Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Vi lægger an til skiftedag
Dagen startede lunt med over 9 grader og en vindstyrke på 6 m/s. Vi havde en fin solopgang, men ellers var det ret overskyet gennem det meste af ringmærkningsperioden. Hen på formiddagen kom solen igennem skylaget, og temperaturen steg til 11 grader. Vinden svingede frem og tilbage mellem øst og nordøst og tog til i styrke gennem perioden.
Vi havde ikke de store forventninger til dagen, fordi vinden nu igen kom fra østlige retninger, men med 59 ringmærkede fugle og 24 aflæsninger var vi faktisk ret godt tilfredse. Vi fangede forholdsvist mange Gærdesmutter, hvoraf flere var nogle værre snurrebasser, som krævede tålmodighed at få ud af nettene, så vi var jævnt beskæftiget først på morgenen.
Her et nærbillede af en af dem:
Vi har haft 6 flotte Rødstjert hanner de seneste dage, og i går havde vi også en enkelt hun.
Hun mødte ind til kontrol i dag, og derudover satte vi ring på hende her:
Hen på formiddagen fik vi besøg af Per Bo Hansen, som havde taget både kaffe og wienerbasser med til os. Det er ikke ret tit, jeg støder ind i Per Bo, efter han stoppede som observatør i Blåvand, så det var rigtig hyggeligt med et besøg og lidt fuglesnak.
I eftermiddag er Robert Luttik ankommet for at tage over for Vagn, som rejser hjem i morgen. Så i morgen bliver vi mindst tre til at passe nettene - måske fire med Clausjannic, som skulle være på vej ned til os sammen med Nina.
Forhåbentlig gør vejrguderne ikke alvor af de lokale skybrud, vejrudsigten truer med i morgen, og i givet fald er det godt, vi er så mange til at få lukket i en fart, hvis himlen og radaren fortæller os, at det er op over.
Dagens fangster: Nymærkede (aflæste)
Gærdesmutte / Wren 12 (1)
Jernspurv / Dunnock 10 (1)
Rødhals / Robin 12 (13)
Rødstjert / Redstart 1 (1)
Vindrossel / Redwing 1 (0)
Gærdesanger/ Lesser Whitethroat 2 (0)
Munk / Blackcap 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 7 (0)
Løvsanger / Willow Warbler 1 (1)
Fuglekonge / Goldcrest 10 (5)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 0 (1)
Bogfinke / Chaffinch 2 (0)
Tornirisk / Linnet 0 (1)
I alt 59 (24)
Mange nye fugle i haven
Vejret: Startede i morges med en del skyer, som endda valgte at smide lidt smådrypperi fra sig, så vi en overgang mente os nødsaget til at folde nettene. Det gik nu hurtigt over, så vi kunne fortsætte fangsten. Skydækket forsvandt og vi fik endnu en solskinsdag. - heldigvis uden kraftig vind.
Fra morgenstunden fik vi besøg af Mads fra Nykøbing, en ung, interesseret gut, der gerne ville være med til at se lidt ringmærkning.
Det blev en travl dag han kom til at opleve ved nettene. I nattens løb var der kommet rigtig mange nye fugle over Østersøen, - specielt mange nye Rødhalse og Gærdesmutter, alle i god kondition (vægten lå højere i dag end ellers), og Afrikatrækkerne er også ved at vende tilbage til Odden. Dejligt at gense Fluesnapperne og Rødstjerterne. Sågar også en Husrødstjert.
Og så er der jo endelig antallet : 176 fangede fugle er ikke så ringe endda for en forårsdag i Gedser ( som en jyde ville udtrykke det, - sjællænderne ville nok sige "fantastisk" !)
Mads ydede et stort arbejde for os som kuli (kasseslæber). Kasserne måtte nemlig i brug i dag.
