 1/0
Total 26/4
God morgen ...
Trækket på Odden: En glasklar morgen. For første gang i dette efterår var der is på vandpytterne, og de blanke overflader viste vej i morgenmørket som spejle på ruten til Odden. Ellers var der kun en smal orange streg af solopgang mellem det mørke hav og de mørke snebyger, der kom til at præge trækket af fugle. De landede på vandet, mens det hvide dryssede fra skyerne, forsvandt i havet og smeltede ved mødet med jord og planter. Det var sikkert en af de væsentligste grunde til, at ugen startede med et yderst beskedent træk. En anden vigtig årsag var måske, at modvinden fra vestsydvest klokken 8:30 tog til i styrke i løbet af 10 minutter fra cirka 5 meter i sekundet til 9-10 meter i sekundet.
Ung han Pibeand (Anas penelope) i mandagens træk. Den har skiftet fra første ungfugledragt og er i et mellemstadie til voksendragten. Den voksne hans små og mellemstore hvide dækfjer giver en stor hvid plet på vingerne overside, men på den unge han er dækfjerene grålige med hvide spidser. Nogle hanner - som denne - har i denne dragt en eller flere hvide tertiærer, som også er begyndelsen på den voksne hans hvide plet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Hættemåge lavt over vandet. De fleste er stadig i vinterdragter med kun en mørk plet bag øjet, men enkelte - som denne - viste mandag en sort halskrave som begyndelsen til en ny hætte. Sommeren er allerede på vej. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Selv om tallene fra mandag er små, er det stadig til at se, at det er Sortandænder (Somateria mollissima), Toppede Skalleslugere (Mergus serrator), Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) og Gråænder (Anas platyrhynchos), der fylder mest i trafikken mod sydvest. Bemærkelsesværdigt for denne mandag var også næsten et halvt hundrede Sangsvaner (Cygnus cygnus) og en del Hættemåger (Chroicocephalus ridibundus), hvor vinterdragtens lille sorte plet bag øjet nu er blevet til en sort krave så småt på vej til at ende som en ny sort hætte.
... og god nat med udsigten til solnedgangen fra fuglestationen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.
Folk på stationen: Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.
Så kom den første sne
Som jeg plejede satte jeg uret til 45 minutter før nettene skal sættes op så jeg kan nå en kop kaffe eller 2 inden. Men i dag blev det ikke rigtigt lyst hen mod tiden hvor jeg skulle ud, så da jeg åbnede døren og skulle ud var der helt hvidt og sneen faldt. Da sneen var våd vidste jeg at jeg måtte vente med at sætte nettene op til snevejret var stoppet da fuglene bliver meget hurtigt afkølet hvis de er våde og det er omkring frysepunktet. Men da klokken var 9.15 kunne jeg hurtigt sætte 2 net op plus de 2 spurvehøgenet. Jeg nåede dog kun 2 timer før der både kom hagl og sne igen, men heldigvis fik jeg ringmærket 5 fugle, så det var ikke forgæves.
Ved skumringstid satte jeg net op til ugler, men det gav ikke noget i dag heller.
Der falder rim ude nu, så der er ret sikkert hvide net i morgen til at starte med, men mon ikke jeg fanger lidt alligevel inden der måske kommer lidt sne igen.
Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Solsort/Blackbird 1
Stillits/Goldfinch 1
Grønsisken/Siskin 3
Total 5
På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen
Siskner part 2
I dag var der kun 1 grads varme da nettene skulle sættes op, og lyd blev sat på til siskner allerede ved opsætning. På første runde var der ca 30 fugle, men i dag var langt de fleste grønsiskner.
En ting som er værd at bemærke er det høje antal af fuglekonger, men det kan nok være evt kuldetræk. Der belv fanget 18 styk.
Benny kom forbi fuglestationen og hjalp til på nogle runder, og der blev også tid til både kaffe og snak selv om der var fugle.
