Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (56)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Lidt er bedre end intet

mandag 7. december 2020
af Henrik Jørgensen

Jeg vågnede noget før vækkeuret ringede og desværre kunne jeg høre den velkendte lyd af vind men jeg stod selvfølgelig op da der skulle laves dagens vejrrapport og lige drikkes en kop kaffe inden jeg skulle se hvilke net som kunne sættes op. Alle net på nær de 2 hejsenet kunne sættes op. I dag satte jeg dem op mens det var helt mørkt da jeg håbede der måske kunne gå et par drosler i mens det var mørkt. Pga vinden og da der var tomt i haven  var jeg ikke særligt optimistisk, men hvis man ikke prøver får man ikke noget. Dog var der en enkelt time lidt mejser ved fodringen men de var væk igen kort efter. Runderne var dog tomme indtil klokken 9 hvor der var 2 fugle i og det var en ringmærket og så en ny som ikke var ringmærket. En dompap som blev ringmærket i forgårs blev fanget og den havde taget på i vægt og den var i en del bedre kondition end da jeg ringmærkede den. Da jeg lukkede nettene ned klokken 11 lod jeg det ene net stå i håb om at kunne fange lidt mejser da der tidligere var lidt af dem, men da de blev væk lukkede jeg det sidste net klokken 15.

Mens jeg skriver kan jeg se at vinden har lagt sig en del og et hurtigt tjek hos DMI så ser det rigtigt godt ud i morgen med ikke meget vind så der kan alle net komme op.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Musvit/Great tit 1

Dompap/Bullfinch (1 aflæst/recapture)

Total 1/(1)

 

Lun decemberdag

søndag 6. december 2020
af Henrik Jørgensen

Temperaturen var varm til morgen mens det var lyst med 6-7 grader og ikke meget vind så jeg tænkte at det nok skulle give lidt fugle.

Da jeg satte nettene op mens det stadig var mørkt var jeg pga varmen optimistisk med at der nok skulle komme fugle i nettene i dag. På første runde så jeg også lidt fugle men runden var tom og det var de faktisk indtil klokken 10 da en allerede ringmærket blåmejse blev fanget. Den havde taget på i vægt og dens kondition var bedre end sidst. Allerede efter en times tid blev der stille i haven igen og kun en dompap blev hørt nogle gange og et par hjejler som fløj over haven. Klokken 11 besluttede jeg at lukke ned.

I morgen loves der hård vind fra syd-øst op til 17 m/s så der må jeg se hvor mange net der kan sættes op.

Her til eftermidag fik jeg vasket gulvet på gæstetoilettet og mødelokalet.

Til aften står den på lidt film og så en kold øl til.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Blåmejse/Blue tit 1(aflæst/recapture)

Alle net oppe igen

lørdag 5. december 2020
af Henrik Jørgensen

Dejlig morgen hvor vinden endelig havde lagt sig så meget at alle net kunne sættes op og temperaturen var også helt fin. Der var på trods af årstiden lidt fugle i haven, men de fleste som holder til her ved hvor nettene er så dem flyver de ikke i og især mejserne bliver dygtige til at undgå dem efter lidt tid. 

I luften var der dog ikke mange småfugle, men lidt hjejler og 3 røde glenter fløj over haven. 

Da jeg var inde og handle efter middag og kørte lidt rundt var der en kæmpe flok gæs(formentlig bramgæs) som røg i luften er der var mindst 2000 hvis det kan gøre det. Det er vildt at se så mange fugle i luften på en gang.

Fangstmæssigt var det ganske pænt med 6 fugle hvoraf de 5 allerede var ringmærket. Nogle gange er det ikke fugle som holder til i haven men fugle som kan være i dårlig kondition så de ikke har krafter til at trække videre og så er her i haven enten for at hvile sig eller for at få spist så de har energi til at trække videre.

De næste dage loves der igen så lidt vind at alle net kan sættes op så der skal nok komme noget.

Dagens ringmærkning/Todays ringing (fugle i parentes er aflæste):

Solsort/Blackbird (2)

Fuglekonge/Goldcrest (1)

Blåmejse/Blue tit (2)

Dompap/Bullfinch 1

Total 1(5)

Koldt og blæsende

fredag 4. december 2020
af Henrik Jørgensen

Som forventet var der kraftig vind fra syd-øst og temperatur mellem 0-1 grad så det gjorde ar der igen ikke kunne sættes net op. Istedet fik jeg ordnet lidt tøj og efter tog jeg et par timer ud i kulden til de 2 observatører som stod der ude i kulden og den hårde vind. Der kom en del sortænder og lige inden jeg gav op pga kulden også en ride.

