Så blev det desværre tid til vores sidste ringmærkningsdag (altså for Amanda & Marie), og på grund af vejret og de få fugle i går tænkte at vi det nok ville blive en meget stille dag. Men der tog vi fejl!

Vi var så heldige at Robert kom til stationen i går, og her til morgen har han kunne vise os mange forskellige tips og tricks, og fortælle historier fra hans mange år som ringmærker. Det viser sig at der er en del forskelle i det danske og det nederlandske ringmærkningssystem - de har for eksempel ikke x-licens,som jo her i Danmark fungerer som en form for træningslicens. Og så skader det jo aldrig at blive bekræftet i, at vi gør det rigtigt godt!

Vi havde 79 nye mærkninger og 12 genfangster, hvor der gemte sig et par lækre fugle imellem. Det var helt klart gransangerens (Phylloscpus collybita) dag i dag - her fik vi 35 nye mærkninger. Som ny mærker (Marie), er det ret fedt, når man når til det punkt, hvor man kender de forskellige arter så godt, at man med det samme ved hvad man skal kigge efter for at aldersbestemme en bestemt art. Det er nemlig forskelligt fra art til art. Ved gransangeren skal man for eksempel kigge efter fældningsgrænse i greater coverts (GC - en specifik del af vingen), hvor man ved fuglekongen (Regulus regulus) kun kan bruge halefjerenes form til at bestemme alderen (spids for ung, afrundet for voksen).

Første overraskelse mødte vi allerede på første runde, hvor vi fik den skønneste natugle (Strix aluco). Den havde allerede en ring på, og var mærket af Anne Hermanns sidste efterår, efter hendes ihærdige forsøg på at fange ugle (inkl. Perleuglen, Aegolius funereus). Ugler er jo en stor fascination for os begge, så det er helt fantastisk at kunne komme så tæt på. De fleste ugler er nataktive, og det er natuglen selvfølgelig også. Her er de dybt afhængige af deres syn og hørelse, og på at kunne snige sig ind på sit bytte. Finder man uglegylp vil man se, at den spiser en enorm mængde mus, og skulle man have tålmodighed til det, kan man endda samle et museskelet, eller i hvert fald en stor del af det, ved at rode gylpen igennem. Hertil kan man endda finde arten på musen ved at kigge på tænderne (man kan finde en guide på nettet, eller sende billeder til Marie!). Mus har jo også en ekstremt god hørelse, men her har uglen så endnu en gang en overhånd - den flyver nemlig lydløst! Uglers fjer er struktureret anderledes end andre fuglearters - svingfjerene har en kant yderst med mere "kamlignende" strukturer, som bryder med luften, når den bevæger sig over vingerne. Fjerene er også helt vildt bløde, hvilket også er med til at gøre dem til stille jægere. Hvis i finder en uglefjer er i heller ikke i tvivl, husk og ae dem!

Den anden overraskelse var en ny art for Marie, nemlig rødtoppet fuglekonge (Regulus ignicapilla). Det er en helt fantastisk art, så har den også et navn på engelsk der får en til at tænke på pokemoner og drager - Firecrest!

Ung natugle (2k) (Strix aluco). Se hvordan fjerene rundt om næb og øjne danner en disc, dette kaldes en "facial disc", og eftersigende skulle det hjælpe med hørelsen. Bag rækken af fjer i kanten af "disken" gemmer dens øre sig nemlig. Og det ekstra sjove er at uglers øregange er placeret asymmetriske, hvilket hjælper dem til at kunne høre endnu bedre og til præcist at kunne retnings og afstandsbedømme deres bytte. Foto: Marie Rubæk Holm.

Rødtoppet fuglekonge han (1k) (Regulus ignicapilla). Selvom den ligner fuglekongen til forveksling på afstand, vil man, hvis man kigger efter, se det rødlige ved næbbet, den tydelige konstrast ved den sorte øjenstribe, og den mere rød-gule farve på kronen. Så flot lille fugl! Foto: Marie Rubæk Holm. 

Ikke nok med at vi fik set nogle fede fugle og ringmærket en god bunke, så har vi sammen med Robert også kigget på natsommerfugle, her var der også nogle spændende i blandt. 

Nu overleverer vi bloggen til de næste på stationen, men bare rolig vi skal nok komme tilbage og fortælle om flere fede ting fra fuglenes og ringmærkernes verden!

Ps. Marie er også blevet meget bedre til at puste! (det kan i læse mere om i bloggen "Nu vil jeg puste og pruste..." fra i onsdags).

Dagens mærkninstal:

Today we also caught some moths and as I did before I just want to show you the diversity of the night. There were not many moths in the trap, but still we found 13 species. The nicest one of this night were a Red and a Blue Underwing (Rødt og Blåt Ordensbånd). They were both new for me this season. I live in Djursland and I still have to find the blue one. In my garden in Gjerrild I now have more than 500 different species and still every week I find new ones. Before I started I had no idea that one could encounter some many species in your own garden. It is surprising what flies around in the night and they are often very colourfull. Below a table with what we caught and two pictures of the underwings (sorry for the bad quality of the Blue Underwing picture but probably I will catch more the next two weeks.

Folk på stationen: Robert Luttik, Amanda Johannisson & Marie Rubæk Holm

Ringmærkning: Roen fortsætter. Der havde ikke været et særligt skift i vejret, andet end lidt mere blæst end de tidligere dage. Og som mange af jer nok ved efterhånden, så er der behov for skiftende vejr, før der også er et skift i mængderne af fugle. Og trods lidt mere blæst, endte vi med at fange endnu færre fugle end i går. Vi endte op på 25 fugle i alt, 20 nye og 5 genfangster. Dog havde vi lidt flere gennem hænderne, da en håndfuld af vores nye mærkninger endte i nettene på de efterfølgende runder. De fik selvfølgelig lov til at smutte med det samme igen.

På den mest ’spændende’ runde havde vi endnu en dejlig fuglekonge (Regulus regulus), og Marie fik pillet en relativ besværlig gærdesmutte (Troglodytes troglodytes). De små runde muse-lignende smutter har den perfekte størrelse og adfærd til at få rodet sig godt og grundigt ind i maskerne i nettet, og det kan tage lang tid at få pillet dem ud.

Gærdesmutte ungfugl (1k). Dette er bl.a. en af de arter man får flere og flere af i nettene nu hvor efteråret stille og roligt tager over. De er bare ikke til at stå for, og er da også altid lidt interessante, da de kan være en udfordring - både at håndtere (fordi de er så små og runde), og at aldersbestemme. Foto: Marie Rubæk Holm.

Efteråret er trådt til, og det kan vi tydeligt se i fordelingen af arter vi fanger i løbet af standardtiden. Gransangerne har fuldkommen erstattet løvsangere, som vi ikke har fanget i nogle dage nu. Løvsangeren (Phylloscopus trochilus) trækker længere (Afrika syd for Sahara), hvor gransangeren (Phylloscopus collybita) trækker til Sydeuropa. Derfor rykker førstnævnte ud af landet væsentligt tidligere end sidstnævnte. Derudover fanger vi også en betydelig mængde rødhals (Erithacus rubecula), som vidst nok kan ses som kendetegnet for efteråret i Gedser. Denne utroligt dejlige fugl er rimelig begyndervenlig når man skal blive bekendt med at aldersbestemme, da de unge fugle i de fleste tilfælde har en tydelig fældningsgrænse i vingen. Så det er perfekt det er den vi har flest af, og som jeg kan fornemme Marie får bestemt korrekt hver eneste gang nu.

