Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (84)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Blå kærhøg ringmærket for første gang

tirsdag 5. december 2023
af Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Før nettene skulle sættes op jokede vi lidt med at nu kom den blå kærhøg i nettet (pga en fløj igennem haven for få dage siden).

Der var igen i dag en del solsorte i haven og en del blev også fanget. Ud over det var der 2 andre drosselarter i nettet.

Lyd som var sat ud gav kun 2 fugle i dag, men vinden har nok gjort at mange småfugle ikke kom ud på odden.

Under runderne blev en del net taget ned for i år, flere var der dog stadig is i så de kunne ikke tages ned endnu.

På vej ud fra huset da jeg skal på runde kommer en blå kærhøg han flyvende så jeg kalder hurtigt Ole på walkien så den kunne komme med for dagen. Kort efter ser jeg den så hænge i det første høgenet så jeg får hurtigt løbet hen til den og pillet den ud og kalder igen ud til Ole at jeg havde fanget den.

Et kig på databasen viser at det er den første som er ringmærket på fuglestationen(og det er selvfølgelig også en ny ringmærkningsart).

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Blå kærhøg/Hen harrier 1

Solsort/Blackbird 6

Sjagger/Fieldfare 1

Vindrossel/Redwing 1

Grønsisken/Siskin 1

Nordlig gråsisken/Redpoll 1

Total 11

Trækket ved Odden: Det blev kun til en times tid med træktælling, før Henrik slog alarm fra fuglestationen om en Blå Kærhøg (Circus cyaneus) i et af nettene. Efter arbejdet med kærhøgen kom der et møde med en skovfoged om vores sø på engen, som skal renses op. Det var mest et møde om det praktiske arbejde, som begynder onsdag morgen klokken 8. Derefter gav det ingen mening at fortsætte en tælling efter vores regler om standarden.

GFU so 1264Søen ved fuglestationen tirsdag eftermiddag. Vi har været lidt ængstelige for, at den var ved at gro til, men onsdag morgen begynder arbejdet med at rense den op. Det skal ske om vinteren, når der ikke er frøer eller tudser i vandhullet.

I stedet gik dagen med andet arbejde og aldersbestemmelse af den Blå Kærhøg.

Vi mente umiddelbart, at det måtte være en et år gammel han i sit andet kalenderår (2k) på grund af en meget bruntonet overside, men rovfugleeksperten Klaus Malling Olsen har før hjulpet os med, at hanner af Blå Kærhøge, som vi har set på træk ved Odden, kan have et brunligt skær på oversiden, uden at det betyder, at det er en yngre han, så vi spurgte ham igen. Ud fra billederne i lille format på en mobiltelefon pegede han på, at dagens Blå Kærhøg godt kunne være ældre end 2k, blandt andet på grund af slitage på de sorte håndsvingfjer, som fuglen først har fået i år. Vi aftalte også at lægge billeder på Facebookgruppen Rovfugle i Felten.

Derefter gik en anden specialist i rovfugle, norske Andreas Gullberg, i gang med at nærstudere vores billeder og fandt to brunlige juvenile dækfjer, som ikke var skiftet endnu på den ene vinge. Han var i øvrigt enig med Klaus Malling Olsen om, at den brunlige overside på vores Blå Kærhøg ikke kunne bruges til nogen aldersbestemmelse, fordi der er stor individuel forskel hos hanner i adulte/voksne fjerdragter.

407746068 10160986936733468 6776770970488101895 nBemærk Andreas Gullbergs røde ring om de to juvenile dækfjer. Sådan noget kan man kun klare ved nærstudier af gode billeder - eller hvis man har fuglen i hånden - og da var vi på stationen mere fokuserede på den bruntonede overside - som altså ikke kan bruges til aldersbestemmelse af Blå Kærhøge-hanner i voksne/adulte dragter. I felten ville denne fugl altså kun kunne bestemmes til en adult han. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Det var lærerigt at få kommentarer af de to specialister i rovfugle, og forhåbentlig har mange andre på samme måde haft glæde af vores opslag på Rovfugle i Felten.