Dammen ude i folden er snart så tør at bare vinden får mudderet op fra bunden, så vandstanden er faldet en meter siden i sommer.

I morgen skulle der komme lidt mindre vind så mon ikke der kan komme net op der.

Delvis nedlukning

torsdag 3. december 2020
af Henrik Jørgensen

Da vinden var kraftig og temperaturen var mellem 0 og 1 grad gik det ikke at sætte net op da fuglene ville blive afkølet meget hurtigt så de forblev lukket.

Da nettene ikke kunne komme op kom Hans ud og vi fik sammen taget ca halvdelen af nettene ned så kun de net som fanger godt står tilbage. 

I morgen loves der mere vind end i dag, men jeg må se hvad vinden siger der og forhåbenligt tager de fejl så nogle net kommer op.

Av av

onsdag 2. december 2020
af Henrik Jørgensen

Der var ok med fugle i haven så snart det lysnede, mest solsorte men også lidt siskner i luften. Det aftog dog hurtigt og det var kun aflæsninger fra de sidste dage som kom i nettene. ) silkehaler fløj rundt i haven, men de sidder ofte højt så der var desværre ingen som gik i, men de skal have lidt træer med rønnebær så ville de komme ned. På en runde kom jeg til hejsenettet bag fuglestationen og højt sad der en fugl på størrelse med en stær så tænkte meget hurtigt at jeg måske var så heldig at det var en silkehale, men jeg så hurtigt at det var en kernebider. Fuglen blev pillet ud og jeg var glad for at der ikke var folk som hørte hvad jeg sagde da den igen og igen bed for at komme fri. En kernebider har et meget kraftigt næb som er så stærkt at den kan åbne kirsebærsten med det, så i kan nok selv regne ud at det gjorde lidt av. Men skidt det er en meget flot fugl og det er ikke så mange vi fanger hvert år her nede.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Kernebider/Hawfinch 1

Total 1

Træktælling døgnet rundt ved Gedser

tirsdag 1. december 2020
De daglige registreringer fortsætter til 20. december.
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: Årets første officielle vinterdag føltes ikke specielt kold i forhold til de foregående dage. Dagens træk foregik under et tæt skydække med temperaturer på lige over 4 grader og aftagende sydøstlig vind fra lidt over 5 til lidt over 3 sekundmeter. Det fristede dog ikke de store mængder af fugle, men den sene del af trækket er stadig værd at følge. Der kommer Røde Glenter (Red Kites) nordfra, og på havet er der lommer (divers) og Fløjlsænder (Velvet Scoters) i trecifrede daglige tal. Det ser vi ikke på andre tidspunkter ved Gedser Odde.

0112 Ederfugle 1Verdens største  træk af Ederfugle (Eiders) passerer Gedser Odde. De fortsætter ind i december. Derfor er Ederfuglen Gedser Fuglestations maskot og logo. Her er et udsnit af en flok tirsdag formiddag. De to brune er en adult hun med to hvide vingebånd til venstre og en ung fugl fra i år med kun et smalt vingebånd til højre. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Derfor fortsætter Gedser Fuglestations systematiske daglige tællinger af trækket til og med 20. december, selv om dette formentlig – man skal som bekendt aldrig sige aldrig – er årets sidste blog med beretninger om trækket ved odden, fordi forfatteren til den del af bloggen nu har forladt lokaliteten. Bloggen fortsætter om ringmærkningen inde på stationen, og trækket ved odden kan man hver dag følge i DOFbasen – bliv ved med det.

Som noget nyt har Gedser Fuglestation i år været med til at dække det træk, som foregår om natten. I oktober og november har vi registreret kald af fugle i mørket over stationen flere nætter hver uge, nogle perioder endda dagligt. Det er stadig meget eksperimenterende for alle DOF’s tre såkaldte A-stationer i Skagen, Blåvand og Gedser.