I skrivende stund er nettene oppe til ugler. På første runde blev en skovhorugle set siddende på det lukkede net lige bag de net som var oppe, jeg håber at den vil gå i inden det er sengetid. Dog ser det ud til at der måske skal lukkes snart da der er små snefug som falder.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Spurvehøg/Sparrowhawk 1/0
Gærdesmutte/Wren 3/0
Rødhals/Robin 0/1
Solsort/Blackbird 2/0
Fuglekonge/Goldcrest 18/0
Bogfinke/Chaffinch 1/0
Grønirisk/Greenfinch 1/0
Stillits/Goldfinch 5/0
Grønsisken/Siskin 36/0
Gråsisken/Redpoll 2/0
Nordlig gråsisken/Common redpoll 9/0
Lille gråsisken/Leser redpoll 5/0
Total 83/1
På stationen: Henrik Jørgensen
Siskner
Som overskriften siger så var der siskner i dag. Allerede på første runde var der ca 25 i nettet, og der efter blev det ret stille indtil kl 12 hvor der pludselig kommer skyer med lidt dryp i, og det fik presset sisknerne ned så da jeg kom til et net hang der ca 30 så jeg gik op for at hente kasser, på vejen tilbage mod nettet kunne jeg se en flok på over 100 siskner gå ned lige ved det net der var godt med fugle i i forvejen, og da jeg kom der hen var det meget fyldt og nettet bagved hang der også godt i. Da det begyndte at dryppe lidt for meget fik jeg meget travlt med at få åillet dem ud da der stadig fløj en del rundt. Efter det fik jeg fuglene op på labbet og fik hurtigt tjekket alle net igen og da de var tomme var der en times arbejde med at få ringmærket dem.
Kristina tog hjem efter Odden da hun havde et gøremål i det jyske.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Spurvehøg/Sparrowhawk 2/0
Rødhals/Robin 0/1
Solsort/Blackbird 0/1
Vindrossel/Redwing 0/1
Kvækerfinke/Brambling 1/0
Stillits/Goldfinch 2/0
Grønsisken/Siskin 17/0
Gråsisken/Redpoll 50/0
Nordlig gråsisken/Common redpoll 15/0
Lille gråsisken/Lesser redpoll 16/0
Total 103/3
På stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen
Musvåge og debut
Efter nettene var blevet sat satte jeg lyd til grøn-og gråsisken, og det gav 14 af dagens 19 fugle. Normalt må vi ikke bruge lyd fra morgenstund af, men da vi er uden for standardperioden må vi, så det giver jo lidt ekstra fugle.
Dagens overraskelse blev en ung musvåge som var gået i spurvehøgenettet.
Kristina fik sin debut som ringmærker i dag, det blev til en solsort.
Der loves igen i morgen meget hård vind, men de net som stadig er oppe kan lige klare det så længe den er i det vindhjørne som er nu(der er 70 meter net).
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Musvåge/Common buzzard 1/0
Rødhals/Robin 0/4
Solsort/Blackbird 1/3
Stillits/Goldfinch 2/0
Grønsisken/Siskin 6/0
Gråsisken/Redpoll 3/0
Lille gråsisken/Lesser redpoll 5/0
Total 19/7
Musvåge (Buteo buteo) fra dagens ringmærkning. Foto: Kristina Winther Pedersen
Musvåge (Buteo buteo) med lyse øjne viser at det er en ungfugl. Foto Kristina Winther Pedersen
Musvågen (Buteo buteo) får ring på. Foto: Kristina Winther Pedersen
Trækket på Odden: Det så ud til at blive endnu en dag med vind fra den “forkerte” retning, forkert I den forstand at det er vanskeligt at finde nogenlunde læ, og temperaturen var nede på kun 4 grader i dag. Derfor valgte vi at stille os ind under halvtaget fra morgenen, for at finde så meget læ som muligt. Her fik vi besøg af Preben Berg, der også var kommet for at opleve og tælle dagens træk.
En kold og blæsende morgen er okay, når udsigten er god. Foto: Kristina Winther Pedersen
I dag havde vi også et pænt træk hvor vi registrerede 81 Rødstrubet Lom (Gavia stellata), som er et noget lavere antal end de forrige dage. Det er muligt at vi har ikke har set en større andel der er fløjet højt, da vi ikke har haft et godt udsyn fra under halvtaget. Dertil havde vi høje antal, med 168 Gråænder (Anas platyrhynchos), 358 Sortænder (Melanitta nigra), 266 Toppet Skallesluger (Mergus serrator), 169 Havlitter (Clangula hyemalis) og ikke mindst 824 Edderfugle (Somateria mollissima). En Dværgfalk (Falco columbarius) trak også, samt en Mellemkjove (Stercorarius pomarinus).
