Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: jan. (3)feb. (17)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (13)
En stille dag
Træk observationer:
Igen i dag stod vi ude på odden, men vinden var noget mere kraftig og fra det sydvestlige hjørne. Vi stod derfor i læ af radarstationen, der gjorde at vi kunne holde varmen. Da vi er i slutningen af maj, er trækket mere eller mindre overstået, derfor er det den ene fugl, der skal redde dagen. I dag var det to flotte udfarvet sorthovedet måger, der mjavende kom hen over os. En lækker fugl. Op af dagen klarede det noget op, og temperaturen steg betragtelig, der gjorde at vi forlængede morgenobsen . Dette gav også pote, da vi skulle opleve et mindre glente bonanza, med 4 sorte glenter som minimum og 2 røde glenter,
Resten af dagen stod på afslapning og om aftenen tændte vi op i grillen, der tiltrak både Mads, Tina, Klaus Dichmann og Gert. En perfekt afslutning på en fin dag.
Ringmærkning:
I dag er det tyndet ud med fugle i buskene, rundt om vores net, så det blev kun til 3 ny mærkede fugle.
Folk på stationen:
Jens Friis Walsted. Rowan Wood. Marith Mol + Overshooter folk
God dag i nettene
Træk observation:
Igen startede dagen lidt over 4 men i modsætning til i går, slog regnen mod vinduerne, der sjældent betyder en god dag ude på obsen. Oliver var den første mand på pletten, men os andre tog lidt længere tid med at komme derud pga. det dårlige vejr.
Vi missede dog ikke det store, da trækket var roligt de første timer. Heldigvis klarede det op, og kort tid efter blev en Pirol spottet over fyrhaven.
Ellers var dagen præget af stabilt træk af knortegås og ederfugle, men uden vi fik alt for travlt.
Resten af dagen stod på afslepaning og lidt ture rundt i området. Jens og jeg tog til Bøtø og havde en fin Sort Glente, Dværgmåge og Sorthalset Lappedykker.
Ringmærkning:
Dagen startede med finregn, så der var ikke så meget at se på eller at ringmærke fra morgenen af.
Dog kom vi op på 12 nymærkede fugle, 6 aflæsninger og der imellem var der 5 kærsangere og 2 Rødryggede tornskader som noget af det mest spændene.
Der udover blev der set en pirol der gik ned i fyrhaven og en trækkende Rovterne ude på odden.
Folk på stationen: Jens Friis Walsted. Rowan Wood, Marith Mol. Oliver Bøgh Jensen + Overshooter folk
Operation Overshooter godt i gang!
Ringmærkningen: Det blev til 13 ringmærkninger og 4 aflæsninger fordelt over 10 arter i haven i dag.
Der røg en Karmindompap (Carpodacus erythrinus) han i nettet i dag - det var en genfangst fra sidste år, dog var det ikke samme fugl som tidligere var blevet genfanget her for nogle dage siden - denne var en ny fugl. Foto: Oliver Bøgh Jensen
Dagsrapport
Operation Overshooter godt i gang!
Vild dag på Odden! I anledning af feltudvalgets arrangement ved Gedser Fuglestation som base, var der mange folk på stationen. Allerede fra start var vi mange mennesker på Odden og flere kom hen ad vejen, på et tidspunkt stod vi 15 mand derude og det gav også gevinst. Vinden var god og kom fra nordvest hvor den lå mellem 3-5 m/s og med temperaturer på 10-12 grader i standardtidens 5 timer. Nogen af os blev efterfølgende stående derude noget længere helt indtil kl. 15 cirka.
Her er en beretning fra dagens trækobs på Odden:
Vækkeuret ringede alt for tidligt - dog kunne vi se ud af vores respektive vinduer, at det var flot solskin i modsætning til de foregående dages regn og rusk.