Rødhals er en fugl der er elsket af mange. Min egen mor venter selv spændt derhjemme i Hareskovby på, at ’hendes’ rødhals kommer tilbage til vinter – hun har den nemlig ikke i haven om sommeren. Rødhals er ikke en langdistance-trækfugl, men mange individer rykker alligevel en smule sydpå om efteråret (og modsat om foråret). Det kan ofte komme an på fødeudvalget i et område, konkurrence med andre arter og selvfølgelig konkurrence med andre af samme art. Ligesom gærdesmutten jeg skrev om for nogle dage siden, er rødhalsen også udpræget eneboer. De tolererer sjældent andre rødhalse, og man kan da også se dem jage andre fugle væk omkring foderbrættet om vinteren. Det jeg synes der er sjovt ved denne art er, at det er en af de få arter hvor vi kan bekræfte, at både hanner og hunner synger! Det er særligt vigtigt for rødhalsen at synge om vinteren, uanset køn, da fødeudvalget er mindre, og de derfor har behov for at opretholde et såkaldt vinterrevir, hvor de holder andre fugle væk så de har nok mad til at klare sig. Det er nok derfor min mor kun har én rødhals i løbet af vinteren i sin have. Jeg kan godt forstå at folk er meget draget af denne art, da det kan give en kæmpe lykkefølelse, at se den kraftige rød-orange farve skinne igennem i et ellers gråt og hvidt vinterlandskab.

Nu skal det også gerne blive en lille smule nørdet. Igen skal vi have fat i noget systematik!
Vi mennesker kan rigtig godt lide at putte ting i kasser, for så forstår vi det bedre. Det gælder også når det kommer til at sammenligne forskellige organismer. Når man skal navngive arter, bruger man det system som Carl von Linné fandt på i 1700-tallet. Han grundlagde moderne systematik, som inddeler dyr og planter i grupper. Jeg har en fin huskeregel til at huske de overordnede inddelinger som jeg lærte på biologi-studiet og som lyder: RR KOFSA. Man starter fra venstre, som er en højere inddeling end bogstavet til højre. Remsen ender derfor med at stave: Rige - Række - Klasse - Orden - Familie - Slægt - Art. Husk på denne, det kan blive en hjælp længere nede.
I kender nok alle til to overordnede riger: dyreriget og planteriget. Indenfor hver af disse riger findes der rækker af hhv. dyr og planter, og indenfor disse er der forskellige klasser osv. (forestil jer livets træ). På den måde ’holder vi orden’, og dette særligt ift. hvilke organismer der er tættest beslægtet med hinanden. Så to dyr i samme række er tættere beslægtet end to i hver sin række – og det gælder hele vejen ned i systematikken.
Alle dyre- og plantearter i verden har som udgangspunkt to navne: et slægtsnavn og et artsnavn. Rødhalsens videnskabelige navn er Erithacus rubecula. Første navn (slægtsnavnet) er altid med stort, og andet navn (artsnavnet) er altid med småt. Og så må man også meget gerne huske at skrive hele navnet i kursiv! Artsnavnet ’rubecula’ nedstammer fra det latinske navn ’ruber’ som betyder rød, og henviser sjovt nok til rødhalsens karakteristiske farve på hoved og bryst. Slægtnavnet Erithacus derimod er interessant, fordi det i sig selv betyder "rødhals" (erithacos = robin, det engelske navn for rødhals). Rødhalsen er den eneste fugl i denne slægt. Normalt er der i det mindste et par fuglearter i samme slægt, men pga. molekylære redskaber, har man frasorteret to asiatiske rødhalse-lignende fugle, og vores europæiske rødhals blev efterladt som den eneste tilbage i Erithacus-slægten.
Ikke nok med dette, så blev rødhalsen også førhen anset som en del af drosselfamilien (Turdidae, som inkluderer fx. solsort og sangdrossel). Men efter slægtskabsanalyser, igen baseret på molekylære undersøgelser, er den nu anset som en del fluesnapper-familien (Muscicapidae).

Tag det ikke så tungt hvis det er TOTALT forvirrende det her. Så vil jeg hellere have I kigger ud af vinduet, og ser om I kan spotte den lille røde plet hoppe rundt på jorden, og give den lidt hjertelige tanker med på vejen.

Rødhals ungfugl (1k). Jeg har ingen ord, det er bare en af de dejligste fugle vi har herhjemme! Nyd dem, deres smukke sang de synger året rundt (!) og deres dejlige klikken i busken. Foto: Marie Rubæk Holm.

Det kan godt være vi havde en rimelig sløv dag når det kommer til antallet af fugle i nettene. Til gengæld havde vi nogle sjove oplevelser med pattedyrene i stationshaven! På åbnerunden var vi lige ved at fange en flagermus i et net som Marie lige havde åbnet. Den var nok blevet lidt overrasket over, at dens rute var blevet blokeret af os. Heldigvis fandt den selv vej ud igen. Senere på morgenen kaldte Marie på mig lige efter vi startede en netrunde. Jeg susede tilbage til hende, for man ved jo aldrig om hun havde pillet en sjov fugl ud. Det var til gengæld en lille bitte museunge, der var kravlet ud på grusvejen ved siden af huset. Den var stadig så ung, at den ikke kunne finde ud af at gå rigtigt. Marie fik pænt gennet den ind i busken, så der ikke var nogen (eller noget) der tilfældigvis stødte på den og kunne gøre den ondt.

Dagens mærkningstal:

Trækket på Odden: Sat på spidsen blev det en herlig lørdag med især masser af godt selskab af fuglefolk, godt vejr og et helt fint træk. Vejret var det samme som fredag, men med lidt mere vind fra syd-sydøst, og det var måske det, der skubbede lidt til balancen og gav os en smule mindre træk af ænder over havet, men til gengæld lidt mere træk fra land. Desuden ser flere engagerede mennesker altid mere end færre, og hvis man kigger godt efter på tallene i DOFbasen, kan man se, at vi kigger i forskellige retninger og efter forskellige fugle, når vi er mange nok.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Det er dog ikke kun trækket af fugle, der sørger for god underholdning på sydspidsen af Danmark, men også lokale fugle. En af dem er lige for tiden en Tårnfalk (Falco tinnunculus), som dag for dag er blevet tryggere ved fuglefolket, kameraer og kikkerter. Fugle ser ellers ud til at opfatte den slags udstyr som ’glasøjne’, der kigger på dem og på den måde udgør en trussel, for vi kan se, at de normalt flytter sig længere væk, når de bliver kigget på. Denne Tårnfalk hænger nu i luften og ’muser’ ganske få meter fra os. Vi kan se, at det er den samme lokale falk hver dag, fordi den er ringmærket.

Lørdag formiddag så vi den pludselig jagte en flagermus over marken tæt på kystskrænten. Flagermusen må være blevet skræmt op af falken, som til gengæld ikke rigtig så ud til at ane, hvad den skulle stille op, da de begge landede på marken, og falken havde en chance for at slå kløerne i flagermusen, som et øjeblik senere røg i luften igen og slap væk, da falken så ud til at miste interessen for den. Flagermusen manøvrerer ved hjælp af lyd, Tårnfalken ved hjælp af sit skarpe syn, så det var hørelsen, der vandt den runde.

Her missede Tårnfalken sin chance for at tage flagermusen på marken, og ser bare til, mens flagermusen flyver op.

I luften blev falken hurtigt udmanøvreret af flagermusen, og her erkendte Tårnfalken efter et par forsøg sin underlegenhed og fløj væk.

I stedet blev en mus det næste måltid for Tårnfalken. De kraftige mørke tegninger på undersiden viser sammen med de brede mørke bånd og afrundede spidser på halefjerene, at det er en ung Tårnfalk fra i år. Ringen sidder på det venstre ben. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Lidt senere så vi Tårnfalken fange en mus, og det var synd for musen, men falken fik stillet sin sult, og vi oplevede, at falken har lært at klare sig på naturens vilkår.

Her til eftermiddag nød Marie og Amanda deres sidste hele dag på stationen ved at besøge den lokale restaurant Købmandsgården til en omgang frokost. Det er også ved at være tid til udskiftning i stablen, og idag ankom Robert, som skal stå for ringmærkningen de næste to uger sammen med Susanne, som ankommer imorgen. Det er altid skønt når der kommer nye (og gamle) ansigter på stationen, og snakken gik da også resten af eftermiddagen og aftenen om stort og småt. Vi (Marie og Amanda) glæder os til at suge til os af viden fra Robert under morgendagens mærkning, inden vi pakker sammen og tøffer tilbage mod København.