Dagens fangster: nymærkede (aflæste)
Gærdesmutte / Wren 15 (1)
Jernspurv / Dunnock 8 (1)
Rødhals / Robin 67 (27)
Husrødstjert / Black Redstart 1 (0)
Rødstjert / Redstart 6 (0)
Solsort / Blackbird 2 (0)
Sangdrossel / Song Trush 1 (0)
Gærdesanger/ Lesser Whitethroat 2 (1)
Gransanger / Chiffchaff 7 (1)
Løvsanger / Willow Warbler 9 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 6 (9)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 1 (1)
Broget Fluesnapper / Pied Flycatcher 4 (0)
Bogfinke / Chaffinch 2 (0)
Grønirisk / Greenfinch 2 (0)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Gulspurv / Yellowhammer 1 (0)
I alt 135 (41)
En rolig dag med endnu en ny art for året
Østenvinden var lidt mildere stemt i dag, så alle net kunne åbnes. Det havde regnet i nat, men det var ikke noget problem, fordi græsset under nettene blev klippet helt kort i går, og selve nettene var blevet tørre.
Det var overskyet gennem det meste af ringmærkningperioden, som alligevel sluttede i solskin og 12 graders varme.
Det blev en roligt dag, hvor fuglene kom dumpende nogenlunde jævnt, så der var ingen stress og travlhed.
Vi fik endnu en ny årsart, da denne smukke Rødstjert han dukkede op:
Og så fik Vagn også en Broget Fluesnapper i dag. Jeg var jo slet ikke omkring den tanke, at han skulle have den, jeg pillede ud af nettet forleden dag. ;-)
Vores fangster fordelte sig på 17 forskellige arter, så det var bestemt ikke en kedelig dag. Blandt andre kom dette farverige Stillits-par forbi og blev straks ringforlovet:
Der var også en ny Skovsanger til hver af os, så vi hyggede os med dagens arbejde, og var glade og tilfredse begge to.
Dagens fangster: nymærkede (aflæste)
Gærdesmutte / Wren 0 (1)
Jernspurv / Dunnock 1 (1)
Rødhals / Robin 16 (25)
Rødstjert / Redstart 1 (0)
Sangdrossel / Song Trush 3 (0)
Gærdesanger/ Lesser Whitethroat 3 (1)
Munk / Blackcap 1 (0)
Skovsanger / Wood Warbler 2 (0)
Gransanger / Chiffchaff 1 (2)
Løvsanger / Willow Warbler 7 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 1 (8)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 0 (1)
Broget Fluesnapper / Pied Flycatcher 2 (0)
Bogfinke / Chaffinch 1 (0)
Grønirisk / Greenfinch 1 (0)
Stillits / Goldfinch 2 (0)
Lille gråsisken / Lesser Redpoll 1 (0)
I alt 43 (39)
En noget tam dag
Det er faktisk en svær opgave at skrive dagens blog, når der ikke rigtig er noget at berette om. Vejret i dag ændrede sig en del, - ikke på mængden af sol eller på fraværet af den efterhånden stærkt tiltrængte regn, men derimod på vindsiden. Retningen er stadig østlig, men der er blevet betydelig mere gang i blæsten. Det betød så også, at vi var nødt til at droppe at sætte 4 af nettene, da de stod for udsat. Fuglene fra i går var øjensynlig blevet i haven natten over, for fangsterne i dag bestod hovedsagelig af egne aflæsninger. Vi valgte at lukke af efter standardtiden for ikke at genere specielt en halv snes fuglekonger, der lod sig fange igen og igen.
Til gengæld fik vi så ryddet lidt op i bunkerne af afklip ved netbanerne og Gert kom forbi og slog græs, så der nu er pænt og nydeligt til Åbent Hus på søndag den 28. april.
Dagens fangster: Mærkninger, (aflæste)
Knækhale! / Wren 2 (3)
Rødhals / Robin 5 (19)
Solsort / Blackbird 1 (0)
Sangdrossel / Song Trush 1 (0)
Munk / Blackcap 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 0 (2)
Løvsanger / Willow Warbler 1 (0)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 0 (1)
Fuglekonge / Goldcrest 0 (9)
Bogfinke / Chaffinch 1 (0)
I alt 12 (34)
132 er dagens tal
Vejret startede fra morgenstunden med 5 grader og næsten vindstille,men er steget til 12 grader ved middagstid og vinden er frisket lidt op fra østlige retninger.
Månen lyste op over Østersøen kl. 5:30
Der var en del fugle ved nettene og forhåbningen fra i går om at nå over de 100 mærkninger i dag fik nyt liv. Vi mente dog nok det burde klares inden for standardtid, da vi havde haft en hård dag i går med mange nettimer. Der skal jo også være tid til at tage en slapper i det gode påskevejr! Selv om vi i Gedser nok nærmest ligger på det køligste sted i Danmark for tiden, er vejret jo lækkert.