Teknologien er egentlig meget simpel. På Gedser har den bestået i en diktafon med indbygget mikrofon, som er sat til at optage lyde natten igennem, og vi har på den måde blandt andet registreret store nattræk af drosler – især Vindrosler (Redwings) - og de seneste nætter Bramgæs (Barnacle Geese). Vi har også hørt uventet, men egentlig ikke særlig overraskende nattræk af en Sølvhejre (Great White Egret), der passerede over stationen omkring midnat engang i oktober.

lyd vindrosler 1Sådan ser kaldet af Vindrosler (Redwings) ud på et sonogram. Billedet viser et udsnit fra natten efter en dag med et meget stort træk af drosler. Natten mellem 30. og 31. oktober var der næsten 1.200 kald af Vindrosler på diktafonen ved stationen. Vi kan ikke vide, hvor mange fugle, der var, men optagelserne dokumenterer, at dagens store træk fortsatte talrigt natten igennem.

Hvis det virkelig skal bruges til noget, skal vi have bedre udstyr, efterhånden som vi bliver bedre til at arbejde med registreringer om natten. Diktafonens mikrofon hører ganske enkelt ikke nok, slet ikke i nætter med blæst og regn. Det er registreringer, som har været populære gennem mange år i Nordamerika, men først i de senere år er begyndt at foregå mere systematisk og organiseret i Europa. Data fra natregistreringerne bliver indtastet i en hollandsk database for fugletræk – Trektellen – som sammen med den faglige britiske ornitologiske forening BTO har lavet en standard for, hvordan registreringerne skal foregå. Alle DOF’s tre A-stationer er nu oprettet som natlokaliteter på Trektellen, og der er folk som arbejder med natregistrering af træk på alle tre stationer.

Kaldene fra fuglene i mørket over stationerne bliver til billeder – sonogrammer – i et computerprogram, og så er de lette at tælle. I udlandet er der folk, som arbejder på at udvikle programmer, som automatisk kan identificere og tælle kaldene, så det er et arbejde, der stadig er i udvikling.

lyd bramgaesDette lydbillede viser kald fra en flok Bramgæs (Barnacle Geese), som trak over Gedser Odde lige efter midnat mellem 29. og 30 november. Det ser ud til at have været en del af store nattræk af Bramgæs omkring den seneste weekend. Vi optog også et par flokke natten før, og ved Skanör/Falsterbo registrerede man en 'stor nat for Bramgæs' mellem 27. og 28. november med flere tusinde kald.

Til sidst fra træktællerne: Tusind tak til alle, der har læst med. Det er altid lidt sjovere at lave frivilligt arbejde, når der er nogen, der interesserer sig for det, vi laver.

Ringmærkning på stationen: 

Da jeg stod op til morgen var der let regn men ifølge radaren skulle det snart stoppe og det passede heldigvis så klokken 8 var nettene oppe. Der var dog mere regn i sigte plus at det var ret fugtig luft så der blev gået oftere runder og mellem dem blev radaren tjekket og det som var på vej gik heldigvis i opløsning så fangsten fortsatte til klokken 12. Fuglemæssigt var der ikke meget i haven andet end nogle få solsorte, mejser og et par fuglekonger. På lukkerunden kom 7 røde glenter flyvende over haven og fortsatte ud mod Odden efter at have kredset rundt lidt tid så de trak nok ud. Efter nettene var lukket og der var ordnet lidt småting gik jeg ud på Odden i 1,5 time hvor der både var tomt for folk og fugle i det meget kolde vejr.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Solsort/Blackbird 2

Fuglekonge/Goldcrest 1

Dompap/Bullfinch 1

Total 4

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Henrik Jørgensen. Preben Berg er tilknyttet som trækobservatør til og med 20. december, men bor ikke på stationen.

Trækket ebber ud - det er en fin oplevelse

mandag 30. november 2020
Bidende kold sidste novemberdag bød på Havørne, Vandrefalke og Røde Glenter.
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: Vind på 7-8 meter i sekundet fra vest og sydvest føles virkelig kold, når temperaturen er tæt på nul om morgenen og bare sniger sig lige over tre grader i løbet af formiddagen. Heldigvis var det en vind, det var til at komme i læ for på odden mandag morgen, og så var det interessant at fokusere på fugletrækket, selv om det næsten også var i nul. Ud over faktuel viden om selve trækkets forløb, giver det en eller anden god følelse at opleve, hvordan trækket nu ebber hastigt ud efter nogle hektiske måneder med mange arter i store antal hen over september, oktober og ind i november.

Ved Gedser Odde er det vinterbilledet, der tegner sig nu med store flokke af rastende Ederfugle (Eiders), Sortænder (Common Scoters) og Havlitter (Long-tailed Ducks) på havet, mens stadig færre af de samme arter passerer forbi. Trækket slutter aldrig, og man kan opleve fugletræk stort set hver dag året rundt, men der er perioder med meget få fugle. Det er der, vi er nu. Også fra finske og estiske observationsposter langt inde i Østersøen kommer der nu kun tocifrede tal på arterne. Der er virkelig ved at være tomt på trækruterne.