De morgenfriske bestod primært af os fra fuglestationen og Benjamin og Morten Lisse, som fik en god start på dagen med en syngende Pirol inde over Birkemose. Så var dagen begyndt med manér. Som timerne rullede stødte den ene hårde fuglekigger efter den anden til morgenobsen hvilket var essentielt, da arterne i dag krævede rolige hænder, som kun en erfaren fuglekigger kan have på sådan en vanvittig dag som i dag. Klokken lidt over 0700 spotter Louis en kærhøg mellem fuglestationen og frisenfeldt. Vi bemærker med det samme at den er knap så stribet og har en spids hånd, hvilket gør det klart at vi ser på en flot hunfarvet Steppehøg. Med denne lækre rovfugl får os på obsen igen varmen på denne lettere kølige maj morgen, men temperaturen skal stige endnu mere! Ud af det blå får vi øje på en endnu en kærhøg, men i modsætning til den fantastiske steppehøg kigger vi nu på en slankvinget og lettere anorektisk brunlig kærhøg, der gør sagen klar for os alle, at vi nu har den fedeste kærhøg af dem alle, Hedehøgen! Vi er alle i en glædes rus, men vi skal ikke hjem, vi skal videre! Igen er der Benjamin der kommer med en monster melding, RØDHALSET GÅS!!! Vi ser den flyvende væk fra os, men hovedtegningerne kan dog anes da den flyver væk fra os i en lidt små skæv vinkel og vi kan se den fantastiske sorte ryg. Det sidste hit kommer kort tid inden nogle af os tog hjem, da vi ser dagens anden Pirol, denne fugl var dog markant anderledes end den første fugle som også gjorde trækforsøg, da denne var noget mere gul.
Udover disse bomber havde vi også 2 Lærkefalke, Rovterne og 2 Skestorke, som er et mega hårdt gedser hit.
Her billede af Hedehøg (Circus pygargus) 2K han som kom trækkende højt over Odden mod syd. Foto: Karen Koefoed
Folk på fuglestationen: Rowan Wood, Marith Mol, Oliver Bøgh Jensen, Ole Friis Larsen, Jens Walsted Christoffersen, Mads Elley, Tina Elley og felttræfdeltagere
'Amerikansk' svale på spidsen
Ringmærkningen: Efter nattens regnvejr kunne vi åbne godt halvdelen af nettene i stationshaven i ca. to en halv time, før vi måtte lukke totalt ned igen. Dermed ikke en standardiseret ringmærkningsdag i dag. En enkelt fugl, en munk/Blackcap fik ring på.
Det var Vagn Linds sidste dag på fuglestationen i denne omgang - tak for godt selskab fra os alle. Hans afløser bliver en anden veteran blandt de faste ringmærkere, nemlig Jens Friis-Walsted.
Trækket på Odden: En våd morgen for fuglestationens to træktællere, og det kastede ikke meget af sig med lige omkring 100 fugle på en af trækruterne, hvoraf 87 var Sortænder (Melanitta nigra) på såkaldt returtræk, altså væk fra ynglelokaliteterne. Det er yngre fugle, som ikke er ynglemodne endnu, og det kan være adulte/voksne fugle, for hvem det allerede er gået galt med yngleriet. Slutfasen af trækket er imidlertid også en tid, hvor alt kan ske med fugle, der er trukket for langt, i den forkerte retning, eller det er unge fugle, der lige netop strejfer om som frie fugle uden nogen yngleforpligtelser.
I de kommende dage er der således fuldt hus og ingen ledige senge tilbage på Gedser Fuglestation, mens feltornitologer deltager i Operation Overshooter i håb om at finde sjældne fugle i området. Vi har den seneste uge set flere Piroler (Oriolus oriolus) og Biædere (Merops apiaster). I haven har en Karmindompap (Carpodacus erythrinus) i flere dage været den mest syngende fugl; den er der mange, der gerne vil se, selv om den yngler fåtalligt i Danmark.
Denne onsdag kunne vi føje en Aftenfalk (Falco vespertinus) til listen. Den trak dog hurtigt ud mod syd i morgenens regn. Vi nåede at bestemme den på silhuetten, som hverken er tårnfalkeagtig eller typisk for en Lærkefalk (Falco subbuteo), men ligger et sted imellem. Desuden så vi en grålig og gråbrunlig overside med mørke tværbånd, så det var sandsynligvis en ung ’fri’ fugl fra sidste år, men det kunne vi ikke afgøre med sikkerhed.