GFU cicy 1256På dette foto af den Blå Kærhøg under ringmærkningen indendørs i fuglestationens laboratorium er bruntoningen af fjerdragten særlig tydelig. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi skrev på Facebook, at den Blå Kærhøg forekom ’lidt afmagret’, fordi vi kunne mærke brystbenet på den, men det nok ikke været, for den vejede 373 gram og var dermed godt i stand i forhold til, at sunde hanner af Blå Kærhøge kan veje mellem 290 og 400 gram.

Alt i alt en sund og rask yngre han Blå Kærhøg.

GFU cicy 1260Noget af det, der fascinerede os på fuglestationen mest ved at have den Blå Kærhøg i hånden, var de fine grå 'pile'på den hvide underside af fuglen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Småfugle i nettene igen

mandag 4. december 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Endelig kunne nogle net komme op efter flere dage med frost i nettene(kun 3 er isfrie og kan bruges, men resten tages ned så snart de er tøet op for i år).

Der fløj ikke mange småfugle over i dag, men det var nok pga den kolde syd-østvind, men en del solsorte rastede i haven og kun en af dem havde ring på i forvejen så der er kommet nye til de sidste dage.

En solsorts vægt ligger normalt omkring eller lige over de 100 gram, men en gammel solsort i dag vejede hele 127 gram hvilket er langt over normalen. Allerede i hånden virkede den tung og da jeg tjekkede dens vægt måtte jeg lige kigge om jeg nu havde husket at nulstille vægten, men den var god nok.

En lille time efter nettene var lukket røg gik en sølvmåge mere i fælden. Denne gang også en 1k. Denne var dog betydeligt mindre end den vi fangede forleden.

Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:

Sølvmåge/Herring gull 1/0

Solsort/Blackbird 4/1

Sjagger/Fieldfare 1/0

Grønsisken/Siskin 2/0

Gråsisken 2/0

Nordlig gråsisken/Redpoll 2/0

Total 12/1

 Trækket ved Odden: En iskold morgen og formiddag på Odden. Temperaturen var ganske vist oppe omkring 0 grader, men vinden tog til og kom fra sydøst, som næsten ikke giver læ noget sted på lokaliteten. Til gengæld var trækket sjovt, og der var bogstaveligt talt nogle brillante øjeblikke med sol mellem skyerne og samtidig nogle fugle tæt på, så det var i sandhed en kold fornøjelse.

Vigtigst for indsatsen med at registrere trækfugle på landets sydspids i december var et pænt morgentræk af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata). Der kom et par hundrede i løbet af de første to timer, hvorefter det træk – som sædvanlig – stilnede af til næsten ingenting, før det kom i gang igen i den sidste time, og det samlede resultat blev over 300. Ellers var der ingen bemærkelsesværdige tal eller arter.

GFU soen 1244Bestemmelsen af lommerne ved Odden giver ofte diskussioner på grund af stor afstand og drilske lysforhold. Når de kommer tæt nok på, som denne Rødstrubede Lom, er det til at se det opadbøjede næb og i vinterdragten, at øjet er fri af den mørke overside. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Dagens rovfugletræk bestod af to Røde Glenter (Milvus milvus), som kom ganske lavt over marken og passerede meget tæt forbi observationsposten, da de fulgte hækken ud mod spidsen på deres vej videre mod syd. Det kolde vejr gav meget klar luft uden varmeflimmer, og sneen lyste undersiderne op. Mange fugle ser i disse dage med sne overraskende anderledes ud, fordi belysningen af undersiderne afslører detaljer, som vi ellers ikke ville se. Den ene af de to glenter så temmelig slidt ud i fjerdragten, den anden ikke, men fælles for dem var, at det så ud til at dreje sig om et år gamle fugle (2k, andet kalenderår) næsten i voksendragt, men stadig med præg af ungfugle, blandt andet sort næb – som hos voksne/adulte er gulligt – og lyse spidser på endnu ikke skiftede lange dækfjer på undersiden af vingernes arme (cirka midt gennem den inderste del af vingerne).

GFU soen 1241Den ene af dagens to Røde Glenter. Det mørke næb tyder på en yngre fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Flot var det også med et par grupper af henholdsvis Toppet Skallesluger (Mergus serrator) og Stor Skallesluger (Mergus merganser), som også begge kom lige over posten i et af de få øjeblikke med solskin. De Rødstrubede Lommer fløj flest enten på stor afstand eller meget højt ind over Odden, men en enkelt gruppe passerede fornøjeligt lavt, dog ikke i solskin.