Folk på stationen: Amanda Johannisson, Marie Rubæk Holm, Robert Luittik, Ole Friis Larsen.

Så kom der lidt ro på igen!

Efter en travl dag i går, vidste vi ikke helt hvad vi kunne forvente. Frygten var vel at drukne i et hav af blåmejser (Cyianistes caeruleus), men det var skam ikke hvad dagen bød på. Der var ikke mange fugle i luften i dag (hvor vi ringmærker), og selvom vi hørte flere rumstere eller kalde i brombærkrattene var der ikke mange der røg i nettene. Vi fik 34 nye mærkninger, hvor kun en håndfuld var de små blå djævle, og selvom det ikke var lige så voldsomt som i går, så er der også en fordel ved ikke altid at have ligeså travlt. Så har vi nemlig en anden ro til at kunne tjekke fuglene igennem for flere informationer. Så alt i alt igen en lærerig dag. 

En af dem vi ellers hører en del i øjeblikket er fuglekongen (Regulus regulus), Danmarks mindste fugl. Lige meget hvor mange gange jeg støder på den, så bliver jeg simpelthen så glad. Jeg plejer at finde dem ved lyd - i dag hørte vi også en del kalde - men det er desværre også den fugl der er flest der stopper med at kunne høre når de når op i alderen. Så selvom de er utrolig snaksalige, så laver de lyde i sådan et lyst toneleje at det altså forsvinder for os efterhånden som hørelsen forværres. Meget trist! Jeg har altid synes det var lidt mærkeligt at skrive fuglenes lyde ud, da det virker helt skørt, tænk bare på hvor mange måder man kan sige æblekage på! Men eftersigende siger de tsii-tsii, hvilket måske også passer meget godt, men ellers vil jeg klart anbefale at man går ud og lytter på dem rigtigt ude i felten. Det er svært at lære fuglelyde over skrift og for den sags skyld hjemme hos en selv. Jeg bruger selv app'en Merlin af the Cornell Lab, til at vejlede i forhold til lyd. Den kan nemlig optage og give sit bud på hvad det er man lytter til - men husk at også den kan have det lidt svært med de mange fuglelyde (især fordi de ikke altid siger det man synes de skal!) - så vær kritisk! 

En der ellers er kendt for at synge, dog langt mere kompliceret end den lille fuglekonge, er sangdroslen (Turdus philomelos). Den havde vi også en enkelt af i dag, og når man lytter efter den, skal man især lytte efter 2-3 gentagelser. Dog synger den utroligt mange forskellige ting, og så kan de finde på at imitere mange andre arter. Når der ligesom i dag er lidt mere tid kan vi nogle gange fotografere fuglene. Jeg synes især det er sjovt (foruden at få hele fuglen), så at tage billeder af artenes eller individets særlige træk. Det kan være vingerne og halefjerene, men også særlige træk, som for eksempel fuglekonge hannens gemte orange fjer i den gule krone, eller sangdroslens fine hjerteformede mønster på brystet. 

En ung (1K) sangdrossel (Turdus philomelos) helt tæt på, så kan man se de fine hjerter på brystfjerene - så kan man da ikke andet end at blive glad. 

En fin lille fuglekonge (Regulus regulus). Selvom både hanner og hunner har den gule krone på, kan man hos hannen se at der gemmer sig en orangefarve i de inderste fjer, hvor hunnens er gul hele vejen igennem. Skal man til at bestemme alder på dem, kigger man på halefjerene. Det kan være lidt svært at se her, men hos ungfugle er alle halefjerene utroligt smalle og spidse, hvis den var voksen (adult, 2k+), så ville disse være meget mere afrundede. Man kan altså snige sig til at kalde ham en fugleprins!

Vi håbede at vejret i dag var til at sætte ekstra net op til at ringmærke svaler. Dog viste det sig meget svære end håbet på, hvilket nok også skyldes, at der ikke er store ryk af svaler mere nu vi er nået godt ind i september. Der blev ved med at være tomt i himlen og nettene. Øv bøv! Vi prøvede i flere timer, men der skulle dog vise sig en dejligt overraskelse! For pludselig kom en fugl i nettet, dog langt større og en smule mere klodset - en brevdue! Og det var endda selv samme brevdue, som havde siddet på vores tag og kigget på os mens vi spiste frokost tidligere på dagen. Det er også meget passende at en fuglestation skal modtage sin post bevinget! Den havde desværre ikke noget med til os...

Vi kunne se at det var en brevdue, fordi Amanda kunne genkende den ring fuglen havde på benet. De skal af gode grunde ikke noteres i vores system - vi har jo kun med vilde fugle at gøre. Det var dog stadig et sjovt fund, da vi skulle finde ud af om der var nogle der savnede den. Amanda blev sat på sagen og ringede til De Danske Brevdueforeninger, som kunne fortælle os at det var en tysk due på afveje. Vi fik fat i en mand der boede relativt tæt på, der kunne hente duen efter arbejde. Så vi gik på jagt efter et bur og en vandskål og så fik den en skøn pause der. Da han kom og hentede duen lærte vi også hvordan man kunne se forskel på køn på de rosa brevduer - vores fugleven viste sig at være en dreng. Åbenbart gælder det sådan at når den er rosa/brun i fjerene og har sort skaft i halefjerene, så er det en han. Desuden er de to yderste af de tre fremadrettede tæer også af forskellig længde hos hanner, hvor de er lige lange hos hunner.

Vores brevdue blev sendt afsted i god behold, og vi lukkede vores svalenet uden yderligere fangst.

Vores tyske ven, brevduen - dog uden brev! Bemærk dens vilde øjne med den gule kant helt inde ved pupilen og en orange-rød i resten af iris - man kunne måske gå hen og tænkte lidt på Saurons øje fra Ringenes Herre. Så selv om vi intet brev fik, så blev vi dog overvåget lidt. Foto: Ole Friis Larsen.

Trækket på Odden: Efter et lavt træk på de to våde dage tirsdag og onsdag, kom der gang i noget træk igen torsdag og fredag, men som to temmelig forskellige dage, selv om vejret var ganske ens med lavt skydække, masser af sol og god sigtbarhed. Måske skyldes det, at begge dages forholdsvis svage vind kom fra to forskellige retninger.

Torsdag kom vinden fra nord-nordvest. Det gav noget træk af andefugle, mest Pibeænder (Anas penelope) med lidt over 130 og Sortænder (Mellanitta nigra) med 85, men mest interessant var et tydeligt træk af Skarver (Phalacrocorax carbo), som ellers er svære at registrere som trækfugle, fordi der næsten altid er mange lokale Skarver i trafikken, og et halvt hundrede Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla) som dette efterårs første lidt større ryk af den højarktiske art. Men der var især et fint træk af småfugle fra land med over 700 Landsvaler (Hirundo rustica) og 145 Hvide Vipstjerter (Motacilla alba), som fyldte meget ved også at lande i større flokke og lede efter mad på marken ud til oddespidsen. Desuden var der et træk af rovfugle med ti Hvepsevåger (Pernis apivorus) på ganske vist stor afstand, men også et par fine unge Røde Glenter (Milvus milvus), som trak højt men meget flot i solskinnet lige over observationsposten.

Fredag kom vinden fra sys-sydøst, og trækket blev oplevet helt anderledes med meget mere trafik på havruten og til gengæld næsten intet fra land. Lidt svaler og vipstjerter var lynhurtigt overstået, og så var himlen mod nord blå, men tom. Af rovfugle blev det kun til en enkelt Spurvehøg (Accipiter nisus). Så meget mere var der til gengæld tid til at tælle og glæde sig over et ganske udmærket træk af nogle af vores mest almindelige andefugle på Østersøruten med lige ved og næsten 1.500 Sortænder og over 1.500 Pibeænder.