Vi har været omgivet af Bramgæs (Branta leucopsis) i nogle uger. I dag lagde vi mærke til at de alle så noget vagtsomme ud, og kiggede den samme vej. Det viste sig at være 5 Røde Glenter (Milvus milvus) der havde landet på marken.
En af de 5 Røde Glenter (Milvus milvus) vi opdagede på marken mellem alle bramgæssene (Branta leucopsis). Foto: Kristina Winther Pedersen
Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.
Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.
Påbegyndt nedlukning for året
I dag var jeg alene om ringmærkningen, men kun få net var oppe pga vinden.
Vi fik lavet datatjek på det sidste inden jeg satte net op og Anne fik pakket sammen.
Hans, Gert og Bo kom ud over dagen og de fleste net blev taget ned for i år, så det var lidt underligt at gå rundt i haven da næsten haven er tom for net nu.
Anne tog hjem i dag efter en længere periode. Hun har haft en god periode med nogle tunge arter som især perleugle, men også hvidbrynet løvsanger og natravn. Hun har lavet et godt stykke arbejde og var lærenem, så det har været en fornøjelse at arbejde sammen med hende, og jeg håber hun kommer retur til foråret så hun kan få lært lidt om forårsarterne også, samt at kunne ringmærke lidt fugleunger.
Fangten i dag var tilfredsstillende da der kun er få net oppe. Det var selvfølgelig solsort som blev dagens topscore da de stadig er i gang med trækket.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Rødhals/Robin 0/2
Solsort/Blackbird 3/1
Total 3/3
Trækket på Odden: Onsdag morgen var hård at gå i møde med strid modvind hele vejen fra fuglestationen ud til Odden. Vinden var øst var ikke den hårdeste i dette efterår med 8 til 9 meter i sekundet og vindstød op til 18, men med den vindretning er der ikke læ at finde noget sted, hverken ved bygningen eller levende hegn på spidsen, og temperaturen var nede på 8 grader. Til gengæld er den vindretning god til at presse fugle på havet tættere på land, og elementernes rå styrke kan i sig selv være en fantastisk oplevelse.
En flok Ederfugle i hast. Selv tæt ind mod muren var der ingen læ mod vinden fra øst. Vi måtte undvære teleskoperne og opgive pladsen med det gode udsyn efter et par timer. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Vi måtte undvære teleskoperne det første par timer af dagens observation, fordi de ikke kunne stå stille i vinden. Senere blev vinden for voldsom og vi søgte dybt ind under halvtaget, hvor udsynet er meget begrænset, men vi til gengæld kunne bruge teleskoperne. Mange fugle trak ganske lavt over vandet i små flokke, så lavt endda, at de hyppigt forsvandt bag bølgerne, og da vinden samtidig blæste dem hurtigt forbi, havde vi ikke mange sekunder at tælle og bestemme arterne i, men fascinerende var det at opleve, at der foregår et træk under barske forhold.
Barske vejrforhold giver et andet indblik i trækkets vilkår. Her en flok Ederfugle, hvor andelen af brune hunner og unge fugle fra i år onsdag var helt oppe på 73,8 procent. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mest bemærkelsesværdigt var forholdsvis store antal af Toppede Skalleslugere (Mergus serrator) med over 300, Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) med næsten 180 og Dværgmåger (Hydrocolelus minutus) med over 150 fugle. Blandt de få var vi glade for en ung Ride (Rissa tridactyla), som strøg tæt forbi kystskrænten, to unge Mellemkjover (Stercorarius pomarinus), der nok var de samme, som den lokale ornitolog Simon Vikstrøm så nogle få kilometer længere nordpå ved Gedesby Strand henholdsvis 7 og 11 minutter før vores observationer samt tre adulte/voksne Suler (Morus bassanus), der altid lyser hvidt og sort op med en overskyet himmel eller et gråt hav som baggrund.
En af onsdagens to Mellemkjover. De skiller sig ud med 'ølmaver', dobbelte hvide pletter på vingernes undersider, og de to lidt længere midterste halefjer er ikke spidse som hos Almindelig Kjove (Stercorarius parasiticus), men afrundede. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Den hårde vind fra øst fortsætter torsdag, og det er ikke til at vide, hvad den vil bringe, men der er stadig fugle, som mangler at trække eller bare kommer sent. Vores kolleger i ved Põõsaspea neem i Estland holdt næsten samtidig med os til seks timer i snebyger, 4 grader og hård vind fra øst. De talte næsten 1.000 Fløjlsænder (Melanitta nigra) og 3.300 Havlitter (Clangula hyemalis).