GFU soen 1245Toppede Skalleslugere (øverst) til sammenligning med Store Skalleslugere (nederst). Begge arter kan have hvide, gullige eller laksefarvede undersider. Det menes at have noget med deres føde at gøre. Bemærk det mørke bryst hos de Toppede Skalleslugere til forskel fra de Store Skalleslugere. På øverste foto ses to hanner med en hun imellem. På nederste foto ses en han til venstre med to hunner. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU soen 1246

Vores optagelser af fuglestemmer om natten afslører, at Natuglerne (Strix oluco) forekommer særdeles aktive nu med mange forskellige kald natten igennem. Der er mindst to af dem i fuglestationens have.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Tre net tøet op og klar til fangst

søndag 3. december 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Tøvejr – ikke meget over nulpunktet, men nok til at Henrik fik tre net i fuglestationens have tøet op og gjort klar til fangst mandag morgen, og på Odden føltes søndag morgen ikke helt så kold, når solen var fremme, og isen på kanten af marinestationens tag blev til vanddråber.

Trækket startede egentlig fint med flere småflokke af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) allerede før solopgang, men det ebbede hurtigt ud, og de fem timer endte med 551 fugle fordelt på 25 arter. Det var dog fint, at de rødstrubede nåede op på 117 i den rigtige retning. Den bedste fugl på Odden var nok en ung Vandrefalk (Falco peregrinus), som jagtede langs stranden lige imod os. Den var stor, så det var ganske givet en hun – og måske samme fugl, som vi også havde nærkontakt med forleden.

GFU soen 1239Den unge Vandrefalk, som måske har været nogle dage ved Odden. Bemærk den længdestribede underside, som viser, at det er en ung fugl fra i år. Ældre Vandrefalke har striber på tværs af undersiden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi var tre om den oplevelse, idet Gert Juul Jeppesen fra fuglestationens gruppe af frivillige tog turen fra p-pladsen ud til Odden til fods, fordi han ikke kunne køre på sit løbehjul i sneen, der er god for vores motion. Det er heller ikke muligt at cykle med anhængeren i det føre, og den er tung at trække gennem sneen med alt vores udstyr til observationerne på Odden. Hurra for det besvær, når bare det ikke varer alt for længe.

 GFU soen 1237To Fiskehejrer bytter plads i deres lille flok på vej ud over havet. Især de mørke hætter, men også andre detaljer viser, at det er to unge fugle fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Ingen måger gik i fælden på engen i løbet af søndagen; de nøjedes åbenbart fint med det brød, der skulle lokke dem hen til fælden.

Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Sund Sølvmåge i fælden og håndfanget Engpiber

lørdag 2. december 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Endelig lykkedes det lørdag eftermiddag at få en måge til at hoppe ned i fælden med flere typer lokkemad. Det var en ung Sølvmåge (Larus argentatus) fra i år (1k, første kalenderår), som ikke kunne dy sig, selv om den efter fangsten viste sig at være i rigtig god foderstand. Vi holdt øje med fælden på engen og de måger og krager, der listede sig rundt omkring den fra køkkenvinduet, og da Sølvmågen hoppede ned i buret, spænede Henrik af sted og nåede at få fat i den, før den kunne slippe væk. Mågen fik en vante at bide i og forholdt sig ellers roligt under ringmærkningen.

GFU loer 1233 Den unge Sølvmåge fandt sig næsten roligt i prisen for et stykke brød, mens den blev ringmærket. Farven på øjets iris og næbbet indgår i bestemmelsen af en ung fugl fra i år. Senere bliver både iris og næb blegere og ender med at være gule.

GFU loer 1232Det lyse 'vindue' med en mørk bagkant på de lange indre primærer/håndsvingfjer er sammen med de tværbåndede dækfjer karakteristiske for unge Sølvmåger. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Sølvmågerne har i flere år været i frit fald, efter at lossepladser og minkfarme i vores del af verden er blevet lukket, og der heller ikke er noget fiskeri med let adgang til mad. Derfor var det ekstra godt, at undersøgelsen af den unge Sølvmåge viste, at den var sund og rask.