Ude over havet ser vi meget af tiden flokkene af ænder i modlys, og så hjælper fuglebøgernes tegninger af forskellige bånd og farver ikke meget. Vi må lære at bestemme arterne på deres former. Her er en Spidsand (Anas acuta) i en flok Pibeænder, hvor den skiller sig ud med længere vinger, længere krop og tyndere hals, mens Pibeænderne ofte ser meget rundmavede ud. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

En anden flok Pibeænder med et miks af andre arter i fredagens træk. Her er det fire Skeænder (Anas clypaeta), der skiller sig ud med deres lange og brede næb, der ofte peger skråt nedad på de flyvende fugle. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Bemærkelsesværdigt var også rykket af Ederfugle (Somateria mollissima). Selv om der ikke kom mange med lidt over 400, var der et markant skifte i forhold til den seneste tids træk af overvejende brune fugle (hunner og unger fra i år) til et træk, der fredag stort set kun omfattede hanner, såvel adulte/voksne fugle som yngre hanner fra sidste år i mere blandede dragter. Først langt op ad formiddagen dukkede nogle få rene flokke af brune fugle op. I den forbindelse var det også interessant at se på de rastende fugle, der plejer at holde til ved pynten. Da det blev lyst nok, var det til at se, at antallet var faldet dramatisk fra bare dagen før, og at det netop var alle de immature/ikke voksne hanner, der var væk, og der kun var brune fugle tilbage. Det ser med andre ord ud til, at hannerne af Ederfugle nu har fået et indre hormonalt signal om, at det er nu, de skal trække, og vi kan sige, at efterårets egentlige træk af Ederfugle er indledt.

Skarver er sorte, men ikke altid ... Mange unge skarver (Phalacrocorax carbo) ( har mere eller mindre lyse undersider, og nogle kan næsten ligne 'flyvende pingviner' som denne i en af fredagens flokke af trækkende Skarver. De danske ynglefugle flyver mod sydvest om efteråret, og så får vi nogle afløsere længere nordfra. Det er bare svært at se, for de er mage til og holder til de samme steder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Det bliver spændende at se, om det fortsætter lørdag med samme slags vejr, men lidt stærkere vind fra sydøstlige retninger.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Her til aften er vi så heldige at Benjamin B. Lisse er kommet (og det endda med de sidste ingredienser til vores aftensmad!). Han kommer i de næste dage til at tælle træk sammen med Ole på Odden. Amanda biksede en god omgang carbonara sammen, og efterfølgende tjekkede vi net under natfangst. Dog har vi stadig ingen held med natravne. Det er nok ved at være ovre, men vi bliver ved til det sidste!

Folk på stationen: Amanda Johannisson, Benjamin B. Lisse, Marie Rubæk Holm og Ole Friis Larsen.

What a day!
Et spinkelt håb havde sat sig i os, da vi trådte ud af døren imorges for at åbne net til dagens ringmærkning. Regnen var væk, temperaturen faldet en smule og vinden var slået om i nordvest - tre rigtig gode ingredienser til en travl morgen med flere mængder af fugle end hvad vi har fået det sidste stykke tid. Allerede ved de første net var rødhalse (Erithacus rubecula) begyndt at tikke i buskadset, hvilket tegnede rigtig godt. Det er de første fugle der begynder at synge om morgenen, sammen med bl.a. solsorten (Turdus merula).

Øj der var fugle! I stort set alle net sad der flere rødhalse, som heldigvis er rimelig nemme at pille ud. Disse fik vi hele 90 af i løbet af morgenen - så er det rigtigt blevet efterår! Det blev dog også klart for os, at vi fik nok at lave, da vi i slutningen af første runde fik pillet en tårnfalk (Falco tinnunculus) ud, som blev mit første mærkede voksne individ. Tidligere på sommeren tog jeg med Hans til Væggerløse for at mærke redeunger, så det var en noget anden oplevelse at håndtere et fuldvoksent individ. Denne blev bestemt til en 1k fugl, som jeg desværre var den eneste der fik at se. Vi havde simpelthen så travlt, at Marie måtte smutte ud for at pille fugle ud af nettene, imens jeg håndterede falken, fik taget et hurtigt billede, hvorefter den blev sluppet løs i haven igen. Det var også her jeg tilkaldte hjælp fra Mads Elley, som var så flink at komme til anden runde for at pille fugle ud sammen med os. Det var virkelig værdsat, så der også kom lidt ro på nerverne omkring de store mængder af fugle.

Tårnfalk 1k. Super flot fugl, som man skal tage sig lidt i agt for. Man skal være opmærksom på, at disse dyr bruger både næb og klør til at forsvare sig med, i modsætning til rovfugle af samme størrelse som fx. spurvehøg, som i højere grad kun bruger sine klør. Falke har den sjove tilpasning, at de angriber og flænser effektivt med sit næb, som har en slags "tand" på siden af den øverste del. Denne "tand" kaldes en tomial tooth, og er én af de ting der gør, at falke (Falconiformes) er placeret et helt andet sted i systematikken (livets træ), end øvrige rovfugle (Accipitriformes). Ugler (Strigiformes) er også noget helt for sig, og anses slet ikke som rovfugle!

Lige i det Mads drog hjemad igen, det var vidst nok omkring kl. 9, kunne man se og høre større flokke af blåmejser (Cyanistes caeruleus) rykke ind over haven, og vi nåede da lige at joke om, hvorvidt de mon røg i nettene. Mon ikke der var flere net med et væld af blåmejser i. Det er for mange mennesker en fugl, der ser ih så nuttet ud, som den hopper rundt sammen med et par artsfæller og nupper insekter, frø og andet fra havens træer og buske. Men os ringmærkere kender deres sande identitet - de små blå djævle. Deres egentligt ret små næb er åbentbart perfekte til at give de bedste klemmelus for en fugl på deres størrelse, og jeg vil vove at påstå, at det gør 100 gange mere ondt at blive klemt af et blåmejsenæb, end det gør at blive hakket af en stor flagspætte. Tror i mig ikke? Så er i velkommen til at komme og prøve på egne fingre! Blåmejser er ret aggressive af natur, og vil gøre alt for ikke at blive fanget af os. Ligeså snart vi tager fat i en blåmejse, bruger den al sin kraft på at nive vores fingre og neglebånd, lige de steder som er allermest følsomme. Marie og jeg kom igennem 41 blåmejser, som først skulle pilles ud og dernæst ringmærkes og aldersbestemmes. Og jeg kan love jer for, at der blev jamret, bandet og svovlet hele vejen igennem processen.

Morgenen endte med at være både min og Maries mest travle dag, hvor vi endte op på hele 177 nye mærkede individer! Vi fik begge nye mærkningsarter - gråspurv (Passer domesticus) var ny for os, og så fik Marie også sin første grønsisken (Spinus spinus) og stær (Sturnus vulgaris)! Det gik lige efter bogen, og jeg må indrømme, at jeg er utroligt imponeret over Maries håndtering af sådan en travl morgen, samt det tempo hun efterhånden kan pille fugle ud i (så længe de da ikke er møg besværlige, men så er det også tidskrævende for de fleste). Hun fik også meget stolt pillet tre stor flagspætte (Dendocopus major) og fik dermed også lidt flere af denne art på sin liste.

Stær, 1k han. Det brune hoved er rester af juvenile fjer, som i ellers kan se er ved at blive skiftet til den dragt vi alle kender så godt fra de voksne stære.

Første grønsisken for sæsonen! Bestemt til 1k han. Vi hører dem jævnligt flyve over stationen i mindre flokke, og endelig sad der en i nettet idag. En af Maries nye mærkningsarter. Dem kommer der helt sikkert flere af senere på sæsonen.