Ind imellem bygerne var der lidt sol og blå himmel, så vi kiggede lidt på Landsvalerne (Hirundo rustica), som benyttede sig af vandpytterne til at samle mudder til deres redebyggerier og havde travlt med det. En af dem var en ’amerikaner’ med rødlig underside. Felthåndbøgerne på fuglestationen angiver, at Landsvaler kan være hvide eller beige på undersiden, men nævner ikke den røde variation. Oliver fandt den røde underside beskrevet som buff red (lys læderrød) og vist i The Birds of the Western Palearctic, Concise Edition, Volume 2 af D.W. Snow og C.M. Perrins, men her står, at det er adulte/voksne hanner i frisk efterårsdragt, der kan være rødlige på undersiden. Det er imidlertid almindeligt at se Landsvaler med rødlige undersider om foråret, mens farven forekommer at være fraværende på Landsvaler i efterårstrækket.
Den 'amerikanske' Landsvale på Gedser Odde har den rigtige rødlige farve på undersiden, men viser sig som en sand europæisk Landsvale med det mørke brystbånd, som er rødt på en ægte amerikaner. På billedet herunder ses den til sammenligning med den mest almindelige europæiske udgave, som Cornell-universitetet kalder for Hvidmavet Landsvale.
Cornell-universitetet er specialiseret i fugleforskning og har en hjemmeside om Landsvaler med en fin billedserie af alverdens varianter af Landsvaler, og vores ynglende svale ude ved den gamle marinestation ligner til forveksling den amerikanske version af Landsvalen, bortset fra at den amerikanske ikke har det mørke brystbånd, som europæiske Landsvaler har – så vores svale er ikke nogen sjælden amerikansk underart, men en helt almindelig europæisk svale i en variant, der bare ikke er beskrevet ret mange steder – og den er ikke nær så rød, som den underart, der er beskrevet for Mellemøsten og langt ind i Asien.
Nogle af Landsvalerne på Odden er fåreuldsfarvede på undersiden eller rettere beige i betydningen gulligt hvide. Fuglen på billedet venter på at komme ind på marinestationen med materialer til reden. Såvel By- som Landsvaler bygger rederne af strå og småpinde, som de dypper i mudder ved nærmeste vandpyt for at få det hele til at hænge sammen.
At hvidt ikke bare er hvidt, men har forskellige nuancer, når vi taler om Landsvalers undersider, ses på dette par, der skuttede sig tæt sammen i regnen, efter at de havde parret sig. Næste generation af Landsvaler er så småt på vej, selv om vejret har været efterårsagtigt i flere dage. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Blandt den lokale koloni af ynglefugle så vi i øvrigt også begge de variationer, der er beskrevet i felthåndbøgerne, nemlig nogle med rent hvid underside, og nogle med beige underside. Et tjek af farven beige på nettet afslørede, at farven oprindelig er det franske ord for lige præcis den farve, som uforarbejdet fåreuld har, men at farven efterhånden mere bliver fortolket som en meget lys gul eller brun farve. På Landsvalerne ser beige ud til at betyde hvid underside med en gullig tone.
Her er et link til Cornell-universitetets billedgalleri over alverdens Landsvaler.
Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Rowan Wood, Marith Mol, Oliver Bøgh Jensen, Vagn Lind, Hans Lind, Ole Friis Larsen.
Fotomodel i nettet
Ringmærkningen:
Dagens fugl:
Det blev endnu en dag med kun ganske få fugle, men uanset hvad, ligner dagene ikke helt hinanden hernede. På stationen fik vi desværre ikke set Biæderne, - men solen var ind imellem fremme og vi fik også tid til lidt havearbejde og datatjek m.m.
I morgen er det desværre min sidste morgen på stationen i denne omgang. Jeg dukker nu nok op på en lille tur til efteråret og glæder mig allerede til at møde dette dejlige sted igen.
Og så lige en kommentar til billedet ovenover:
Hvis der er nogen der synes: ”Den Karmindompap har vi da set før her på bloggen”, så er det da også ganske rigtigt.
Der skete nemlig det forunderlige, at vi i dag genfangede en Karmindompap, som blev mærket hernede 24. maj 2024 og vi syntes da også der var noget bekendt ved ringnummeret.
Og ja, - det viste sig at være samme fugl som Morten Scheller Jensen for 3 dage siden aflæste med sit kamera ved Gedesby strand.
Nu er der jo ganske vist kun 2,2 km i luftlinie til fuglestationen, men alligevel synes vi da, at det var en sjov oplevelse at få endnu en aflæsning af fuglen.
Der er i den sidste tid set flere Karmindompapper i området, både røde og brune og også både med og uden ring. Lige nu bliver de hørt flere steder hernede.