En anden fin lille fugl til ringmærkning var vi fælles om. En ung Engpiber (Anthus pratensis) havde forvildet sig ind i vindfanget på marinestationen og var lige til at tage hånd om i et af vinduerne. Henrik, som var på vej ud for at være med til træktælleriet, fik den i hånden med hjem til laboratoriet, hvor den blev bestemt til en ung fugl fra i år, fik ring på og blev sluppet løs. Vi har i de seneste dage haft nogle få Engpibere på ind- og udtræk ved Odden. Ved marinestationen leder de efter mad langs husmurene, hvor sneen er tøet, og de kan komme til at lede efter insekter direkte i græs og urter. Det er sjældent, at de ellers almindelige Engpibere bliver ringmærket på fuglestationen, fordi de ikke kommer ind i haven, hvor nettene er, men bliver ude i områdets åbne landskab.

GFU loer 1228Engpiberen, som for vild i vindfanget. Det er sjældent, at vi ser dem så detaljeret og tæt på - og i det hele taget fanger fugle af den art. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Om lørdagens træk er der ikke meget at sige. Det blev endnu en dag med små tal, men dog med et bemærkelsesværdigt træk af rovfugle. Bare 20 minutter efter den ikke synlige solopgang bag skydækket, dukkede en flok på 24 Røde Glenter (Milvus milvus) op og trak direkte ud over havet mod syd. Det var nok en flok, som havde overnattet sammen i nærheden. Senere kom der fem mere. Fint var det også med hele fire Blå Kærhøge (Circus cyaneus), hvoraf en var en adult/voksen han, mens vi måtte nøjes med etiketten ’hun-farvet’ til de tre andre. Den første trak ud 20 minutter før solopgang; det er typisk for kærhøgene at være tidligt på færde. Den sidste opgav at trække ud og forsvandt mod nord.

På havet var det interessant at se forskellige arters reaktion på to Gråsæler (Halichoerus grypus). Ederfugle, Sortænder og andre havorienterede arter er vant til at omgås Danmarks største rovdyr. De holder passende afstand ved at svømme væk, mens en flok Gråænder (Anas platyrhynchos) lettede i panik og fløj flere hundrede meter væk, længe før Gråsælerne var i nærheden af dem. En yngre Havørn (Haliaeetus albicilla) forsøgte sig med et testangreb mod Ederfuglene på vandet, men blev jaget væk af Sølvmåger (Larus argentatus), før den nåede at skræmme ænderne.

I fuglestationens have havde vi midt på dagen fornøjelse af omkring 60 Silkehaler (Bombycilla garrulus), som åd masser af røde tjørnebær uden at lade sig forstyrre nævneværdigt, og de var meget smukke i det stærke sollys, som vi havde på det tidspunkt. 

GFU loer 1229En af Silkehalerne i haven snuppede en klump is imellem bærrene. Måske var den tørstig. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens 42 observationer af 32 arter – en mindre end fredag - på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Ørne i slagsmål og ung Ederfugl i nettet

fredag 1. december 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Mens Henrik forgæves forsøgte at lokke måger i en fælde for at ringmærke dem, blev det også til en pauver tælling på Odden , men solen skinnede det meste af tiden, og selv om temperaturerne var i dyb minus, føltes det ikke særlig koldt. Der var dog noget træk af Bramgæs (Branta leucopsis) og Grågæs (Anser anser), som måske var flugt fra kulden. Også trækket af Gråænder (Anas platyrhynchos) prægede morgenen og formiddagen, fordi der også var en del aktivitet af rastende Gråænder på vandet langs stranden.

Fugle fra land var der ikke mange af, men det var interessant med to adulte/voksne Havørne (Haliaeetus albicilla), der kom flyvende sammen ind over land fra sydøst – det kunne være fra nationalparken Vorpommersche Boddenlandschaft, hvor der er en del Havørne lige vest for Rügen. Lidt senere fløj to Havørne ud over havet mod sydøst, og det viste sig at være den ene af de to adulte, som jog en subadult/næsten voksen Havørn væk. Den havde været i området hele morgenen. De to ørne kæmpede med næb og klør ude over vandet, hvorefter den adulte vendte om og kom tilbage ind over Odden, mens den lidt yngre forsvandt mod sydøst.