Årets første Skovsanger kiggede forbi og havde følgeskab af den første Brogede Fluesnapper, men ellers holdt artslisten sig på de sædvanlige arter.
De tyske venner af Hans, som kiggede forbi i går aftes var her igen til formiddag. De skulle vist lige have lidt ringmærkningsoplevelser med i bagagen inden turen går hjemad til Østtyskland. Og sandelig om de ikke have medbragt en lille gave, som vi nok skal nyde godt af en dag. En flaske ”Rotkäppchen”. En tysk ”sekt” (champagne).
Måske vi skal fejre noget én af de nærmeste dage ?
En Hvidhals måske, - hvem ved!
Dagens fangster: nymærkede (aflæste)
Gærdesmutte / Wren 6 (2)
Jernspurv / Dunnock 5 (3)
Rødhals / Robin 47 (12)
Sangdrossel / Song Trush 2 (0)
Gærdesanger/ Lesser Whitethroat 1 (0)
Munk / Blackcap 2 (0)
Gransanger / Chiffchaff 9 (1)
Løvsanger / Willow Warbler 5 (0)
Skovsanger/ Wood Warbler 1 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 28 (2)
Broget Fluesnapper / Pied Flycatcher 1 (0)
Musvit / Great Tit 1 (1)
Skovspurv / Tree Sparrow 1 (0)
Rørspurv / Reed Bunting 2 (0)
I alt 111 (21)
Vi går efter de 100 i dag
I dag har vi haft en rigtig forårsdag, hvor temperaturen steg fra 4 grader om morgenen til 15 grader, da vi lukkede nettene kl. 16.30. Der var nærmest ingen vind, og den smule, der var, kom fra sydsydøst.
Gedser Fuglestation har følt sig lidt provokeret af de flotte fangsttal i Blåvand, så da vi havde haft 84 fugle ved standardtidens udløb, satte vi os for at nå de 100 i dag. Vi måtte dog til sidst erkende, at vi ikke kunne vride flere fugle ud af stationshaven, så vi måtte nøjes med 92.
Både Vagn og jeg er klar til at gøre et nyt forsøg i morgen!
Det er ikke blevet til mange fuglebilleder i dag, men et billede af det søde par af Lille Gråsisken, skal I da have:
Midt på formiddagen fik vi fint besøg af stationslederen med familie. De kiggede alle med ved nettene, og det ser ud til, at fugleinteressen nok skal gå videre til næste generation i Lind-familien. Her er det Hans' barnebarn Uma, der kæler med en Rødhals:
Vi har fået mange kilometer i benene i dag, hvor mange runder sidst på dagen slet ikke gav nogen nye fugle, og så er det rart med godt selskab.
Kim har været her det meste af dagen, og Gert og Louis kiggede ind til os på vejen hjem fra odden. Louis havde medbragt en fin lille snog, som desværre var kommet på tværs af et bildæk. Den skulle overdrages til Zoologisk Museum, men jeg nåede at få et billede af den.
Den ser næsten levende ud:
Jeg blev meget overrasket, da jeg vendte den om og så, hvor flot den var på undersiden. Det tænker man ikke på, når man ser den i naturen.
Her til aften bankede det på døren. Det var et par tyske venner af Hans, som lige ville hilse på os. Vi fik at vide, at de hjemme i Tyskland dagligt følger med i GFU's blog.
Det er da imponerende, at bloggen også bliver læst i udlandet, og jeg får helt præstationsangst. Jeg må vist hellere overlade til Vagn at skrive morgendagens blogindlæg.
Dagens fangster, ringmærket (aflæst):
Gærdesmutte / Wren 3 (0)
Jernspurv / Dunnock 8 (0)
Rødhals / Robin 36 (9)
Sangdrossel / Song Trush 1 (0)
Munk / Blackcap 6 (0)
Gransanger / Chiffchaff 6 (1)
Løvsanger / Willow Warbler 3 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 6 (4)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 2 (2)
Bogfinke / Chaffinch 2 (0)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Lille gråsisken / Lesser Redpoll 2 (0)
Total 76 (16)
Endelig noget at lave
Det var så meget anderledes at komme ud i morges for at åbne nettene. Det var godt nok kun 3 graders varme, men det var næsten vindstille med 2 m/s. Derudover havde jeg selskab af Kim Liljehult, som ankom i aftes for at være med et par dage, så vi åbnede alle net på nær to.