Stor flagspætte, 2k hun. De brune fjer i vingen er juvenile fjer, som fuglen har beholdt siden sidste år, og vi kan derfor være meget sikre i aldersbestemmelse. Kønnet bestemmes ud fra farven på fjererne på hovedet, hvor hunnerne er helt sorte, hvorimod hannerne har et rødt bånd i nakken. Vi fangede også to af, hvad vi formoder er, hendes unger, som også fik ring på. Ungfuglene har en rød kalot på toppen af hovedet, og kan derfor nemt kendes fra de voksne hen over sommeren og i løbet af efteråret.

Dagens mærkningstal:

Vi var helt drænede efter standardtiden, og da det havde stilnet af i havens fugle, valgte vi at lukke alle net. Det krævende en velfortjent pause med serie og pandekager, inden eftermiddagen blev brugt på at arbejde.

Ole har været til møde hele eftermiddagen, og vil derfor give en opdatering på trækobservationen imorgen. Vi kan sige, at han i hvert fald har fået en del flere fugle end de sidste to dage! Og det er vi alle jo glade for :)

På stationen: Ole Friis Larsen, Marie Rubæk Holm & Amanda Johannisson

Da det ikke har været muligt at ringmærke i dag pga. regnvejret, har vi haft fokus på arbejde, samt gennemgået og dobbelttjekket vores tidligere data. Men det skal da ikke snyde jer for et blogindlæg i dag!

Jeg er relativt ny ringmærker, og begyndte først for alvor i år at ringmærke. Hertil har jeg endda brugt mest af min tid på CES ringmærkning og primært på Vestamager. CES mærkning er ikke det samme som mærkning på en fuglestation, selvom man selvfølgelig skal ringmærke på samme måde. CES betyder Constant Effort Site og fokuserer på ringmærkning af ynglefugle, i modsætning til ringmærkning af primært trækfugle på fuglestationer. I kan læse mere om CES projekter i Danmark her. Ved at ringmærke og genfange ynglefugle i et bestemt område, kan man få vigtige informationer om arternes overlevelse og ungeproduktion, som efterfølgende kan bruges til at forklare tendenser i arternes populationer - fx. hvorfor vi ser færre insektædende fugle såsom løvsangeren (Phylloscopus trochilus). Her foregår mærkningen ca. hver tiende dag henover sommeren (maj-august), hvilket gør at man ser fuglene i sommerdragter, og generelt overhovedet ikke så tykke som vi kan se dem her i efteråret.

Så selvom jeg efterhånden har haft en del fugle gennem hænderne, så er det lidt anderledes og overhovedet ikke på samme måde intenst som her, hvor man arbejder mange dage i træk og kan ramme træksæsonen. Når man har travlt prioriterer man nogle bestemte ting, og det vigtige er selvfølgelig at give ring på, samt bestemme art, alder og køn (hvis det er muligt, det kommer selvfølgelig an på arten). Herefter er det vingelængde, vægt og fedt-måling. Og det er også her jeg har fundet hvad jeg synes er sværest, måske også fordi det er mere subjektivt end de andre - nemlig FEDT!

Fedt bliver målt ved at man puster på fuglen, hvilket jeg vil sige nok er den underligste ting som jeg kunne forestille mig at skulle gøre! Hvad jeg også hurtigt fandt ud af er, at jeg er usædvanlig dårlig til at puste... Det kan skyldes at jeg ikke kan fløjte, og derfor aldrig rigtigt har skullet tænke så meget over at skulle puste i en bestemt retning. Kun måske efter en fødselsdagskage i ny og næ, meeeen føler ikke det er kommet mig til hjælp her. Fugle har en rimelig transparent hud, som gør at vi kan ane fedt, tarme og lever igennem. Når fuglene tager på, kan man tydeligt se fedtet, som viser sig i en gullig farve under huden. Og her på efteråret handler det om at blive godt polstret, så man har fedtreserver nok til at klare sit træk.

Det der er rigtig svært ved at puste for fedt (andet end selve pustet - hvis man er mig!), er at det ikke altid er helt klart hvad man kigger efter. Så jo du kigger efter gult fedt, det sætter sig først under brystbenene, dernæst ved halsen og ellers under vingerne og arbejder sig op på maven. Mellem brystbenene og kloakken kigger man så på om man stadig kan se lidt tarme og måske også leveren. På halsen ser man hvor højt det bevæger sig op. Og er det en der rigtigt har fået spist igennem, kan den bule helt ud af fedt. I kan se skalaen nedenfor, hvor man giver sin fugl et tal mellem 0 og 9, hvor 0 betyder ingen fedt og 9 er en der er dækket helt af fedt. Vi har imens jeg har været her kun haft en enkelt fugl der ramte helt op på 8, men ellers skal man sidde og sammenligne fuglen med billedet. Det er jo selvfølgelig også en ting man bliver bedre med som man øver sig. Men nogle gange så passer halsen med et andet nummer end tarmregionen gør, og så er det jo en vurderingssag. Det er fedt (haha) at have Amanda at diskutere med, når jeg er i tvivl. Hun er heldigvis en god og tålmodig lærer, og jeg håber at jeg ikke er helt værst som elev, men man ved jo aldrig!

Her pustes der på en tornsanger (Curruca communis, som også ser lidt skeptisk ud over situationen). Bemærk at der bliver holdt i ringmærkergreb, samt forsigtigt i benene, så man kan puste både tæt med kloakken, ved brystbenet og ved halsen, uden at skulle bevære fuglen meget rundt. Billede fra CES Vestamager, 2023.

Her er det en gransanger. Den ser utrolig bar ud, men det er også i ynglesæsonen, og her kan man ofte se en rugeplet. De rugende fugle taber fjerene på maven, og huden bliver løs og rynket, så de kan varme deres æg meget mere, direkte med varmen fra huden. Jeg husker det også som om den her var med æg (ja det kan man faktisk godt se, når man puster på den), og så skal vi bearbejde dem hurtigt og forsigtigt, så de kan flyve tilbage til reden så hurtigt som muligt. Billede fra CES Vestamager, 2023.

Fedtskalaen her hænger i vores ringmærkningslab, og som i kan se går den fra 0-9, hvor 9 er helt fuld af fedt. Det gule repræsenterer fedt, og de små sorte streger samt mørke område under brystet er hhv. tarme og lever. Så er det ellers sjovt at se hvor lang tid man faktisk kan se tarme og lever på dem.

Trækket på Odden (Ole Friis): Onsdagens træk behøver kun en ganske kort beretning. Gennem alle fem standardtimer silede regnen ned over Gedser Odde, og det foregik med en sigtbarhed, som kun sjældent rakte ud til tre kilometer. Kun to Landsvaler (Hirundo rustica) fortsatte fra land ud over havet; alle andre fugle vendte umiddelbart om, da de nåede kysten, og der var ikke mange af dem.

Over havet kom lidt over hundrede Sortænder (Mellanitta nigra), en enkelt flok Krikænder (Anas crecca) og en enkelt flok Skeænder (Anas clypeata). Der var betydeligt flere af dagens få Splitterner (Thalasseus sandvicensis), der fulgte kysten mod nordøst, end der var terner i den ’rigtige’ retning mod sydvest, hvilket nok skyldtes, at Splitternerne stort set ikke trak i regnen, men fløj lokalt frem og tilbage på fourageringstogter.

Torsdag bliver det ifølge vejrudsigten fint vejr med solskin. Det betyder sandsynligvis et hurtigt overstået træk af ænder, men åbner for det landtræk, der (forhåbentlig) har hobet sig op tirsdag og onsdag.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her.

På stationen: Ole Friis Larsen, Amanda Johannisson og Marie Rubæk Holm

En sløv dag på alle fronter, både under ringmærkningen og træktællingen!

Ringmærkning: Det var endda så sløvt, at vi næsten ikke fik taget nogen billeder af fuglene. Vi havde et mindre regnskyl i løbet af morgenen, som gjorde at vi gik oftere end normalt, men for næsten ingen verdens nytte. Samtlige runder var nul-runder, og vi endte kun op på 34 fugle i alt under standarden. Derfor valgte vi at stoppe da standardtiden var ovre, og fik istedet arbejdet i løbet af eftermiddagen.