GFU fre 1218Den ikke helt voksne Havørn - stadig med mørke øjne, mørkt hoved og hals samt lidt sort på spidserne af halefjerene - ledte efter mad på Gedser Odde, men endte med at blive jaget væk af et par adulte/voksne Havørne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Fredag aften gik Henrik igen en tur i mørket for at finde fugle at ringmærke på stranden. Det blev til en ung han Ederfugl (Somateria mollissima), som var helt inde på stranden i det område ved Odden, hvor der normalt holder en del Ederfugle til ude på vandet. Den var lidt mager, men forekom ellers sund og rask, da den blev ringmærket på fuglestationens laboratorium og lidt senere løsladt igen nede på stranden.

GFU fre 1220Sikker placering med udsigt. Den unge Ederfugl forsvarede sig med lidt napperi, men tog ellers det hele forholdsvis roligt.

GFU fre 1221... så er der ring på.

GFU fre 1222Ederfugle gennemgår otte fældninger og dermed forandringer i fjerdragten fra ung til voksen/adult, og der er desuden variation i dragterne for de unge hanner, så de fleste ved Gedser Odde ser forskellige ud. Den mørke vinge med de bruntonede dækfjer viser, at det er en han i den unge ende af skalaen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Ederfuglen er fuglestationens logo-fugl, så det var et fint (ufrivilligt) besøg, og det var samtidig kun den fjerde Ederfugl, der er ringmærket på Gedser Fuglestation gennem årene.

Se alle dagens 42 observationer af 33 arter på Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Fjerdeseneste Mosehornugle på indtræk

torsdag 30. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Endnu en dag uden ringmærkning på grund af frosne net. Henrik startede dagen med at gøre rent og talte derefter træk af rovfugle ved indkørslen til fuglestationen, før han senere sluttede sig til Ole ude på Odden. Der var snefnug i luften og lavt sigte over havet i de første par timer af standardtiden. Derefter klarede det noget op.

Mængden af fugle i torsdagens træk blev lavt med under 250, men der var god variation med 27 arter og flere fine oplevelser.

En Mosehornugle (Asio flammeus) kom trækkende ind fra havet lidt efter klokken 10 som dagens største overraskelse, og vi så den fint, da den i nogle minutter rastede i noget krat på kanten af kystskrænten. Senere så vi den igen i noget krat, da vi gik hjem til fuglestationen omkring klokken 12.45.

GFU tor 1216Torsdagens Mosehornugle opdagede vi på den flagrende flugt over havet, men de gule øjne med mørke rande i et stort lyst X er også gode kendetegn. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Et opslag i DOFbasen viser, at det er den fjerdeseneste observation af Mosehornugle ved Gedser Odde siden 1990, idet det har været tre observationer i december, nemlig 17.12.2011, 07.12.2020 og 19.12.2021. Akkurat som observationen denne torsdag var de tre observationer i december ugler, som enten blev set indtrækkende mod nord, eller de blev set flyve mod nord i området.

En anden fin oplevelse var en stor ung Vandrefalk (Falco peregrinus), som pludselig dukkede op over kystskrænten kun nogle få meter fra Henrik, der var gået hen mod kanten for at kigge efter vadefugle på stranden. Falken slog en kolbøtte i luften, og den fugl, som den jagtede, undslap med nød og næppe. Det var måske en af de Sandløbere (Calidris alba), som Henrik ville gå en tur i aftenmørket for at fange til ringmærkning.

GFU tor 1217De sorte 'armhuler' er karakteristiske for Strandhjejler og kan ofte afsløre arten på stor afstand. Denne fugl ledte roligt efter mad på stranden torsdag formiddag, men røg af sted, da en Vandrefalk dukkede på. Først 20 minutter senere så vi den og andre vadefugle komme tilbage ude fra havet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Endelig var det pudsigt at se en Stær (Sturnus vulgaris) komme ind over land fra havet. Det er et stykke tid siden, vi sidst har set en Stær, og så trak den endda den ’forkerte’ vej.

Vi mangler også at fortælle om musen ’Topo’, at vi nu har fået den artsbestemt til Husmus (Mus musculus) og registreret i DOFbasen under pattedyr. På den måde kommer den underholdende oplevelse til at bidrage til vores viden om artens udbredelse.