Store bølger direkte mod kystskrænten. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Onsdag stod vandet højt, og bølgerne slog direkte imod kystskrænten. Det bliver spændende at se, om der ryger noget af skrænten med samme slags vejr torsdag.
Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.
Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Anne Ramskov Hermanns, Bo Kayser, Gert Juul Jepsen, Hans Lind, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.
Sæsonafslutning
Igen i dag var det en ganske fin dag i fangsten med 46 fugle, hvoraf de 31 var nye.
Der kom til morgen en besked om at sende info på en ringmærket fugl ind til zoologisk museum da der var kommet et genfund. Kort efter den var sendt ind kom der svar på den og det viste sig at være en munk som Anne havde ringmærket i efteråret var blevet fanget af en ringmærker 1600km væk 22 dage efter nede i Spanien, det er et fedt genfund.
Til aften kom Sebastian Klein og Vicky Knudsen forbi fuglestationen i håb om at se perleugle, men de havde ikke heldet med sig (Dog har vi stadig net oppe i håb om at fange en på Annes sidste aften).
I dag var sidste dag for den standardfangst, men jeg kommer til at fortsætte noget tid endnu. Dog ser det rigtigt skidt ud for netfangst de næste dage da der loves 12 m/s i middelvind og 17-19 i vindstød. Da vinden kommer fra øst er det desværre heller ikke godt for fangst på stranden ved Birkemose da der så ikke er læ for fuglene, men jeg tager så ud og tjekker hvad der er på marker osv med termisk istedet, som hvem ved hvad der dukker op.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Spurvehøg/Sparrowhawk 2/0
Tårnfalk/Kestrel 0/1
Gærdesmutte/Wren 6/0
Rødhals/Robin 2/3
Solsort/Blackbird 6/11
Fuglekonge/Goldcrest 6/0
Grønirisk/Greenfich 1/0
Grønsisken/Siskin 7/0
Lille gråsisken/Lesser redpoll 1/0
Total 31/15
Trækket på Odden: Dagen startede ud med en flot lyserød himmel, som bragte en solrig morgen. Det var dejligt at se solen efter flere dages grå himmel, men hen på morgenen blev vi igen dækket af en grå himmel. Det var et spændende træk igen dag, dog ikke nær så mange arter og store antal individer som i går.
Igen kom mange Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) lige over hovedet på os, men ingen Hvidnæbbet i mellem i dag.
For første gang, mens jeg har været på odden, havde vi seks Silkehaler (Bombycilla garrulus) der kom forbi tæt på, og efter lidt tøven endte de med at trække ud. Silkehalerne har et rigtig fint kald, som lyder som små klokker, der kunne høres før vi kunne se dem.
Dertil havde vi en del fouragerende Stillits (Carduelis carduelis), der ikke trak ud, men som vi nød at betragte med deres flotte farver.
Naturens skadedyrsbekæmper!
13.11.22 - Opdate
For første gang er det nu lykkedes at genfange én af de mærkede perleugle på GFU. Perleuglen blev første gang fanget den. 30.10.22 og ringmærket af Susanne. Allerede da vi fangede perleuglen dengang, havde uglen en gammel øjenskade på højre øje, og vi var i tvivl om, hvor meget denne skade påvirkede uglens liv og færden. Nu, 2 uger efter, ser det ikke ud til at skaden har ændret sig hverken til det bedre eller værre. Uglen vejer lidt mere end sidste gang, så den ser ud til sagtens at kunne klare sig og endda trives! Vi håber meget den slår sig ned i området og måske, hvis vi er heldige, at der er håb for en ny perleugle yngleplads her på Danmarks sydligeste spids.
Foto: Anne Hermanns.
14.11.22
Dagen startede med at perleuglen endnu engang fløj i nettet, men denne gang havde den en morgensnack i form af en rotteunge med. Selvom det var ærgerligt at uglen mistede sit byttet, bekræftede det nok engang af den sagtens kan skaffe føde med sit dårlige øje. Ved at give mere plads til ugler og andre gnaverspisende arter i eller tæt på Danmarks storbyer, kan de hjælpe med at regulere uønskede bestande af skadedyr som fx rotter. Det vil være en giftfri bekæmpelse, som både gavner ugler og mennesker!