Dagens fangst:
Trækket på Odden: Overskyet vejr med smådryp og vind direkte fra syd satte en stopper for mandagens fine træk af Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla); der kom end ikke en enkelt forbi. Til gengæld var det fint med en udtrækkende Pirol (Oriolus oriolus). Den var kommet lidt for langt i sit træk og strøg direkte ud i modvinden mod syd, hvor det er en forholdsvis almindelig ynglefugl. Den udtrækkende ved Gedser Odde havde ikke den adulte/voksne hans citrongule farve, men en mere moderat gullig kulør, så det var nok enten en hun eller en ung han i sit andet kalenderår.
Senere opdagede Benjamin Lisse, en af de faste trækentusiaster på landets sydligste punkt, en flok Biædere (Merops apiaster) et stykke inde over land. Der var mindst 10. Biædere trækker i flokke, så det var antagelig en hel flok, der også var kommet for langt mod nord. Det sker, at Biædere yngler i Danmark, og sidste år var der observationer af Biædere ved Gedser langt ind i sommeren. De blev ikke noteret ved vores træktælling, fordi vi ikke så dem trække ind eller ud, og det er det, vi registrerer ud fra, men selvfølgelig var der alligevel tale om trækfugle sydfra.
Flere Rørhøge (Circus aeroginosus) viste sig i området. Fem i alt i løbet af morgenen. Mindst to af dem forsvandt med sikkerhed ud over havet mod syd. Alle fem var yngre ikke ynglende fugle. De to udtrækkende var to år gamle hanner i deres tredje kalenderår (3k), hvor de på mange måder ligner adulte/voksne hanner, men stadig også har træk af unge fugle.
To af dagens unger hanner af Rørhøge, som de ser næsten ens ud i deres tredje kalenderår. Nederst en ung hun i sit andet kalenderår. Selv om hunnen har skiftet nogle fjer, har hun stadig en brun hale uden grå han-fjer. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En tredje kunne vi bestemme til en 2k hun, så der var godt gang i ikke-ynglende Rørhøge, som følger med de adulte/voksne fugle i forårstrækket og derefter strejfer om hen over sommeren.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Rowan Wood, Marith Mol, Oliver Bøgh Jensen, Vagn Lind, Hans Lind, Ole Friis Larsen.
15 procent færre ringmærkninger end hidtil dårligste forår
Ringmærkningen: Endelig lidt solskin igen efter et par våde og vindfyldte dage. Desværre ændrede det ikke ret meget på antallet af fangster. Til eftermiddag fik vi endda lidt regn og torden igen.
Hele formiddagen blev vi ellers underholdt af sangen ”Pleased to meet you” af en flot rød Karmindompap, som desværre heller ikke gik i nettet.
Jeg har kigget på lidt statistik over hvor meget der er blevet mærket i Gedser i de 3 forårsmåneder fra 2015 til nu. Med kun 5 dage tilbage af maj ser det ud til, at vi vil få det ringeste antal ud af disse år. Faktisk 15 % mindre end det hidtil dårligste forår (2021) og hele 44 % færre end det bedste (2017).
Tallene er for de nævnte måneder og kun fra standardtiden (de 5 timer om morgenen). Hvorfor det ser så skidt ud netop i år er uvist, men hænger selvfølgelig sammen med, at 2024 havde en stor nedgang i antallet af fugle i efteråret. Disse manglende fugle er øjensynlig ikke bare trukket igennem uden at stoppe her, men ser ud til at være decideret ikke-eksisterende.
Dagens fugl:
Kærsanger
Dagens fangst:
Trækket på Odden: En tør og solrig dag i godt selskab med andre fuglefolk. Selv om vejret ikke er afgørende for glæden ved at se på trækfugle, er det næsten altid sjovere, når solen skinner, og luften er lun. Denne mandag var det specielt dejligt at opleve et fint træk af Mørkbugede Knortegæs (Branta bernicla bernicla). Mange af dem skød genvej ind over land og kom lige over hovederne på os. Om efteråret ser vi dem mest som sorte og hvide ’blegæs’ i modlys ude over havet. Denne forårsdag kom de i flot belysning fra solen i øst, og der var til at se alle de detaljer i fjerdragterne, som vi ellers ikke ser. Alene det var hele ulejligheden værd.