GFU ons 1214Musen 'Topo' kigger ud fra sit stålarmerede bo på Gedser Odde. Nu er den bestemt til at være en Husmus på grund af sin gråtonede pels, som også har en diffus overgang mellem den mørkere overside og den lyse underside. Vi var usikre på arten og spurgte i en Facebookgruppe om pattedyr; det beskrivende svar fik vi fra biolog Knud Flensted, som er ansat i DOF/BirdLife Danmark. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Efter standardtiden hjalp vi hinanden med at bære en mågefælde ud på engen, hvor vi har forsøgt at lokke måger til en foderplads i nogle dage. Håbet er at ringmærke nogle måger. Der kom dog ikke nogen i fælden torsdag eftermiddag.

Torsdag aften gik Henrik ud i mørket for at kigge efter vadefugle langs stranden med håb om at fange nogen til ringmærkning. På Odden så vi om formiddagen en ung Strandskade (Haematopus ostralegus), fem Sandløbere, en Strandhjejle (Pluvialis squatarola) og en Sortgrå Ryle (Calidris maritima) lede efter mad på stranden. Det er de fugle, der sandsynligvis også overnatter i området.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Få fugle og en masse sne

onsdag 29. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Snevejr betød gennem hele onsdagens tælling, at det kun var muligt at se de fugle, der fløj tæt forbi Odden, og det var ikke mange. I haven var nettene dækket af sne, og der var næsten ingen fugle, så Henrik opgav hurtigt og kom ud på Odden for at hjælpe med at tælle trækket. Om ikke andet var det godt selskab, og vi fik lavet Danmarks, ja hele Nordens sydligste snemand.

GFU ons 1213Nordens sydligste snemand. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi fik også set musen ’Topo’, som vi mener at kunne genkende på en mørk plet i venstre øre.

I snedisen over havet blev det mest bemærkelsesværdigt til et halvt hundrede Gråænder (Anas platyrhynchos), et tilsvarende antal Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) og Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) samt 19 Fløjlsænder (Melanitta fusca) – mest fordi der ikke kom nogen af dem i tirsdagens træk, og det var godt at se småflokke af arten igen.

Fra land kom der kun en flok på syv Røde Glenter (Milvus milvus), som lidt overraskende dukkede op sidst på formiddagen og hastigt forsvandt ud over havet i det efterhånden ganske tætte snefald. Lidt uventet var det også med en rastende Hvid Vipstjert (Motacilla alba). Det var en ung fugl, som vi opdagede, da en afsøgte den indre går på marinestationen, men den forsvandt op på taget, da der kom flere mennesker, og siden så vi den ikke igen. Den er næppe trukket, så vi ser den måske igen en af de næste dage.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Gavtyv belønnet for indbrud i cykelanhænger

tirsdag 28. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Det havde sneet lidt i nat og temperaturen lå på en grads frost og jeg kunne se sne på nettet ved huset så vidste at nettene ret sikkert var frosset fast. Og ganske rigtigt var de frosset fast så der blev ingen ringmærkning i dag.

Jeg fik så ordnet alt datatjek, og kort efter kom Hans forbi og så fik vi sammen sat mærkater på alle net så de kan tages ned. Dog forbliver 2 net og de 2 høgenet oppe indtil jeg tager hjem, men resten tages ned så snart de er fri for is.

Efter det tog jeg ud og hjalp med trækket ude på Odden og holdt Ole med selskab(musen var desværre væk da jeg kom).

I nat og i morgen lover de sne og kulde så jeg regner ikke med noget kan sættes op med mindre det er tøet en smule sidst i eftermidags, ellers må jeg se om jeg kan tø de 2 net op med hænderne så nettene kan bruges.

Trækket på Odden: En kold og trækmæssigt meget stille tirsdag på Odden. Temperaturen faldt stødt fra minus 1,2 til minus 3,1 grad hen over standardtidens fem timer, og samtidig blæste det op til 9,8 meter i sekundet fra en nordøstlig retning, som gav vanskelige læforhold ved marinestationen. Derfor var dagens bedste oplevelse at få besøg af musen ’Topo’, som ved egen hjælp var klatret op i fuglestationens cykelanhænger og sprang ned til posen med fuglenødder i bunden af vognen. Nødderne kommer netop med hver dag med henblik på de mus, som af og til kommer tæt på os for at stjæle lidt frugt eller andet godt til at stille sulten.