Derfor kan selv små tal nu vække forundring på dage, hvor der flyver flere lommer (divers) i den ’forkerte’ retning end i den ’rigtige’, fordi der er mange rastende fugle, som ikke længere har travlt med at komme videre, men flyver lidt lokalt til og fra.

3011 Rod Glente b 1En af mandagens Røde Glenter (Red Kites) på vej ud over havet ved fuglestationen. Mange Røde Glenter vælger netop det afsæt og passerer tæt forbi p-pladsen før spidsen af odden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mandag var der for eksempel et bemærkelseværdigt småtræk af rovfugle med 24 Røde Glenter (Red Kites), en adult/voksen hun Fjeldvåge (Rough-legged Buzzard) og tre Musvåger (Common Buzzards). Antallet var måske ikke imponerende, men i oktober ville de ikke have trukket i sådan et vejr med dårlig sigt, iskold vind og tæt dække af tunge grå skyer. På årets sidste novemberdag var det ikke noget, der stoppede dem; tværtimod strøg de fleste uden tøven ud over havet i retning af et tysk fastland, som de næppe kunne se. De fleste så også ud til at være erfarne ældre fugle, der havde prøvet turen før.

Tidligere på morgenen blev der set otte Røde Glenter flyve op efter overnatning ved Bøtø. Det var nok nogle af dem, der lidt senere trak ud ved Gedser Odde.

3011 Havorn 1k 1En ung Havørn (White-tailed Eagle) med gylden tysk ring på det ene ben over Gedser Odde mandag formiddag. Man kan se på lang afstand, at det er en ung (1k) ørn fra i år, ved at kigge på bagkanten af vingerne. I deres første dragt har Havørne mere spidse fjer på hale og vinger end senere, og det giver vingerne et tydeligt savtakket udseende. Man kan også se det på det mørke næb, men det kan være mindre tydeligt i denne årstids ofte dårlige lys. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

To unge Havørne (White-tailed Eagles) fra i år (1k) fløj samtidig ud over havet, men mens den ene vendte hurtigt om, fortsatte den anden ud over havet. Hjemme på fuglestationen afslørede billeder af den ørn, at den var tysk ringmærket, så egentlig så vi den bare flyve ’hjem’. Havørne er ikke trækfugle i vores del af verden, men de unge ørne kan strejfe langt omkring i deres første leveår, og vi se jævnlig Havørne flyve ud over havet ved Gedser Odde eller komme ind over land.

En ung han Vandrefalk (Peregrine), som flere gange sås kredse og jage over Gedser Odde mandag formiddag viste sig på billeder at være to Vandrefalke af samme alder og køn. Mønsteret på undersiden var nemlig lidt forskelligt. Den ene var nok samme falk, som blev set over området søndag.

Derimod ser det ud til, at to Knortegæs, som har gået nogle dage på marken ved odden, er kommet til hægterne og fløjet videre. Vi så dem i hvert fald hverken søndag eller mandag.

Ringmærkning på stationen: 

Igen var det en meget kold og fugtig morgen hvor de fleste nok var blevet indenfor, men nettene skulle op så der kunne fanges lidt. Der kom også 7 fugle i nettene hvor af de 6 af dem allerede var ringmærket men en enkelt ny solsort blev det da til. Trækket af småfugle er slut for dette efterår, men der kan stadig komme lidt finker og solsorte men dog ikke i de store mængder som før. Men som man plejer at sige så er lidt bedre end intet.

Det startede til morgen med at være helt stille men så ved 10.30 begyndte det at småregne og næsten samtidigt tog vinden til og var oppe på 9 m/s så det var lidt et skift fra om morgenen. Da der havde været tomme runder fra klokken 9 og der både kom mere vind og regn lukkede jeg ned for dagen. Da jeg kom ind kunne jeg stadig mærke kulden i kroppen over en time efter. Eftermiddagen gik med at få vasket fugleposer så der er lidt mere som er klaret før der lukkes ned for i år.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Solsort/Blackbird 1

Total 1

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen. Preben Berg er tilknyttet som trækobservatør, men bor ikke på stationen.