Få fugle betyder dog også, at vi kan tage os mere tid til at kigge på de enkelte individer, og få øvet fældningstyper, fældningsgrænser og fedtmåling. Vi brugte også tid på at sammenligne, når vi sad med hver vores individ af samme art, så Marie fik en fornemmelse af variationerne der kunne være selv indenfor ungfuglene. Det skal ikke undermineres hvor vigtigt det også er at få tid til, og ikke kun fokusere på at få en masse fugle i hænderne på én dag!

I skal dog ikke snydes for billeder vi faktisk fik idag - og slet heller ikke billede af gårsdagens natravn, som blev Maries første! Det er bare en fantastisk fugl. Hvis i ikke har læst bloggen fra igår, så drej på musehjulet, eller stryg fingrene over musefladen, og find Maries beretning om hendes oplevelse med den første natravn. Den var smadder fin!

Natravn (Caprimulgus europaeus), der blev aldersbestemt til at være 1k (dvs. klækket i år).

Rødstjert han 2k+ (venstre), og hun 1k (højre), der blev fanget på anden runde. Det må næsten have været dagens højdepunkt for mærkningen. Marie og jeg bliver aldrig trætte af at se disse utroligt smukke fugle! Læg mærke til, hvordan hannen her er meget mere sort end hannen igår, og med hvidt øjenbryn. Hunnerne kan være en smule svære at bestemme, og derfor brugte vi bl.a. en del tid på at undersøge dette individ, sådan at vi kan genkende de specifikke træk til næste gang.

Dagens mærkningstal:

Trækket på Odden: Tirsdag blev en uventet beskeden dag på sydspidsen. Efter de seneste varme og solrige dage var vejret skiftet til en diset morgen med kort sigtbarhed og flere regnbyger, men at det var slemt nok til, at der næsten ikke foregik noget træk på hverken den ene eller den anden rute, var en overraskelse.
Dagens to største tal blev lidt over hundrede Pibeænder (Anas penelope) og lidt under 80 Sortænder (Mellanitta nigra), mens der fra land kom seks rovfugle, en håndfuld svaler og 13 – som det største landtal – Hvide Vipstjerter (Motacilla alba).

Heldigvis var luften lun, så det var stadig en dejlig tjans, og det er svært at forestille sig, at onsdag ikke skulle blive bedre på den ene eller den anden måde – selv om meteorologerne nu har ændret det til en rigtig våd dag.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Her til aften kom Gert og hans søde hund Tulle forbi og spiste aftensmad med os. Marie havde bikset en lækker tærte sammen, og efterfølgende blev der snakket om alt fra fuglenes systematik til natsommerfugle (Gerts specialitet).

På stationen: Ole Friis Larsen, Marie Rubæk Holm & Amanda Johannisson

Efter en dag med masser af aktivitet i haven, var der i dag lidt mere stille hvad angår fugle i stationshaven. Fangsterne begynder ligeså stille at ligne et typisk efterår, og idag var første dag hvor rødhals var i klart overtal. Men ligesom vejret på det sidste ikke helt har kunne slippe karakteren af sommer, var der også op til flere karakteristiske sommergæster i haven - og ikke kun fugle. En af disse var en god håndfuld løvsangere (Phylloscopus trochilus), som ellers snart bør overtages af den nært beslægtede gransanger (Phylloscopus collybita) i antal, da førstnævnte trækker væsentligt længere. En anden var en art vi ellers havde vinket farvel til, og stort set ikke havde håb om at få i nettet på dette tidspunkt - en rødrygget tornskade (Lanius collurio). Det var en ny mærkningsart for Amanda, som dog måtte tage sig i agt for fuglen. Tornskader har en særlig måde at håndtere sin føde på, som kræver, at de har et nærmest falke-formet næb, der nemmere manipulerer, flænser og fastholder bytte. rødrygget tornskade lever mest af insekter i alle størrelser, mens den større fætter stor tornskade (Lanius excubitor) også kan finde på at fange fx. mus. Når disse fugle har fanget et bytte spider de det særligt på træer og buske med torne (deraf navnet), hvor de enten kan bruge fastholdelsen til at flå små bider af byttet, eller gemme det til senere.
Vi fik også besøg af en duehale (!!!) i ca. 20 sekunder ved sommerfuglebusken lige foran huset. Selvom navnet kan lyde som en fugl, så er dyret altså en dagaktiv natsommerfugl (det skal ikke være let...). Vi gik begge rundt og jamrede og grinede af glæde lige indtil den forsvandt rundt om hjørnet, hvilket også gjorde, at vi ikke fik nogle billeder. Nogen ting skal man bare nyde mens det er der. Det er altså ikke kun fugle vi kan glæde os over!

Som den skønneste overraskelse, så fik vi også bid på vores natfangst her efter mørkets frembrud. Så jeg (Marie) er også lige kommet indenfor efter at have siddet med en skøn natravn (Caprimulgus europaeus) i hånden ude i mørket. Da natravnen, som navnet antyder, er aktiv om natten skal den nemlig lige sidde lidt i hånden efter at have fået ring på, så den lige kan vende sig til mørket igen. Og jeg må være ærlig at sige at det har nok været en af mine mest fantastiske fugle øjeblikke overhovedet. Natravnen er en helt vild art der virker helt anderledes end hvad man ellers kender til. Bag dens lille bitte næb gemmer der sig en kæmpe mund, som den kan finde på at vise en for at skræmme en, og så laver den nogle helt andre lyde end de andre fugle, svært at beskrive, men næsten robotagtige og vrissende. Generelt er dens udseende og adfærd helt speciel, der kommer billeder i morgen! Vi kan desuden se at det har været et helt natravne år i år på Gedser, måske det skyldtes at vi har været flere der har sat net op hver aften for at få lov til at se den tæt - måske hårdt arbejde betaler sig alligevel!

Her ses både en hun og en han rødstjert (Phoenicurus phoenicurus). De er begge på deres første kalenderår (1k) og forskellene er derfor ikke helt så tydelige som de kan være, da hannen skifter dragt, og ender med at være rødorange hele vejen op ad maven og brystet, sort på hals og hoved, samt med et hvidt bånd henover pande og bryn. Men på den unge han (til højre), kan man godt se at der er både hvide og sorte fjer på vej. 

Amandas flotte rødrygget tornskade. Bemærk at hun også må holde lidt anderledes på fuglen end ved de andre billeder vi tager, dette skyldes at den snappende fugl er ekstremt god til at bruge sit næb, også når det gælder at bide en ringmærker !

Dagens mærkningstal (uden natravn):

Se dagens trækobservationer her. 

Alt i alt har det været endnu en skøn dag på Gedser, det eneste der har været ærgerligt er, at Jimmy Skat er taget hjem her til eftermiddag, så vi nu skal undvære hans gode selskab, OG han fik aldrig en af vores natravne at se... Tusind tak for dit fantastiske arbejde, dine mange timer på obs, og dine fede historier!

På stationen: Ole Friis Larsen, Amanda Johannisson & Marie Rubæk Holm 

Så skete der noget!
Men et lille vindskifte og en del dis og tåge omkring Odden, har fuglene været koncentreret mere omkring stationshaven. Det gav en god mængde fugle på de første par runder, hvor der blev arbejdet hurtigt. Vi havde flere gode overraskelser i løbet af morgenen, bl.a. en græshoppesanger (Locustella naevia), korttået træløber (Certhia brachydactyla), skovspurv (Passer montanus) samt to nye arter for sæsonen - sangdrossel (Turdus philomelos) og fuglekonge (Regulus regulus)! Marie fik sig også hele 8 nye mærkningsarter, og fik håndteret sine allerførste spurvehøge (Accipitier nisus). Det er jo noget man som ringmærker af primært småfugle ser meget frem til. Hun tog det som en champ og var totalt frygtløs, da hun håndterede en ung han, mens jeg tog mig af en større 2k hun. Vi var begge meget tilfredse med dagens ringmærkning, hvor vi endte op på 80 fugle, og fem nye spruvehøge.