Sidste år havde vi glæde af en – eller flere – Brandmus (Apodemus agrarius), som vi lokkede op af en af stedets skraldeposer med en småkage og derefter fodrede med nødder i nogle dage. Sådan en var gavtyven ’Topo’ ikke. Vi er lidt usikre på arten, men hældte ud fra billederne til enten Husmus (Mus musculus) ud fra en forholdsvis lang hale, en gråbrun pels, store ører og øjne med ung Halsbåndsmus (Apodemus flavicollis) som et muligt alternativ. Vi kan også bare kalde den en Oddemus.

GFU tir 1212'Topo' i gang med at æde sig mæt i bunden af cykelanhængeren. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Sulten var den under alle omstændigheder, for den tøvede ikke et øjeblik med at kaste sig over de nødder, der blev hældt ud til den i bunden af anhængerne, men spiste næsten af hånden. Efter adskillige nødder, rullede den sig sammen og sov på en vante en times tid, før den vågnede, åd et par nødder mere og så forsøgte at komme ud af vognen, sikkert mæt og glad. Den kunne ikke selv komme op af plasticbaljen, men fik en hjælpende hånd, og så var den smuttet. En halv time senere kom den forbi igen, åd en nød på jorden, og så var den ellers væk. Der er efterladt en lille håndfuld nødder, hvor den forsvandt. Måske ses vi i morgen.

Sådan noget er måske ikke det store, men det er med til at gøre fem timer i minusgrader og isnende blæst til en fornøjelse.

Fra trækket er der næsten ikke noget bemærkelsesværdigt, andet end at tallene var meget små efter en mandag med godt træk af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata), Sortænder (Melanitta nigra) og Fløjlsænder (Melanitta fusca). Bemærk dog, at vi havde et helt fint træk af Gråænder (Anas platyrhynchos) med over 100, og at der kom 26 Røde Glenter (Milvus milvus), som i flere smågrupper trak hastigt og direkte ud over havet mod syd.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Haleløs Rødhals nu med ring

mandag 27. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Da der ikke var frost i nettene kom lidt ekstra op i dag så ialt 104 meter net var oppe.

Som de andre valgte jeg at sætte dem op så de var klar 7.15 da der så var mulighed for en enkelt ugle eller lidt drosler. Det viste sig at være en god ide da der allerede var siskner på første runde(mest pga at der var sat lyd ud).

Egenligt havde jeg regnet med flere gråsiskner nu hvor det er blevet lidt koldt, men dem var der kun 10 af i dag, men til gengæld var der så kommet fart på grønsisknerne.

Der var en del solsorte i haven, men det viste sig hurtigt at det var fugle fra i går og få dage siden, men en enkelt ny blev det da til.

Der er stadig meldt om pæne antal gråsiskner omkring Stockholm, så de må komme i større antal om få dage.

Den rødhals som har fløjet rundt i ca 3 uger uden hale og uden ring røg endelig i nettet i dag, så nu kan jeg sidde på labbet og se at der er ryddet op i dem uden ringe.

Dagens antal var dog ganske pænt!

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Rødhals/Robin 1/0

Solsort/Blackbird 1/3

Musvit/Great tit 0/1

Stillits/Goldfinch 2/0

Grønsisken/Siskin 62/0

Gråsisken 2/0

Nordlig gråsisken/Redpoll 6/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 3/0

Stor dompap/Bullfinch 1/0

Total 78/4

 

Trækket på Odden: Det forekommer måske lidt trist at skrive, at der ikke skete noget særligt på Odden denne mandag, men sådan skal det på ingen måde forstås. Det er noget særligt at følge et fugletræk, som næsten ingen andre ved Østersøen følger på samme systematiske måde, og det er især en daglig fornøjelse at møde andre fuglefolk med samme interesse. Mandag var, nå ja en kold morgen, men fingrene blev hurtigt til at mærke igen, da solen brød frem, og dagens kollega, Orla Jacobsen, foreslog, at vi skulle flytte fra skygge i læ af de levende hegn til solskin ved marinestationens vestmur, hvor udsynet ganske vist var en smule ringere.