I dagens stærke solskin var det til at se, at de Mørkbugede Knortegæs har fine striber på flankerne, og at der er en skarp kontrast mellem mørk hals og lidt lysere bug - selv om det stadig er den mørkbugede underart, vi ser ved Gedser Odde på vej mod Sibirien. Den hvide streg på halsen viser, at det er adulte/voksne fugle. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Det samlede antal fugle nåede op over tusind i løbet af standardtiden med mere end 900 Mørkbugede Knortegæs som den absolut dominerende art. Over 20 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica) var også fine. De fleste fløj relativt tæt på land. Måske var det de samme fugle, der fløj flere gange frem og tilbage ved Odden, men vi så i hvert fald fem i en samlet gruppe. De yngler ikke i Danmark, men Sortstrubede Lommer er tre år om at blive ynglemodne, så det kan sagtens være unge omstrejfende fugle, vi ser nu.
På samme måde følger unge rovfugle med i trækket af voksne/adulte fugle mod yngleområderne, hvorefter de kan strejfe vidt omkring hen over sommeren. Mandag morgen så vi sådan en ung hun Rørhøg (Circus aeroginosus) trække ud mod syd. Senere så Benjamin og Morten Lisse tilsvarende en ung Hedehøg (Circus pygargus) forlade landet ud over havet. Begge var såkaldte 2k-fugle, altså et år gamle fugle i deres andet kalenderår og dermed fugle, der ikke har nået ynglealderen endnu.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Rowan Wood, Marith Mol, Ole Friis Larsen
Et lille studie i rødt
Ringmærkningen:
Det blev igen en dag, hvor vind og specielt regn satte en stopper for at have en standard-dag. Vi var nødt til at lave 2 nedlukninger af nettene pga byger. Meget få fugle i haven som det tydeligt ses af oversigten.
Vi vidste godt, at fangsten af småfugle i dag ville blive udfordret af vejret, hvor vi kun kunne have nettene åbne mellem de til tider kraftige byger, Der var ret mange svaler(Svallows) og mursejlere(Swifts) over os på flugt fra regnfronten, og havesanger (Garden Warbler) og karmindompap (Common Rosefinch) sang lystigt i stationshaven, så optimismen fejlede ikke noget: Som det gamle danske ordsprog siger: Hellere én fugl i hånden, end ti på taget! - og det var faktisk det, der skete, idet der kun blev mærket en enkelt fugl: Tornirisk(Linnet),se foto nedenfor:
En 2k han af Tornirisk (Linnet male), udklækket i 2024, i øvrigt et ret blegrødt eksemplar: Foto Hans Lind.
Ole ringede til os fra Odden, at fuglefotografen Morten Scheller J. i går 24. maj havde fotograferet en flot, rød han af Karmindompap(Common Rosefinch) ved Gedesby Strand få kilometer nord for Fuglestationen, og den bar en ring, hvor man kunne tyde indskriften. Morten ville meget gerne høre, om vi kunne hjælpe med at opklare, hvor fuglen var ringmærket, og det lykkedes efter noget detektivarbejde med at stykke hele ringnummeret sammen fra de mange billeder, som havde taget.
Ved hjælp af vores database og anvendt udelukkelsesprincip i forbindelse med et enkelt utydeligt ciffer lykkedes det til sidst at identificere fuglen som en fugl, som blev ringmærket på fuglestationen for nøjagtig ét år siden (24.maj 2024) med ukendt alder og køn (hunfarvet, dvs. uden rødlige fjer, men i den gråbrune dragt, som unge hanner og alle hunner af karmindompap har). Her er den i gang med at spise græsfrø. Foto: Morten Scheller Jensen
Dagens fangst:
Trækket på Odden: Søndag forekom at være en efterårsdag i maj, præget af regn og rusk. Der var dog flere gode fuglefolk, som dukkede op i det våde vejr og fik oplevet en sand flugt af Mursejlere (Apus apus) og svaler ud over havet, væk fra den seneste uges mærkelige forår. Hele dagen var der desuden våde og forkomne svaler i træer og buske omkring fuglestationen.
På havet var der lidt træk af Sortænder (Melanitta nigra) og Fløjsænder (Melanitta fusca) mod sydvest, så også det bidrog til fornemmelsen af en våd efterårsdag. Det er almindeligt, at der er ænder af de to arter, som oversomrer i danske farvande, og dagens træk kunne være fugle, der ikke har nået deres ynglealder endnu, men alligevel har været med i trækket mod ynglepladserne et stykke af vejen.