Den fraværende vind, dobbelt så mange net og Kims gode karma fik fuglene til at finde nettene. Da den første time var gået, havde vi allerede 39 fugle, så det lovede godt for dagstotalen. Og så havde jeg også fået en ny ringmærkningsart - en Gråspurv hun:
Men mængden af fugle faldt hurtigt, så jeg prøvede at tælle antal sammen pr. time for at se, hvordan den statistik ville falde ud:
1. time - 39 fugle, 2. time - 12 fugle, 3. time - 8 fugle, 4. time - 7 fugle, 5. time - 2 fugle og 6. time - 4 fugle.
Der var usædvanligt mange af de ringmærkede fugle, der gik i nettene igen de sidste par runder, og ikke ret mange nye, så vi valgte at lukke kl. 11.45. Men på det tidspunkt havde vi også forlængst sikret os 2 nye arter for året.
Og så havde temperaturen i øvrigt sneget sig helt op på 10 grader.
Den første nye årsart var denne Munk hun:
Og lidt senere fik vi en Gærdesanger i nettet:
Efter endt ringmærkning hyggesnakkede min søster og jeg med Vibeke og Bente, som er nogle af de flittige hænder, der er med til at gøre GFU til sådan et godt sted af være.
De har været her i dag for at vaske vinduer både ude og inde, og så havde de endda også tid til at hygge sig med os på terrassen i det skønne vejr.
Nu har Kim og jeg spist os mer' end mætte, og Hans har lige været og aflevere sin bror Vagn, som skal ringmærke sammen med mig i den kommende uge.
Jeg håber, både Kim, Vagn og jeg får en fantastisk dag i morgen, hvor det oven i købet ser ud til, at vinden IKKE vil komme fra øst.
Dagens fangster, ringmærket (aflæst):
Gærdesmutte / Wren 4 (0)
Jernspurv / Dunnock 7 (0)
Rødhals / Robin 29 (2)
Sangdrossel / Song Trush 2 (0)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 1 (0)
Munk / Blackcap 2 (0)
Gransanger / Chiffchaff 5 (1)
Løvsanger / Willow Warbler 3 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 8 (1)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 1 (1)
Gråspurv / House Sparrow 1 (0)
Bogfinke / Chaffinch 4 (0)
Total 67 (5)
En dag med mange gode oplevelser trods manglen på fugle i nettene
Endnu en gang fik jeg lov til at åbne net i fuldmånens skær, og himlen forblev skyfri resten af dagen. Temperaturen har ligget mellem 6 og 8 grader, og vinden startede på 4 m/s stigende til 6 m/s fra en østnordøstlig retning.
Først på morgenen sad pludselig en fin Vindrossel i nettet:
Der var ellers ikke mange fugle, men Bo kom heldigvis på besøg, og så var det jo fint nok med god tid til at snakke. Bo gik med på flere runder, og så fik han ringmærket sin første fugl i år. Noget pillearbejde med sådan en Fuglekonge:
Mellem de tomme runder var der tid til at høre om Bos spændende tur til Costa Rica, og nogle flotte fuglebilleder fra turen blev det også til. Forhåbentlig får jeg flere at se på et senere tidspunkt.
Min søster er på besøg et par dage, og hun lyttede lidt med fra sidelinjen og kunne konstatere, at det faktisk var ret hyggeligt at sidde og høre sådan et par fuglenørder snakke om de fremmede fugle.
Allerede en time efter standardperioden lukkede jeg nettene, og på lukkerunden kiggede en Rødtoppet Fuglekonge forbi for at få aflæst den ring, jeg gav den på for to dage siden.
Efter at have spist frokost sammen gik vi alle tre en tur ud på odden, hvor vi fik en snak med Gert og Louis, som stod og kiggede på træk.
Det har været et skønt og solrigt vejr i dag, så selv min ikke særligt fugleinteresserede søster nød odden i fulde drag.