I løbet af anden runde fik vi besøg af mine forældre, som var kørt tidligt afsted fra Hareskovby nord for København, for at overvære vores arbejde på fuglestationen. De fulgte med på samtlige runder, og overværede mærkning af alle dagens 16 arter. Som de gode stations-gæster de er, medbragte de boller og croissanter, som vi kunne nyde efter standarden var færdig. Marie og jeg blev ved med at mærke i et par timer, da der var mange spurvehøge i luften omkring stationen og Odden, efter en tung tåge var trukket ind fra havet.

To glade damer med to ikke så imponerede spurvehøge. Til venstre, Marie med en 1k han. Til højre, Amanda med en 2k hun. Læg mærke til størrelsesforskellen på de to indivder - hos rovfugle er det en regel at hunner er større end hanner, og det gælder bestemt også hos spurvehøgene. Dette var min første hun, og Maries første spurvehøg overhovedet.

Sæsonens første fuglekonge, en 1k han. Danmarks mindste fugl - de er simpelthen ikke til at stå for! 

Dagens mærkningstal:

Trækobsen idag bød på en del ænder og rimeligt med rovfugle. Tågen der kom ind fra havet og lå over området i ca. to timers tid holdt dem nok fra at flyve til Tyskland. Spurvehøgene hobede sig op, og vi fik da også glæde af nogle falke, ikke mindst en skøn ung aftenfalk (Falco vespertinus). Vi havde også en voksen steppehøg (Circus macrourus) han rastende på marken mellem Odden og Fuglestationen, som alle fik set. Da Marie og jeg sen eftermiddag havde været nede og tage en dypper ved Birkemose Strand fandt vi en voksen steppehøg han flyve over markerne på vej tilbage. Vildt fedt syn at se den flotte fugl på vingerne! Det kunne jo meget vel have været den samme vi så tidligere på dagen..

Se dagens tal for trækobservationen her.

Vi har ikke haft meget held med natravn det sidste stykke tid. Jeg tænker, det kan have meget at gøre med det gode vejr, der ikke ligefrem presser fuglene til at trække sydpå efter insekter. Hvis de har det godt hvor de er, bliver de der nok. Lidt mere markant ændring i vejret kan måske hjælpe på det. Vi håber og prøver stadig ihærdigt hver aften!
Lad os da også lige takke Marie for nogle lækre billeder af dagens fugle - det kommer i til at se mere til.

På stationen: Jimmy Skat, Ole Friis Larsen, Marie Rubæk Holm & Amanda Johannisson

Ringmærkning: Idag var den første dag jeg prøvede at ringmærke mutters-alene på fuglestationen. Ikke noget jeg var særligt nervøs for, men man er da altid spændt på, om man bliver overrasket over et højt antal fugle lige når alle andre mærkere er taget hjem.
Første runde var rimelig standard med en lille håndfuld fugle, hvorimod anden runde bød på lidt mere gas. Jeg var næsten færdig med runden og var nået til det nordligste hejsenet, da jeg kunne høre noget stort baske rundt. I nettet sad en stor, grå, tyk fugl, som jeg den seneste måned har set meget frem til at kunne ringmærke, efter at have smidt én i Blåvand på min fødselsdag i starten af august. Ikke mindre end en ringdue (Columba palumbus)! De fleste mennesker ville nok kigge mærkeligt på mig, og undre sig over hvorfor jeg lige var så glad for at fange en SÅ almindelig fugl, men disse store dyr ryger meget sjældent i nettene - mest fordi de flyver højt. Her kom hejsenettet til sin ret, og jeg fik hurtigt trukket nettet ned om fuglen, og fik febrilsk løftet den ud af lommen. Jeg havde godt fået det fortalt, men blev stadig overrasket over hvor stærk den var. Den var da også lidt af en udfordring at håndtere, både fordi den var stærk, men også fordi duer (ligesom mange andre fugle), smider deres fjer som en forsvarsmekanisme. Det ser man fx. også rigtig meget hos solsorten. Dette individ blev bestemt til en 2k+ fugl, altså en voksen en af slagsen.

Ringdue, 2k+. Læg lige mærke til den mega mærkelige 'pupil'. Det er dog slet ikke selve pupillen der er mærkeligt formet - duer har en helt normal, rund pupil. Grunden til, at formen ser sådan ud, er fordi der er sort pigment lige nedenunder pupillen i øjet (iris), som får det til at ligne, at pupillen flyder ud og får en aflang form. The more you know.

Jeg fik på samme runde pillet en løvsanger (Phylloscopus trochilus) ud, som jeg lige måtte pudse brillerne en ekstra gang for (jeg bruger ikke briller, men i ved hvad jeg mener). Den havde nemlig nogle helt hvide primærdækfjer og en enkelt helt hvid primær svingfjer (for dem der ikke er kendt med denne terminologi, er det strengt taget nogle af de yderste fjer i fuglens vinge). Efter at have studset lidt over vingen, konstaterede jeg, at det altså ikke var en sjældenhed, men blot IGEN en variation i fjerdragten. I kender det måske fra solsorte, hvor man nogengange ser et individ der er lidt hvid i det, eller måske faktisk meget hvid. Det samme var tilfældet her, og det kaldes for leucisme - en gen-fejl der gør at fuglen optræder med nogle enkelte hvide fjer (partiel), eller en helt hvid fjerdragt (komplet).  Leucisme optræder, når der mangler pigmenter som eumelanin eller feomelanin, og derfor lagres forkert i fjererne. Det er umiddebart den mest almindelige pigmentforandring hos fugle. Nu vil nogen måske tænke - jamen når et dyr er hvidt, så er de da albino!? Albinisme er dog en anden type pigmentvariation, hvor der slet ikke er melanin tilstede (så ingen af de to typer nævnt ovenfor). Jeg vil ikke gå mere i deltajen om dette, google er din ven hvis du vil vide mere ;)

Løvsanger med leucistiske fjer i vingen. Den yderste svingfjer (primær svingfjer) er svær at se, da den er gemt bag ved sin nabo, men det er tydeligt på de små dækfjer (primær dækfjer).

Dagens mærkningstal:

Her til eftermiddag kørte jeg ind til Nykøbing F. for at hente Marie, som skal ringmærke sammen med mig i den næste uge. Vi har mærket ynglefugle sammen en del gange henover sommeren på CES Vestamager i København, og det er nu tid for hende at prøve kræfter med fuglestationslivet. Det bliver dejligt at have selskab! Vi nød lige den varme eftermiddag med en dukkert i havet ud for Birkemose Strand, hvorefter vi kunne sidde og øve os i vores vadefugle, ænder og hvad der ellers dukker op ude over havet på den tid af døgnet.

Trækket på Odden: Lørdag blev en meget varm dag på Odden, men der kom mange fuglefolk for at opleve noget træk, og den ene af os fra fuglestationen slap fra de varmeste timer for at deltage i et møde i fuglestationens styregruppe. Uden bureaukrati og praktisk planlægning går det ikke at drive sådan en døgnaktiv arbejdsplads, som stationen er.

På Odden var Jimmy – som var den, der stod for dagens tælling – godt tilfreds med resultatet, som lidt imod forventning på en varm dag med blå himmel og ikke særlig meget vind bød på et varieret septembertræk af svømmeænder – mest Pibeand (Anas Penelope) med store hvide felter på vingeoversiderne hos hannerne, Spidsand (Anas acuta) med et langstrakt og tyndhalset look, Skeand (Anas clypaeta) med store næb, der får fuglen til at ligne en, der er ved at falde forover i flugten, samt den meget lille Krikand (Anas crecca).

