Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (79)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (1)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (22)juli (20)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (27)dec. (13)

En flot sommerdag med besøg fra nær og fjern

tirsdag 2. juni 2020
af Rune Skjold Tjørnløv

Allerede da jeg åbnede døren i morges kunne jeg mærke det: Det ville blive en meget flot sommerdag. Det var allerede rimelig varmt kl. 03:30 og der var næsten ikke en vind, der rørte sig. Jeg havde på fornemmelsen, at der godt kunne komme en spændende fugl.. enten i nettene eller trækkende over haven.
Der var mest aktivitet i de tidligste morgentimer, hvor bl.a. en rødrygget tornskade han, en rørsanger og en rødstjert blev ringmærket. Ellers fik jeg ringmærket nogle flere tornirisker, en gulbug, en løvsanger og til allersidst på lukke-runden en spætmejse! En enkelt trane og en rød glente fløj over haven, men ellers skete der ikke det store. Igen i dag kiggede min ven Simon Berg forbi og gik med på et par runder om morgenen. Hans Lind kom også ud og hilste på os og gik med på en net-runde og Anders Prehn kiggede også ind til os i haven. Efter lukningen af net tog vi dynerne frem og tog en lur i skyggen af den store sommerfugle-busk i forhaven. Om eftermiddagen kom mine gode venner fra Røsnæs, som havde overnattet på Lolland til i dag og vi kunne fejre hans 57 års fødselsdag i stations-haven med mjød og saftevand inden de kørte hjemover. Jeg nåede lige at reparere 2 bund-strenge som haren havde sprunget inden Henrik fra fyr-boligen kiggede forbi. Om aftenen spiste Neringa og jeg udenfor i det dejlige sommer-vejr. Det har været en helt utrolig flot og lækker sommerdag på Danmarks sydligste fuglestation og nu er vi snart klar til at gå til køjs. Flere fugle og flere oplevelser venter i morgen

Vagtskifte på årets første sommerdag

mandag 1. juni 2020
Vagtskifte på årets første sommerdag
af Rune Skjold Tjørnløv
I går eftermiddags ankom Neringa og jeg til Gedser Fuglestation i strid og kølig østenvind. Vi gik en tur i haven og gik ellers tidligt i seng for nettene skal jo være oppe senest kl. lidt over 4... pyhh.
Jeg vil ikke sige, at jeg sprang ud af høkassen, men det gik efter omstændighederne ok da vækkeuret bimlede kl. 03:30! Jeg fik sat nettene hurtigt op og lavet kaffe. Det var herligt igen at gå en net-runde på fuglestationen og det var i sandhed en flot og lun morgen med kun let vind fra øst.
Jeg kunne hurtigt fornemme, at der ikke var kommet det store tiltræk over natten, men jeg fik da ringmærket en flot rød karmin-dompap han imens en anden han sang fra haven. Desuden ringmærkede jeg et par løvsangere, en havesanger og nogle tornirisker. Jeg lukkede nettene ved 12tiden til synet af 4 overflyvende traner og fik en tiltrængt lur. Om eftermiddagen kom min ven Simon Berg på besøg og vi gik alle 3 en dejlig tur ud til sydstenen og så digesvalerne fouragere langs skrænter, imens Neringa spejdede ud over Østersøen imod sit hjemland Litauen. Bagefter gik vi hjem og lavede aftensmad, skrubber og rødspætter fra Røsnæs med nye kartofler og asparges fra Illerup Sand. Vi sad selvfølgelig udenfor i det dejlige vejr og kunne notere flere hundrede knortegæs, der trak syd i aftenlyset.

Vind og vejr ser lovende ud for i morgen, så jeg må hellere hoppe til køjs, så jeg kan være klar før solen står op.

Blog v/ Rune Skjold Tjørnløv

FORRIGE     1  |  2  |   3