Dagens bedste oplevelse var fantastisk. Ved mødetid en halv time før solopgang lettede rigtig mange Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) ud for Odden, hvor de ganske givet havde overnattet på havet. I løbet af standardtidens første time blev det til nøjagtig 200 , og det var meget smukt at høre dem kalde til hinanden, mens Havlitterne (Clangula hyemalis) på vandet neden for kystskrænten også sang deres morgensang for solen. I de næste fire timer tog strømmen af lommer noget af, men vi endte alligevel med et samlet resultat på 482 plus 5 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica).

I det sene efterårstræk kommer der stadig færre arter, men som med lommerne, er der til gengæld nogle af arterne, der nu kommer i efterårets største antal. Mandag talte vi over 1.400 Sortænder (Melanitta nigra) og næsten 230 af de flotte Fløjlsænder (Melanitta fusca) med kridhvide felter på vingerne i de ellers sorte (hannerne) og sortbrune (hunner og unger) fjerdragter. Værd at bemærke var også de første tre Små Skalleslugere (Mergellus albellus) i trækket. De kom i flokke af Sortænder.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

To gange tristis for første gang

søndag 26. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Da det var mere koldt forventede jeg fart allerede fra første runde, men det holdt ikke stik. Det var ret stille i nettene indtil klokken næste 11 hvor lidt opklaring kom og der kom også gang i fuglene.

På runden 10.15 hænger der en sanger i nettet og på afstand ligner det en tristis(sibirisk gransanger) og når jeg kommer hen kan jeg se at den var god nok, så det var første for i år. Men det var ikke slut for på runden 11.45 hænger der sørme en til. Det er første gang at 2 er fanget på en dag her nede.

Pga fart på fuglene valgte jeg at fortsætte lidt længere så nettene var oppe til 14.15 var der kun var tomme net.

Lige nu ser det ud til at der kan komme lidt nedbør i morgen tidlig, men forhåbenlig holder det ikke stik.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Gærdesmutte/Wren 1/0

Rødhals/Robin 0/1

Solsort/Blackbird 7/2

Sibirisk gransanger/Tristis chiffchaff 2/0

Stillits/Goldfinch 5/0

Grønsisken/Siskin 32/0

Gråsisken 11

Nordlig gråsisken/Redpoll 8/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 7/0

Total 73/3

GFU fd 1209

Trækket på Odden: Efterårets første sne på sydspidsen blev kun til lidt fnug på kikkerter og teleskop på en søndag, der ellers mest var overskyet med svag, men kold vind fra nordvest. På læsiden af marinestationen, som var den med udsigt over havet, føltes det ligefrem lunt og dejligt, da skyerne forsvandt, og solen fik lidt magt mod slutningen af perioden.

Vi var to om tællingen, da Louis Hansen allerede var på plads i god tid før en meget smuk solopgang, og vi fik talt 335 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) som dagens suverænt mest talrige art i trækket.

Mens vi arbejdede med at registrere fuglene, blev vi kontaktet af en ung mand, som ville gøre opmærksom på en ung Dværgmåge (Hydrocoloeus minutus), der ledte efter mad tæt på kysten, og så var han i øvrigt interesseret i at vide noget om arbejdet. Det viste sig at være Kai Klawitter på 17 år og fra Graal-Müritz lidt øst for Rostock. Han fortalte, at han er medlem af fuglegruppen i den tyske naturbeskyttelsesforening NABU’s afdeling i Rostock og godt kan lide at tage sin cykel med på færgen til Gedser for at se på fugle i området.

På en melding fra Henrik om, at han havde fanget en Sibirisk Gransanger (Phylloscopus collybita tristis), som er en mere grå og hvid underart af vores egen Gransanger, for Kai Klawitter ind til fuglestationen for at se fuglen. Han havde været i træning som ringmærker på øen Langenwerder i bugten ved Wismar vest for Rostock, så han fik også lov at komme med Henrik på et par runder, før han skulle med færgen tilbage.

Måske har vi på den måde fået en kontakt til fuglestationsmiljøet i Nordøsttyskland, og så er det en helt fin begivenhed.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen


FORRIGE     1  |  ...  |  40  |  41  |  42  |  43  |  44  |  ...  |  235     NÆSTE