Foto: Anne Hermanns.
Derudover har dagen budt på lidt nye fugle primært i form af solsorte, fuglekonger og gærdesmutter.
Om to dage vender jeg hjem til KBH efter 2,5måned her på GFU, så det er højst sandsynligt min sidste blog fra denne gang. Det har været en unik oplevelse at opleve årtidernes gang og ikke mindst fugle på helt nært hold! Jeg vil særligt fremhæve mine møder med natravn, natugle, almindelig ryle, stor tornskade, tårnfalk, hvidbrynet løvsanger, rødtoppet fuglekonge og selvfølgelig perleugle! Det har været et stort privilegium at lære af og bo samme med andre dygtige fugleglade mennesker fra hele landet... Jeg regner med at komme tilbage til foråret og lære endnu mere på en unik fuglestation, hvor ingen dage er ens!
Trækket på Odden: Vi kan næsten altid finde læ til dagens observationer, men mandag kom vinden fra sydøst. Vi prøvede forskellige steder, men endte med at affinde os med, at der ikke rigtig var noget at gøre, så det blev en kold morgen og formiddag til arbejdet. Til gengæld kan vinden fra sydøst være rigtig god til at presse havtrækket tættere på land, og vi blev faktisk fin ’betaling’ for at holde stand. Lidt efter klokken 10 vandt vi ligefrem i lotteriet, da der pludselig fløj en påfaldende stor lom lige over hovederne på os, og det viste sig at være en sjælden Hvidnæbbet Lom (Gavia adamsii). Et tjek i DOFbasen viste, at der kun er set cirka 28 Hvidnæbbede Lommer i Danmark i 2022 indtil nu, og kun syv af observationerne er gjort andre steder i landet end ved Skagen. Vi var tre glade observatører på Odden, som syntes, at vi fik en fin belønning for arbejdet med at kigge efter lommer og tjekke dem alle.
Den Hvidnæbbede Lom over Gedser Odde mandag formiddag. Verdens største lom kendes ofte på stor afstand på sit meget store lyse næb, som for det meste bliver holdt lidt opad i flugten. Den lyse plet på siden af halsen ses også på et foto, som vores kolleger på Skagen Fuglestation tog af en immatur/ung Hvidnæbbet Lom søndag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Hvidnæbbet Lom er den største af alle verdens lommer. Den yngler langs nordkysten af Sibirien fra Novaja Zemlja - 2.800 km fra Gedser Odde - til Canada i Nordamerika og overvintrer til havs langs Nordnorges og Canadas vestkyster. Bestanden anses for truet i på globalt plan.
Ud over den sjældne gæst blev også mandag en fin dag med et godt antal af de langt mere almindelige Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) med over 300, hvoraf mange – måske på grund af vinden – kom helt ind over Odden – men mest meget højt oppe. Værd at bemærke var også over 600 Toppede Skalleslugere (Mergus serrator), som i det hele taget ser ud til at have haft et godt år med et større træk ved Gedser Odde end normalt. Også andre ænder passerede i pæne antal med over 650 Pibeænder (Anas penelope), mere end 300 Gråænder (Anas platyrhynchos og 80 Krikænder (Anas crecca).
Vi er på Odden for at tælle trækfugle, men nyder selvfølgelig også mange rastende og fouragerende fugle i området, som denne Snespurv (Plectrophenax nivalis), der lod sig beskue på få meters afstand. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Fra land kom der nogle småfugle, som vi ikke havde kapacitet til at tage os af, men vi havde stor glæde af en ung Vandrefalk (Falco peregrinus), som foretog nogle mærkværdige manøvrer ganske lavt over vandet tæt på kysten. Det så nærmest ud, som om den på mågevis forsøgte at tage fisk eller andet bytte på overfladen, før den fortsatte i en regulært kurs mod syd.
Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.
Vi slutter med et billede af en blodrød måne over Gedser Odde mandag aften ved 21-tiden. Hvordan det gik til, var ikke lige til at finde ud af. Der skulle ikke være noge formørkelse til at give farven på det tidspunkt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.