Efter afsked med de tre derude kørte vi en tur til Bøtø og Marielyst, og da vi kom tilbage til fuglestationen havde vi fået besøg af et par af de faste gæster ved åbent hus arrangementerne. De sad og nød solen på terrassen og blev selvfølgelig budt på en kop kaffe, og så fik vi ellers en hyggelig snak om både fugle, natur, ferie, have og meget mere.
Dagens fangster, ringmærket (aflæst):
Jernspurv / Dunnock 5 (0)
Rødhals / Robin 2 (0)
Solsort / Blackbird 1 (1)
Sangdrossel / Song Trush 2 (0)
Vindrossel / Redwing 1 (0)
Gransanger / Chiffchaff 1 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 1 (1)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 1 (1)
Total 14 (3)
Jeg vil slutte dagens beretning af med et billede af en flok trækkende Ederfugle, som gled over himlen, da vi gik retur ude fra odden:
Nu kommer fuglene (måske)
En dejlig morgen med 6 graders varme allerede, da jeg gik ud kl. 5 for at åbne nettene. Vinden lå i intervallet 4-6 m/s, men kom dog stadig fra østnordøst.
Da jeg havde åbnet nettene, fik jeg lejlighed til at hilse på månen på vejen tilbage til stationen.
Da den første time var gået, havde jeg allerede haft 12 fugle gennem hænderne, så jeg var optimistisk og håbede på, at dagen ville byde på større fangsttal, end jeg har oplevet de første fire dage af mit ophold.
Men derefter gik det fuldstændig i stå med flere tomme runder og en enkelt fugl eller to hist og pist.
En af dem, jeg havde fornøjelsen af i dag, var denne Skovspurv:
På sidste runde sad en syngende Stillits ret provokerende lige op ad det ene hejsenet. Den ville jeg godt have sat en ring på, men jeg var så heldig, at der sad en Stillits i nettet lidt længere fremme på runden. Om det var den samme, skal jeg ikke kunne sige.
Den ville ikke sidde, som jeg ville have det, men I skal have billedet alligevel, så I også kan nyde dens smukke fjerdragt:
Dagens fangster, ringmærket (aflæst):
Jernspurv / Dunnock 5 (0)
Rødhals / Robin 4 (3)
Gransanger / Chiffchaff 2 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 0 (2)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 0 (1)
Skovspurv / Tree Sparrow 1 (0)
Bogfinke / Chaffinch 1 (0)
Stillits / Goldfinch 1 (0)
Gulspurv / Yellowhammer 1 (2)
Total 15 (8)
Årets første Løvsanger
Det med vejret er ved at være så ensformigt, at jeg overvejer, om jeg måske bare skal kopiere tidligere dages blogindlæg. Og så alligevel - det er blevet lidt lunere, vinden er knapt så strid, men den kommer altså stadig fra ØNØ.
Allerede på anden runde indtraf dagens højdepunkt, da jeg kunne pille to phyller ud af samme net, hvor den ene var årets første Løvsanger.
Den blev selvfølgelig foreviget:
Her en af dagens Gransangere til sammenligning:
Jeg holdt igen nettene åbne efter standardperioden, og med 9 timers indsats kunne jeg snige mig op på 23 fangster. Det passer fint med gårsdagens niveau, hvor 11 timer gav 27 fugle.
Over middag kom Vibeke på besøg sammen med sin datter, som havde lavet fire forskellige prototyper på en ny type poser, hvor lukningen er anderledes end den kendte snor, der ligger i en løbegang.
Nu har jeg så fået til opgave at teste og kommentere, før produktionen sættes i gang. Der kommer heldigvis flere forskellige ringmærkere de kommende dage, for oplevelserne med sådan en nyhed kan helt sikkert bringe forskellige vurderinger og forslag på bordet.
Dagens fangster, ringmærket (aflæst):
Jernspurv / Dunnock 1 (0)
Rødhals / Robin 5 (6)
Gransanger / Chiffchaff 3 (1)
Løvsanger / Willow Warbler 1 (0)
Fuglekonge / Goldcrest 1 (2)
Rødtoppet fuglekonge / Firecrest 1 (0)
Skovspurv / Tree Sparrow 1 (0)
Grønirisk / Greenfinch 1 (0)
Total 14 (9)