Pibeænder kom i nogle tilfælde lige over observationspladsen på Odden. Nedefra kendes de på formen, størrelsen og de hvide maver, som nogle andre arter dog også har. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Også rovfuglefolkene fik noget for indsatsen med en Fiskeørn (Pandion haliaetus) tæt forbi (det lignede en adult/voksen han uden mørk hagesmæk), en ung Hvepsevåge (Pernis apivorus), som blev så anstrengt af først at bakse med nogle krager og derefter en Tårnfalk (Falco tinnunculus), at den måtte hvile sig i et træ og var smuk at se på, før den gjorde et par trækforsøg og endte med at opgive det projekt for den dag. Senere blev det til en Aftenfalk (Falco vespertinus) og en Steppehøg (Circus macrourus).

Søndag bliver det tilsvarende varmt, men vinden vil være slået om fra øst til sydvest og vest, men det får næppe nogen betydning, for det bliver praktisk talt vindstille med højst et par meter i sekundet ifølge DMI. Vi håber, at vi står op til en flot solopgang og træk af både ænder og rovfugle.

Nyt fra fuglestationen: Lørdag havde vi møde i stationens styregruppe. Blandt emnerne på dagsordenen var en diskussion om principperne for diæter til frivillige ringmærkere og træktællere og arbejdsvilkårene for frivillige, der vil tage det, vi har besluttet at kalde en ’fuglestationsuddannelse’.

Et andet stort punkt på dagsordenen var et besøg af Kenneth Rude, en feltornitolog med erfaring i arbejde med blandt andet sociale medier – som Facebook. Vi fik et spændende indblik i, hvordan vi kan bruge Facebook bedre og mere målrettet, ligesom vi også trænger til at optræde på Instagram. Desuden fik vi nogle forslag til ændringer i brugen af Gedser Fuglestations hjemmeside.

Styregruppens møde med Kenneth Rude om bedre brug af some - sociale medier.

Et tredje stort punkt handlede om en udvidelse af fuglestationens arbejde med blandt andet kontrol af fuglekasser og registrering af ynglefugle rundt om på Falster.

Styregruppen besluttede på et møde tidligere i år at offentliggøre referater af gruppens møder på hjemmesiden. Det vil også ske hurtigst muligt for mødet lørdag.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her.

På stationen: Jimmy Skat, Ole Friis Larsen, Marie Rubæk Holm & Amanda Johannisson

Det stabile sensommervejr holder antallet af fugle markant nede her på egnen. Med den samme østenvind, ingen skyer og bagende sol er der ikke mange småfugle der går i nettene. Det samme galdt også på dagens trækobservation, hvor mængden af fugle heller ikke har været til at prale af.
Vi kan dog holde gejsten oppe ved stadig at have en god diversitet i arterne. På morgenens første runde i haven havde vi kun 10 fugle, men disse var fordelt på syv forskellige arter. Det er da meget hyggeligt :)

Stemningsbillede fra solopgangen på anden runde under morgnenes ringmærkning.

De arter vi fik kunne vi også fryde os lidt over, da vi bl.a. fangede sæsonens første nye gærdesmutte (Troglodytes troglodytes). Ja det er ikke ligefrem en sjældenhed i det danske land, da det er en fugl der ofte er meget talrig i fx villahaver, parker, skov mv. Men her i stationshaven er det ikke hverdagskost på denne tid af året. Gærdesmutten er også en fugl, der ikke rigtigt trækker sydpå. De kan godt finde på at rykke en smule fra et sommerophold til et lidt mere sydligt vinterophold, men anses nok ikke som en reel trækfugl - det kalder vi en standfugl. Ligesom igår vil jeg have lov til at fremhæve artens fantastisk dejlige videnskabelige navn, som betyder "huleboeren" eller "eneboeren". Dette referer sjovt nok til artens karakteristiske levevis som en udpræget kratfugl, der yngler i små huler eller huller, og aldrig forekommer i flok! Den har nok i sit eget selskab. Gærdesmutte hanner er også notoriske svindlere og udprægede skørtejægere, da de i yngletiden har en helt særlig måde at sørge for, at få sine gener spredt så meget som overhovedet muligt. Når hannen har fundet et perfekt redehul, synger han en hun til sig, parrer sig med hende, indlogerer hende i den nye bolig, og så skulle man tro legen var slut. Men næh nej - han skynder sig videre og laver samme nummer med en anden hun! Dette kan han finde på at gentage op til flere gange, hvorpå han til sidst vender tilbage til hun nr. 1, og hjælper hende med at opfostre unger. Ej men magen til frækhed skal man da lede længe efter.

Nå, nok om gærdesmutten. Vi havde nemlig også en anden lidt sjov fjerdragt idag. Jeg fik en fin broget fluesnapper af Adam, som vi efterhånden nyder til fulde. De er snart ved at være færdige med at trække igennem landet. Men denne ene fugl, en voksen (2k+) hun manglede en hel del hvidt i sin hale. Når i ser billedet nedenfor, kan der i venstre side (fuglens højre halefjer) ses hvide markeringer i de to yderste halefjer - dette er normalen. Men se så lige i højre side (fuglens venstre halefjer), her mangler hun fuldkommen det hvide! Det strider meget imod den normale fjerdragt for arten, og husker os på, hvor variable fugle kan være i sin fjerdragt, selvom vi mennesker sætter regler for hvordan disse bør se ud. Så husk altid at have de kritiske briller på!

Broget fluesnapper, 2k+ hun. Vi holder den ALDRIG kun i benene, da arten har nogle ret små ben og nogle ret lange, kraftige vinger. Hvis man ikke passer på, kan fuglen gøre skade på sig selv når vi holder i benene, fordi vingerne har sådan en kraft i sig. Derfor får i altså kun et udsnit af den forreste del, men det er heldigvis også den bedste at se på! :)

Broget fluesnapper, 2k+ hun, hale, hvor der mangler to hvide felter i de venstre halefjer. Et eksempel på at fugle kan have en del variation i deres fjerdragt.

Dagens mærkningstal:

På trækobsen kunne Jimmy som sagt berette om ikke så mange fugle, men til gengæld nogle gode arter. Tre sortterner (Chlidonias niger) dukkede op, og det er ved at være lidt usædvanligt på dette tidspunkt. Der var også kun unge hvepsevåger (Pernis apivorus). Jimmy måtte være lidt på dupperne, da der kom en sortand (Melanitta nigra) forbi med et måske liiiiiidt for gult næb. Han pønsede på, om det nu ikke kunne være en amerikansk sortand (Melanitta americana), som han er vant til at se i Blåvand. Frem kom kameraet, men fuglen var allerede forbi i en dårlig vinkel, og siden det er en SU art (en art der er sjælden og hvis observation skal godkendes af sjældenhedsudvalget), skal der et ret godt dokufoto til for at få denne godkendt. Next time!
En sidste overraskelse kom i form af en meget sen gøg der ombestemte sig ude på Odden og dykkede ned i stationshaven. Adam så den med det samme da han, som sædvanligt, var ude og lave havearbejde. Straks kom han løbende indenfor, for at hente højtaler til at afspille lyd, for forhåbentligt at lokke fuglen i et af de åbne net. Desværre havde han ikke held, men det er altid et forsøg værd!

Se dagens tal for trækobservationen her.

Idag kørte jeg Adam ind til Nykøbing F., da han skulle have en bus hjem til Berlin. Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde med ham, og jeg håber vi ses i Gedser igen! Ud gik den ene, og ind kom den anden - Ole Friis Larsen nåede lige aftensmaden, og vi fik en god lang snak om havørne, spurve/duehøge og nattælinger. Nu tjekker jeg nettene for natravn igen, der var desværre ikke held igår. Vi har virkelig brug for et vejrskifte så der kommer lidt gang i fuglene igen. Det bliver nok ikke imorgen, men forhåbentligt kan søndag bringe nye tider til os på stationen. Ses!

På stationen: Jimmy Skat, Ole Friis Larsen, Amanda Johannisson