En uventet gruppe Røde Glenter

søndag 29. november 2020
Møde i Gedser Fuglestations styregruppe trak folk ind i varmen.
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: En kold søndag morgen med temperaturer på under 1 grad og tæt skydække bød på et beskedent træk forbi Danmarks sydligste punkt, men det passede egentlig fint for en dag, der trak observatørerne tidligt tilbage, ikke fordi de frøs, men på grund af et møde på fuglestationens og andre forpligtelser.

Først på formiddagen kom der dog to Røde Glenter (Red Kites), som uden tøven trak ud over vandet, mens vi var i gang med at diskutere, om en observation af 38 Røde Glenter på vej til fælles overnatning tæt på landevejen sent lørdag eftermiddag ved Tjæreby mon var overvintrende fugle på Falster eller fugle på træk. Lidt senere nåede vi at se 27 glenter i samlet flok ude over vandet, før de forsvandt ind i de lave skyer mod sydvest. Endnu en Rød Glente kom alene en halv times tid senere efter en Havørn, som dog vendte om ved kysten. Det var alt i alt nok flokken fra Tjæreby, der ville videre.

Bemærkelsesværdigt var det også med endnu en Kongeederfugl (King Eider), en ikke helt udfarvet han, som førte an i en flok Ederfugle (Eiders) en kilometer ude over havet sidst på formiddagen.

2911 lommer 1En flok Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers) i en af søndag formiddags større flokke. De flyver typisk i den slags løse flokke. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Trækket af Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers) var mere beskedent efter et par gode dage, men nåede alligevel op på nogle hundrede. Ellers var trækket domineret af sene arter som Fløjlsand (Velvet Scoter), Bjergand (Scaup) og Toppet Skallesluger (Red-breastede Meganser).

Nyt fra stationen: En stor del af arbejdet på fuglestationen foregik søndag inde i varmen med et møde i stationens styregruppe. Den består af stationens leder Hans Lind og formanden for DOF Storstrøm Bo Kayser som to faste deltagere. Desuden er der repræsentanter for stationens brugere og frivillige ansatte. På billedet er det Gert Juul Jeppesen og Anne-Marie Reith.

2911 styregruppeMøde i Gedser Fuglestations styregruppe - med behørig afstand selv blandt folk, som er vant til at ses ofte i det daglige arbejde på stationen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Styregruppen mødes et par gange om året for at diskutere og tage beslutninger om fuglestationens arbejde, økonomi, vedligeholdelse, praktiske problemer, indkøb af nyt udstyr, projekter og aktiviteter – for eksempel åbent hus-arrangementer, ture og registreringer af fugle for Naturstyrelsen.

Ringmærkning på stationen: 

I dag var det en rigtig kold morgen hvor temperaturen hele morgenen lå på mellem 0-1 grad så det kunne mærkes.

Fuglemæssigt var det helt ydeligt at der ikke var kommet nye fugle til da de 7 fugle som blev fanget allerede var ringmærket her for nyligt. Da der efter klokken 9 ikke var flere fugle valgte jeg at lukke ned da klokken blev 11. Ellers var der en lille flok pibesvaner som fløj lavt over marken mod Birkemose og lige da sidste net var luket ned fløj en enlig sangsvane lige over huset. Så selv om der ikke var mange fugle var der stadig lidt at se på. I morgen går det løs igen og så er der forhåbenligt kommet lidt nye fugle ind.

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen. Preben Berg er tilknyttet som trækobservatør, men bor ikke på stationen.

Pibesvaner i flokke og en Storkjove

lørdag 28. november 2020
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Trækket på Odden: Efter en kold nat med et par timers frost og stjerner på en klar himmel fortsatte formiddagen med lave temperaturer, blandet skydække og vind fra nordøst. Det gjorde det lidt vanskeligt for træktællerne at finde et sted i læ, men heldigvis var vinden svag og ikke særlig generende. Det gjorde arbejdet med at tælle et kuldepræget træk til en fin oplevelse.

Der var pauser i trækket, men samlet set blev det alligevel til pæne tal med over 900 Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers), som på grund af vinden kom tættere på odden – mange skød endda genvej over land – end i den fredagens nordvestlige vind.

2811 Rodstrubet Lom b 1

2811 Rodstrubet Lom c 1To af lørdagens Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers). De kendes på den pukkelryggede form i flugten, et næb, som buer opad, og udstående øjne, som træder tydeligt frem i vinterdragten til forskel fra Sortstrubet Lom (Black-throated Diver), hvor den mørke overside på hovedet når ned over øjnene og får dem til at 'forsvinde'. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Lommerne kalder meget på hinanden, når de flyver i flokke, og flere gange var det lettere at høre deres meget karakteristiske stemmer end at finde dem højt på himlen. Flot og vinterpræget var det også med næsten 2.000 Sortænder (Common Scoters) og mere end 400 Bjergænder (Scaups). Nævnes skal også 9 Store Skalleslugere (Goosanders).