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Anne Marie Reith, Rowan Wood, Marith Mol, Ole Friis Larsen, Morten Scheller Jensen
Jubilæum på Odden
Ringmærkningen: Vi vågnede til regnvejr og en del blæst og efter lidt diskussion blev vi enige om, at gå i seng igen.
Kl. 7:15 var jeg så igen vågen og nu var vinden løjet af og der var solskin og endnu bedre: uden for vinduet kunne vi høre både Nattergal og Karmindompap. Så op med et decimeret antal net (vi var kun Rowan og jeg tilstede).
Desværre var de gode morgenfangst-timer ovre og dagen bragte kun enkelte nye fugle.
Lige efter lukketid fik vi uventet besøg af Niels Aagaard og ledsager og fik kaffe og en masse hyggesnak med en ”gammel” ringmærker.
Jubilæet, som overskriften hentyder til kunne have været en fødselsdag, en bryllupsdag eller lignende, - men nej, det er fra fuglenes verden, hvor en Jernspurv mærket af Henrik Jørgensen i 2021 i dag blev genfanget for 60. gang.
Vi siger TILLYKKE !!!
Dagens fangst:
Trækket på Odden: En meget våd lørdag morgen med hård vind op til 11-12 meter i sekundet; mens ringmærkerne blev inde, gik turen i en rustik haglbyge ud til den gamle marinestation med håb om ly og læ til at tælle noget træk. Radarbilledet hos DMI gav grund til optimisme om byger med tørvejr ind imellem, men det blev ved med at sile ned i skift mellem let regn og heftige byger med hagl. Selv svalerne blev inde under halvtaget, og der var ikke ret mange af dem. De fleste svaler forekom at være flygtet fra vejret; de kommer nok tilbage. Efter halvdelen af de fem standardtimer med kun en enkelt Mørkbuget Knortegås (Branta bernicla bernicla) på trækruten gav det ikke længere mening at blive på vagten og turen gik i regnen tilbage til tørt tøj og noget varmt at drikke på fuglestationen, hvor der klokken 7 stadig var meget stille.
Senere stoppede regnen, og det klarede op. Et par småflokke af knortegæs trak over fuglestationens have. Solen kom frem, og ringmærkerne besluttede at sætte nogle net op, men kort efter begyndte det at dryppe igen, og der var ikke rigtig nogen grund til at bevæge sig ud på Odden for at genoptage tælleriet. Heldigvis er der sådan en dag altid masser af andet fuglearbejde – også noget som kan foregå inde ved computeren.
Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Rowan Wood, Marith Mol, Ole Friis Larsen
Odder på Odden
Ringmærkningen:
Efter de sidste dages blæsevejr var det dejligt at vågne til magsvejr i dag. Vi kunne igen sætte alle sejl til. Dog blev vinden desværre kraftigere hen over dagen.
Det var ikke mange fugle der var kommet til i haven i nattens løb, men der var i alt fald 2 Karmindompapper konstaterede vi: én i hånden mens en anden sang ”Pleased to meet you” i haven lige ved siden af. Dem har vi gået og håbet på i de seneste dage.
Efter standardtiden gik Hans og jeg i gang med lidt topkapning af træer i nordenden af haven. Udelukkende med håndkraft nåede vi dog ikke så meget, men lidt hjælper jo også. Vi er nemlig plaget af blade i nettene i blæsevejr netop der.
Karmindompap i den brune variation, hvor unge (2K) hanner ligner hunnerne til forveksling
Dagens fangst:
Trækket på Odden: Det var et pattedyr på træk, der var fredagens mest interessante oplevelse på landets sydspids. Efter et par dage med kulde og hård vind fra sydvestlige retninger, havde meteorologerne aflyst et regnvejr og stillet en morgen med masser af sol og almindelig dansk vind i udsigt. Helt sådan blev det ikke. Der var flere skyer, end der var blå himmel, og vinden overskred hurtigt den lovede grænse på fem meter i sekundet og løb op i 8,7. Det gav ikke meget træk blandt fuglene, men inde på fuglestationen kom der melding om fangst af en Karmindompap (Carpodacus erythrinus), mens yderligere en repræsentant for arten sang i nærheden. Lidt senere sad der også en i toppen af en busk ude på Odden og sang. Den sang ikke helt igennem og var ikke rød, som en adult/voksen han burde være, så det var nok en ung han fra sidste år.