2811 Store Skalleslugere 1Store Skalleslugere (Goosanders) på lørdagens trækrute. Hannerne er lette at identificere i deres flotte dragter, men ellers kendes de blandt andet på større hvide felter på vingerne end hos Toppet Skallesluger (Red-breasted Merganser). Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi ser Store Skalleslugere dagligt gennem efteråret, men anser langt de fleste for lokale fugle, takket være den gruppe af frivillige i DOF Storstrøm, der gør en stor indsats for at tiltrække Store Skalleslugere som ynglefugle langs østkysterne af det Sydlige Sjælland og Falster. Stor Skallesluger på træk er et klart vintertegn.

Mest bemærkelsesværdigt i lørdagens trafik var dog næsten 150 Pibesvaner (Bewick’s Swans). De kom i syv flokke, enten rene flokke eller sammen med de større og mere langhalsede Sangsvaner (Whooper Swans).

2811 Pibesvaner i flok 1

2811 Pibesvane single 1Pibesvaner (Bewick's Swans) i en af lørdagens flokke ved Gedser Odde. De er mere gåseagtige at se end de lignende Sangsvaner (Whooper Swans), som også kommer på træk nu. Halsen er kortere og hovedet mere rundt med mindre gult ved næbbet. Desuden lagde alle lørdagens observatører mærke til, at stemmen lød anderledes. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Desuden så vi en Storkjove (Great Skua), efterårets første ved Gedser Odde. Den fløj langt ude, men var alligevel let at identificere på størrelsen, den tunge flugt og tydelige hvide felter på vingerne.

Blandt de stationære fugle var en ung Vandrefalk (Peregrine) på jagt både højt over land og langt ude over havet. Fotos afslørede ikke bare falkens unge alder, men også en farvering på venstre ben. På grund af dårlige lysforhold og afstand er det dog ikke muligt at se hverken farve eller koder på ringen, så falken forbliver indtil videre anonym.

2811 Vandrefalk 1Ung Vandrefalk (Peregrine) lørdag formiddag ved Gedser Odde. Bemærk undersiden med striber på langs, hvilket indikerer en falk fra i år (1k). Den kompakte form tyder desuden på en han. Fuglen har en farvering på det ene ben, men koden kan ikke aflæses på grund af afstanden. Hvis den bliver i området, lykkes det måske for andre en anden dag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

På stranden var der to Almindelige Ryler (Dunlins) sammen med den efterhånden faste flok af Sandløbere (Sanderlings), og på marken var der stadig to Mørkbugede Knortegæs (Dark-bellied Brent Geese). De er nok udmattede efter det lange træk fra den russiske nordkyst, men flyver ud på vandet for at raste, så de er nok snart klar til at tage videre.

Søndag tegner vejrmæssigt fint med en del sol fra klokken 9, ingen nedbør og let vind fra nord. Hvad det giver af fugle, bør man tage ude at se. Lørdag var der foruden de to træktællere fra fuglestationen også to lokale fuglefolk (veteraner på fuglestationen, men ikke i tjeneste) ude at kigge på trækket.

Ringmærkning på stationen: 

En kold morgen med kun 3 grader, men heldigvis så godt som ingen vind så alle net kunne sættes op.

Der var mere liv i haven i dag så det kunne ses i nettene og der kom også både sang-og pibesvaner flyvende over stationshaven.

Benny var ude en times tid og hilste på og der var tid til en kop kaffe mellem runderne så det var hyggeligt.

Foderbrædtet som blev sat op for få dage siden gav resultat i dag da både musvit og blåmejse kom i nettet tæt på. Der er stadig lidt fart på dompap hvor der i dag blev ringmærket 3 stk så totalen for i år nærmer sig de 300 hvilket er over det dobbelte for hvad der ellers højest er ringmærket her nede på et år.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Solsort/Blackbird 2

Sortmejse/Coal tit 1

Blåmejse/Blue tit 3

Musvit/Great tit 2

Dompap/Bullfinch 3

Total 11

Se dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen. Preben Berg er tilknyttet som trækobservatør, men bor ikke på stationen.


FORRIGE     1  |  ...  |  88  |  89  |  90  |  91  |  92  |  ...  |  201     NÆSTE