Der var ikke meget rødt på Karmindompappen ude på Odden, og den sang heller ikke rent igennem, så det var antagelig en ung han fra sidste år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Til gengæld for det manglende træk var der tre arter af terner, som ledte efter mad over revet ud for Odden. En af dem var den elegante lille Dværgterne (Sternula albifrons). To i sommerdragt fløj tæt langs kysten. Det var under et forsøg på at fotografere dem til dagbogen/bloggen, at et dyr i vandet tiltrak sig opmærksomhed. Dyret opførte sig som en af de sæler, vi er vant til at se dagligt, med livlige dyk, svømning over og under vandet. Det forekom at være en meget lille sæl, indtil første foto afslørede en Odder (Lutra lutra). Sådan en har vi vist aldrig før set ved Gedser Odde.
Odderen på havet ved Gedser Odde forekom sund og rask. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Odderen boltrede sig i vandet og forsvandt langsomt langs kysten mod nord uden at gå i land, så det er ikke til at vide, hvad der er blevet af den, men mon ikke, den er et sted på Falster? For os var det nærliggende at tænke på en indvandrer fra Tyskland eller måske Polen efter de seneste dages hårde vind fra sydvest. Den kan sagtens være kommet sydfra ned strømmen, men på Facebook var der også forslag om Øresund eller Lolland, og det kan selvfølgelig ligeså godt være. Det kan vi ikke vide. Det sikre er, at Odderen har vist, at Oddere selv er i stand til at sprede sig over hav fra det ene sted til det andet.
... og så lige årsagen til, at Odderen overhovedet blev opdaget, nemlig en af de to elegante Dværgterner, som med deres gule og sorte næb tiltrak sig opmærksomhed. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Rowan Wood, Marith Mol, Ole Friis Larsen.
Kuling, en blomst og et øre
Ringmærkningen: Vi startede op til sædvanlig tid med meget begrænsede netmeter, men da vinden efter et par timer drejede fra V til SV og blev væsentligt kraftigere, lukkede vi ned før standardtiden var nået. Det var simpelthen ikke forsvarligt at fortsætte.
En enkelt genfangst blev det til, men ingen nye fugle at mærke.Fuglebilleder må vente til en anden gang, men denne Echinopsis, som står i dagligstuen på stationen har i nat bedåret os med sin duft og smukke udseende. I morgen er den helt faldet sammen, så den skal nydes mens den er der
Dagens fangst:
Trækket på Odden: Der var lidt mere blåt mellem skyerne torsdag morgen, men vinden var taget til og blæste med op til 17 meter i sekundet fra sydvest. Desuden kom der nogle heftige regnbyger, og trækket nåede ikke over 100 fugle. Halvdelen af dagens træk var Mursejlere (Apus apus) på flugt fra vejret. Det er almindelig kendt, at Mursejlere kan foretage kuldetræk, og de vender tilbage nogle få dage senere. Der var også Landsvaler (Hirundo rustica) på kuldeflugt.
Desuden trak to Tårnfalke (Falco tinnunculus) og en Lærkefalk (Falco subbuteo). Lyset var ikke godt, så det var ikke til at se detaljer på fuglene og bestemme deres alder eller køn, men det kunne meget vel være et år gamle fugle, som ikke yngler endnu, men strejfer om og kan komme langt væk fra deres egentlige udbredelsesområder.
Nyt fra fuglestationen: Fuglestationen har nu fået sit eget øre til at lytte efter fugle døgnet rundt. Det er et apparat som automatisk registrerer lyde fra alle de fugle, der kommer i nærheden af det, hvorefter stemmerne bliver identificeret af en kunstig intelligens. Nogle kender formentlig til et tilsvarende system fra appen Merlin på mobiltelefonen. Alle og enhver kan altså nu følge direkte med i noget af fuglelivet ved fuglestationen ved at finde vores såkaldte PUC på kortet på hjemmesiden Birdweather og der klikke på symbolet for fuglestationens PUC for at se en liste over aktuelle forekomster i området.
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen og tjek vores optagelser af fuglestemmer online på Birdweather
Folk på stationen: Vagn Lind, Hans Lind, Rowan Wood, Marith Mol, Ole Friis Larsen